Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19760Visninger
AA

1. Kongen, Dronningen og lille,spinkle mig...

"Nej, nej, deres højhed. Hvordan er det dog De ser ud?"

Jeg så ned af mig selv, og tilbage på tjenestepigen. Jeg trak på skulderne. Jeg var ligeglad, det var jo bare bukser og en skjorte. Ikke just prinsessetøj, men det var lettere at bevæge sig rundt i. 

"Deres fader ville myrde Dem, hvis han så hvordan De ser ud... Deres højhed."

Jeg mærkede svagt det smertefulde stik, det gav i hjertet, hver gang kongen blev kaldt for min far. Min mor var gift med ham, ikke destro mindre, så var jeg ikke hans barn. Det var dog kun min mor og hendes højst betroede tjenestepige Linda, der vidste det. Og, ja, altså mig. Jeg havde altid haft en svag anelse, da jeg hverken ejede min mors rolig, tålmodige sind, kombineret med hendes elegante væsen, eller kongens vise og blide sind.  

Min mor var en høj blond skikkelse med bølgende, altid let opsat hår, der gik hende til taljen. Med en fin, hvid hud, der aldrig syntes at blive beskidt, og perfekte, blå, mandelformede øjne, der altid så på mig med kærlighed. Sådan som de fleste kvinder så ud i Elronda, men min mor havde lige det ekstra, der gjorde hende perfekt. Hendes forsigtige smil, der aldrig blegnede, uanset hvor rasende hun var. Og tro mig, jeg har fået hende helt op i det røde felt mange gange. Men jeg havde i det mindste arvet hendes stædighed, så kongen var altid nødt til at gå imellem os. Tjenestefolkene havde forlængst fundet ud af at det var bedst, at lade ham om det. Hans blide væsen fik os altid hurtigt ned på jorden igen, også selvom jeg altid fik balladen bagefter.

Hans udseende var meget lignede min mors. Han var slank, høj og med en rank holdning. Kort lyst hår, og lyseblå øjne der udstrålede blidhed, visdom og ro. Men jeg vidste også at de øjne kunne sende mig et blik så hårdt, at jeg gøs hele vejen op af ryggen og ned i tæerne igen. Han behandlede mig, når jeg gjorde som jeg skulle, som sin datter. Han elskede mig, det var tydeligt. Men nogen gange, når han havde en dårlige dag, og jeg bare gjorde den værre, så kunne jeg fornemme at han var utilpas når jeg kaldte ham far. Det var jeg holdt op med, efter at min mor havde bekræftet mig i, at jeg ikke var hans datter.

Tilbage til mig. Grunden til at jeg blev mere og mere overbevidst om, at han ikke var min far, var mit udseende.Hvordan det ændrede sig, efterhånden som jeg blev ældre. For det først er mit hår ikke lyst, det er ikke engang lysebrunt, men kulsort. Højst usædvanligt i et land, hvor alle kvinderne er lyshårede. Jeg ville helst have klippet det kort, så jeg kunne skjule det under en hat eller lignede, men min mor have forbudt mig det. I stedet gik det mig næsten til navlen, og jeg hadede det. Derfor havde jeg det altid opsat i en hestehale.

For det andet er selve min skikkelse ikke særligt elegant, eller majestætisk. Jeg er ranglet ved siden af tjenestepigerne, og mindre end dem, langt mindre. En gæst langvejs fra havde engang forvekslet mig og en af de højere, og mere robust byggede tjenestepiger, og havde kastet sin kappe i hovedet på mig. Jeg var blevet stik-tosset, og havde tilbragt resten af dagen på mit værelse med at surmule. Jeg hadede at være så lille, og spinkel. Godt nok er jeg stærk, uhyre stærk for min størrelse, ikke desto mindre ville jeg bare gerne være nogle centimeter højere. Der var ingen andre som mig, ikke en der lignede mig det mindste, så jeg følte mig tit ensom. Det hjalp ikke på det, at jeg ingen søskende havde, så jeg var den direkte arving til tronen. Også dette gjorde, at jeg ikke havde nogen legekammerater udover min amme. Og hun var jo en gammel dame, så hende kunne jeg ikke lege med.

Derfor tog jeg tit en hest i stalden, og tog ud på lange rideture alene. Eller løb gennem den nærliggende skov, og klatrede i træerne. Eller, når jeg en sjælden gang kunne "låne" min mors bue, så øvede jeg mig på at skyde med bue og pile. Jeg elskede at gøre disse ting, specielt fordi jeg ikke måtte gøre det. "Jeg var arving til tronen, og skulle ikke spilde min tid på leg og pjat", som tjenestepigerne altid sagde, når jeg kom beskidt hjem.

I det mindste havde jeg min mors lyseblå øjne. Vores øjne lignede hinanden på en prik. Derfor var jeg også sikker på, at hun var min mor. Ellers kunne jeg lige så godt være adopteret fra et eller andet fremmedet land.

"Vil De så øjeblikkelig komme med mig tilbage på slottet, og få noget ordentligt tøj på!"

Vrissede tjenestepigen af mig, og så grundigt på mig. Hvis jeg havde den mindste skramme, så fik hun problemer. hun hvinede pludseligt op.

"Nej, nu.... De har jo ikke engang sko på!"

Udbrød hun utilfreds, og rystede på hovedet.

"De skal med tilbage til slottet, og det er lige nu. De er en prinsesse for himmelens skyld, ikke et gadebarn. De kan sidde og sy med guldtråd, tale priviligeret og nyde et glas koldt vand. De skal ikke lege med mudder."

Jeg sukkede opgivende. Jeg havde ikke leget med mudder. Jeg havde bare øvet mig i at gemme mig forskellige steder i træerne, på jorden og i små buske. Det var langt mere nyttigt, end at sy med guldtråd, hvilket var dødkedeligt! Men jeg sagde det ikke. Tjenestepigen var næsten kun lige blevet sat til at holde øje med mig, men jeg vidste, at hvis jeg brokkede mig for meget, så ville hun blive hidsig. Og når hun så skulle hjælpe mig i tøjet, så ville hun stramme det så galt, at jeg ikke ville kunne få luft. Jeg sukkede opgivende igen, og gik tilbage mod slottet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...