Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19243Visninger
AA

25. Afsløret

Jeg trak mig fri fra Will og Gilans greb, da flere blikke faldt på mig. Jeg rettede mig op, så jeg ville fremstå lidt højere.

"Det er sandt."

Sagde jeg, og blev klar over at jeg havde alles fulde opmærksomhed. Alle så overraskede ud, undtagens Will, der jo havde vidst det i forvejen, og Halt som så bebrejdende på os begge.

"Jeg er Elisabeth Helrond, Datter af Dronning Elronda..."

Normalvis skulle jeg introducere mig som konges datter, men det kunne jeg bare ikke, når jeg vidste at en af dem var min far. Jeg sukkede, og fortsatte.

"... Prinsesse af Elronda, og arving til tronen."

Ved siden af mig så Gilan vantro på mig, mens Will så utilpas ud under Halts skarpe blik. Der var stille, frygtelig stille. Halt rømmede sig, og trådte frem imod mig.

"Det er vist på tide, at du fortæller sandheden."

Jeg nikkede let, og kunne mærke at Will gav mig et let klem, før han slap min hånd. Halt og to andre rangere eskorterede mig ind i forsamlings-teltet, hvor jeg så skulle fortælle sandheden til Crowley. Da Halt gjorde omkring, for at forlade teltet med andre, bremsede jeg ham.

"Jeg vil gerne have at du bliver."

Bad jeg ham. Han tøvede voldsomt, og så mod Crowley, der så meget anstrengt ud. Jeg omformulerede, så det ikke længere lød som en lille piges mangel på omsorg.

"Jeg anmoder den herre om at blive, hvorved det ville gøre mig godt."

Halt nikkede blidt, og lagde hånden på min skulder. Jeg var ikke tryg, langt fra, så det hjalp at have Halt ved mig. Jeg vidste, at han aldrig skældte ud, uden grund. At han aldrig mistede besindelsen, uden grund, at han i det hele taget aldrig gjorde noget, uden at have en god grund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...