I'am A Real Bad Girl ♥ One Direction

I et mørkt hjørne af London's mest uhyggelige områder, stødte Harry Styles på Diana Shine, en 18'årig emo, der lever af at b.l.a stjæle. Efter ikke lang tid bliver hun venner med hele boy-bandet One Direction, og falder pladask for Liam Payne. Men efter fem måneder er Diana forsvundet... One Direction leder og leder efter hende. Nogle gange ser de skygger af hende der forsvinder efter blot et sekund. Men de har ingen anelse om at hun rent faktisk har begået indbrud i en bank. Og at politier og mafia-grupper styrter efter hende... Hun ender med at krydse landet, skal hun nu starte livet forfra? Og hvis hun gør, vil hun så nogensinde se One Direction..?

18Likes
8Kommentarer
1755Visninger
AA

2. Kapitel 1♥

Jeg kiggede mig hurtigt omkring, og derefter løb jeg hen imod et hjørne. Jeg var næsten hundrede procent på at der ikke ville være nogle lige her. Det var der næsten aldrig, kun mig og nogle der var ligesom mig; stille, tyveknægt og så mest af alt en løgner. De fleste der var omkring mig, var halvdøde unge fyre, der levede deres liv med lidt mad og noget nakotika. Jeg lagde mig ned, og håbede på at ingen ville bortføre mig. Det var sket mig flere gange at en fuld mand havde slået mig, eller gjordt andre ubehagelige ting... Jeg lukkede langsomt mine øjne i. En person sad cirka to meter fra mig. Han var høj, og han havde lange sorte rander under øjnene. Han grinte hæst, og hans møgbeskidte tænder viste sig. Jeg rystede og skælvede. Hvorfor skulle det være mig, hvorfor lige mig, hvis forældre sendte mig på børnehjem efter min far var død og min mor slog mig? Og hvorfor lige mig der flygtede fra et børnehjem der var langt bedre en et liv på gaden. Dengang vidste jeg nok heller ikke at jeg ville komme til at ligge ved siden af en narkoman hver nat! En høj skikkelse kom nærmere hen imod mig. Jeg kiggede nysggerigt, måske kunne jeg finde ud af hvem det var. Et par sorte stirrende øjne kiggede direkte på mig. Jeg vidste hvem det var, det var ham.

 

Han hed engang Marcob Jacobo, men han var kendt som Skyggen. Alle dem der boede nær den lille lukkede gulvtæppe-sælger, vidste hvem han var. Han kom nogle gange, når han kom viste han aldrig nåde. Han havde altid gjordt det samme, han havde simpelt bollet mig, han havde destroeret mig. Ødelagt mig, ja jeg siger dig slået mig! Og nu var han her igen. Jeg slog slattent ud efter ham, og rejste mig så op for at løbe. Men det nyttede ikke noget, ingen ville hjælpe mig og så var han snu. Selvom jeg var hurtigere en ham, kendte han hele byen. Han have levet i Londons mørke hjørner i 40 år, og han vidste hvor han kunne finde mig. Jeg skreg, selvom det ikke ville give mening. Han rev mig hårdt i armen og fik mig til at langsomt gå hen imod hans "redde." Jeg råbte og skreg, helt uden nytte. Ingen ville hjælpe en sølle emo en nat i London, ingen.

Han lagde armen om min talje, og tvang mig ned at ligge. Jeg græd og hulkede højlydt, det ville da ikke hjælpe? Hvorfor gjorde jeg det så?, Jo fordi jeg ikke kunne andet en at bede til gud om hjælp. Pludseligt blev Skyggen skubbet væk, fra sit solide greb om mine krop. En dreng på min alder stod i mørket, lige der. Jeg kunne skimte hans øjne der lyste i mørket. Han slog hårt Skyggen ned, og tog mig i armen. Han tvang mig til at løbe, selvom det var for mit eget bedste faldt jeg hvert andet minut. Han hjalp mig hurtigt op og stå. Først der kunne jeg se hvem han var.

Han var...

 

 

Harry Styles!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...