Det var skæbnebestemt

Det var skæbnebestemt, at de skulle forelske sig i hinanden, men det var ikke skæbnebestemt at de skulle være sammen. Derfor gjorde livet alt for at forhindrede dem i at elske hinanden. Men det lykkedes ikke, for deres kærlighed for hinanden kunne ikke dø. Den kunne dræbe..

5Likes
2Kommentarer
1692Visninger
AA

2. En puffer

 

Adam ankommer til Tyskland og alting falder lige så stille på plads. De holder kontakten gennem internettet og telefonen. I de første fire måneder går alting som forventet, men så sker der noget ingen af dem på nogen måde havde forudset. En nat da Yasmin ligger i sin seng mærker hun et puf. Og endnu et. Hun sætter stille hånden på maven og mærker efter, imens hendes tårer falder. Hun ved at denne lille skabning er hendes død, og derfor lover hun sig selv at hun vil gøre alt for at  skåne Adam fra den samme skæbne.

Dagene går i takt med at den lille puffer bliver større og større. Fra hver dag der går bliver det sværere og sværere for hende at sige farvel til Adam. Hun kan aldrig finde ordene, og derfor får hun aldrig fortalt ham den løgn hun har fundet på. I stedet giver hun fuldstændig slip på ham. Hun slutter kontakten med ved aldrig at tage telefonen når han ringer, og besvare hans mails. Han ved ingenting, og derfor kan han ikke hjælpe hende, da hendes løgn kommer frem og alle hører om den lille puffer. ”Hvordan kunne du gøre det? Hvem er det svin, der har fået dig til at gøre noget så hæsligt?” Råber hendes far. Hun har lyst til at svarer ham; Han er ikke et svin. Han hedder Adam og han elsker mig. Det er mig der er et svin. Jeg er det hæsligste og klammeste væsen der findes. Undskyld! Men hun holder sig tilbage. Ingen må kende til Adam. Hans liv må ikke blive ødelagt som hendes. Hun forventer andet end råben, men han slår hende ikke. ”Jeg ville havde givet dig en lussing eller to. For du fortjener det. Men hvad har det uskyldige liv i din mave gjort?” Siger han, og hun ønsker at han havde slået hende i stedet. Hun sætter grædende hånden på maven. Undskyld undskyld, undskyld. Det er forfærdeligt. Hun har lyst til at forsvinde, så da hun hører sin far sige ”Skrub ud af mit hjem. Jeg har ikke en datter som dig.” Tager hun sin jakke og går ud for aldrig at vende hjem igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...