Det var skæbnebestemt

Det var skæbnebestemt, at de skulle forelske sig i hinanden, men det var ikke skæbnebestemt at de skulle være sammen. Derfor gjorde livet alt for at forhindrede dem i at elske hinanden. Men det lykkedes ikke, for deres kærlighed for hinanden kunne ikke dø. Den kunne dræbe..

5Likes
2Kommentarer
1691Visninger
AA

3. Rigshospitalet, 15. marts 2012

 

Hun sidder foroverbøjet over ham, mens han ligger i hospitalssengen. Han har blondt hår og blå øjne ligesom sin far. Hans fingre er små og buttede og hans kinder er røde som rosenblade. Han minder hende om Adam. Hun aer hans kind og kæmper for ikke at falde i søvn. De har siddet og ventet på lægen i snart 3 timer. ”Skat?” Hører hun en velkendt stemme sige. Hun vender hovedet og ser at Josef står i døråbningen og smiler træt. Hun gengælder hans smil.”Ja.” svarer hun. Han stryger hånden igennem håret og siger så at han har snakket med sygeplejersken og at lægen vil være her i løbet af 5 minutter. Der bliver stille endnu engang, også bryder han stilheden ved at spørge om hun vil have noget fra kantinen. ”Bare en kaffe.” Svarer hun og går over for at sætte sig ved stolen overfor vinduet. I nogle minutter sidder hun og beundre udsigten, da hun hører en stemme sige. ”Undskyld for ventetiden. Vi har haft en travl dag.” Hun vender sig om og i et split sekund går alting i stå. Over for hende står den mand hun elsker af hele sit hjerte. Adam. De ved begge to ikke hvordan de skal håndtere den her situation. De er alt for forvirrede til at kunne tage stilling til hvad der er rigtigt og hvad der er forkert at gøre lige nu. ”Yasmin?”  Siger han så, imens tårerne triller ned ad begge deres kinder. Hun nikker. Han løber over til hende og de holder om hinanden som om de aldrig vil give slip igen, men de giver slip, for Yasmin trækker sig tilbage.  Hun ved ikke hvorfor, men hun er bange og derfor skubber hun ham væk. Han prøver at kigge hende i øjnene, men hun undgår, så i stedet kigger han på den lille dreng der ligger på hospitalssengen og spørger ”Har du fået en søn?” Han er ikke klar over, at den dreng er hans egen søn. Han løfter blikket og kigger ud ad vinduet. ”Hvad skete der? Jeg ringede. Du tog den aldrig. Så flyttede jeg til Danmark, kørte til din adresse, men du var flyttet. Yasmin giv mig en grund. Hvorfor?” Han sluger en klump, imens han tørrer tårerne væk fra sin kind. Hun har lyst til at fortælle ham det hele, men hun tør ikke. Hun har været igennem en alt for stor kamp for at stå her, til at hun tør tage nogen chancer.

Da hun for 3 år siden trådte ud af det hus der engang havde været hendes hjem for sidste gang, troede hun at det var forbi. Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen, så gaden blev hendes nye hjem. Det var vinter og hun frygtede at hendes puffer ikke ville overleve den her kamp. Der gik 2 uger, så dukkede Josef op. Han samlede hende op i sine store arme og tog hende med hjem. Han passede på hende og prøvede at gøre hende hel. Så fødte hunbarnet, en dreng, som senere fik navnet Adam. Så blev Josef forelsket i hende og de blev gift, og hun troede hun var lykkelig. Det blev hun aldrig, men hun blev okay. Hun lærte at leve uden sin ene halvdel. Hun lærte at gemme Adam væk. Hendes søn blev stor, og Josef blev hans far. Sådan overlevede. Takket været Josef. Og derfor kan hun ikke fortælle sandheden til Adam når han spørger hende hvorfor. ”Adam jeg..” Prøver hun. Alt inden i hende er gået op i flammer, og det gør ondt. ”Du elsker mig jo Yasmin. Det ved jeg, så hvorfor lader du vores kærlighed dø.” Han rækker hånden ud for at tørre hendes tårer væk, men hun trækker sig tilbage. ”Det er din egen skyld. Du skulle aldrig være gået.” Siger hun med gråd i stemmen. Han nikker. ”Ja. Hvis jeg havde vidst at du ville sige ja til andre fyrer end mig, var jeg aldrig gået. Men Jeg vidste ikke at jeg var så let at erstatte. Jeg troede vi var skabt for hinanden.” Imens tårerne baner vej ned af hans kinder og han viser at han er ved at falde fra hinanden, tørrer hun sine øjne, og gemmer det hele væk, selvom at hvert ord rammer hende hårdt. ”Det troede jeg også, men vores kærlighed var forbudt fra starten af.” Hun kigger over på sin søn. ”Og det vil den fortsætte med at være. Vi er ikke skabt for hinanden.” Siger hun, vender sig om og går ud af rummet. Ved døråbningen møder hun Josef der er på vej ind, og få sekunder efter hører hun Josef sige. ”Hvad fejler min søn?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...