Smerte er uundgåelig. Lidelse er valgfrit.

Novellen handler om en amerikansk dreng ved navn ’David’, der lever med sin traditionsstolte familie på en farm i udkanten af Little Rock, Arkansas, hvor Guds ord er hævet over sund fornuft. Familien har gennem mange år levet af de afgrøder, som de selv har produceret. Og på den måde høster de ligeledes stor ros og beundringsværdig anerkendelse blandt det lille, naturtro samfund. Denne facade er dog ikke så ufejlbarlig, som man skulle tro. For David, der er familiens yngste søn, lever sit liv på en løgn – en løgn, der er farligere, end man tør frygte. Skræmt og rædselsslagent opdager David, hvem han i virkeligheden er, hvilket leder ham ud i en psykisk rutsjebane, der ukontrolleret og ubarmhjertigt kaster ham rundt i alverdens følelsesmæssige afkroge. Til sidst kulminerer Davids verden sammen i én stor identitetskrise tilsat svigt og elendighed – David skal med andre ord bestemme sig for, om han vil flyve eller falde!

14Likes
16Kommentarer
1724Visninger
AA

1. Smerte er uundgåelig. Lidelse er valgfrit.

 

Smerte er uundgåelig. Lidelse er valgfrit.

 

Solen brankede stædigt og ustoppeligt Little Rocks hårdtarbejdende indbyggere. Byens folk levede af gode grunde kun af de ressourcer, som Moder Jord – nogle somre mere end andre - skænkede dem, og derfor var det atter blevet tid til at smøre ærmerne op. Ja, sæsonen stod endelig for døren i Guds land.

            Familien Wright var ingen undtagelse, tværtimod. Familien ejede et enormt stykke landbrug, som den havde dyrket generation efter generation. Således gik det også til at denne generation i familien Wright, på samme vis som den forgangne, tilbragte tiden med at bearbejde de grøntsager, som jordbruget rundhåndet kastede af sig. I familien Wright blomstrede der ikke just akademikere eller professorer frem, men ikke desto mindre var den bredt anerkendt i Little Rocks naturtro og religiøse samfund. Familiens kvinder hjalp til i huset og mændene i marken, og syntes man anderledes, fik man en eller to over nakken. På den måde blev det en forankret, almen opfattelse, at familien Wright udadtil virkede som én stor og stærk enhed, hvor samtlige medlemmer helligede landbruget højt.

 

David Wright var familiens yngste søn. Selv var han 16 år med to år op til hver af sine to ældre brødre. Brødrene var lige siden, de blev født, opfostret af deres forældres inkarnerede generationsloyalitet. Dette betød at deres skæbne – som en rød tråd – altid havde ligget skræddersyet for dem: Skoene skulle med andre ord udfyldes, hvilket de alle tre havde vidst gennem deres relative skoletid. Af gode grunde var det derfor ikke skolebøgerne, der fyldte mest i deres liv i Arkansas, men derimod deres håndværk. Dét skulle til gengæld også være i orden!

            ”Ræk mig lige sadlen, Davy!"

            ”Hér,” svarede David og holdt sadlen ud i strakt arm, som han havde fået besked på.

            ”Swift ser knald godt ud i år!” hujede Aaron med et veltilfreds smil på læben.

            ”Mmh,” medgav David en smule uinteresseret. For ham var alle hestene ens, også Swift.

            ”Ræk mig hammeren,” fortsatte broren bestemt.

David så sig omkring efter det adspurgte værktøj, men kunne ikke umiddelbart se noget, der kunne minde om en hammer. Hvor var det i øvrigt en stor lade, tænkte David ved sig selv, da han omsider fik øje på den skide himstregims i værktøjskassen.

            ”Hér,” sukkede David og rakte opgivende hammeren ud til sin bror, imens han stod og filosoferede over livet i laden. Stakkels dyr...

            ”Hey! Hvad fanden laver du?” råbte Aaron, da han forgæves havde forsøgt at gribe hammeren, som var faldet ud af Davids hånd.

            ”Hov,” undskyldte David, og blev hurtig enig med sig selv om at forlade laden i en vis fart.

            ”Torsk,” bandede Aaron, da han så sin yngste bror smutte lige så hurtigt, som han var kommet.

 

Resten af den solrige dag i Little Rock blev ikke meget bedre for David. Først havde han konstateret, at hans mor var taget på familiebesøg en del kilometer borte, og at hun først kom hjem om et par dage. Som en følge deraf kunne han også konstatere, at han skulle være alene med sine to brødre og sin far i den tid, moren var afrejst. Dette kunne umuligt betyde andet, end at de kommende dage på farmen ville blive hårde bestående af intens fysisk arbejde i marken, kunne det?

            ”Er du nu også helt sikker på, at du er en rigtig dreng? En RIGTIG dreng?” havde faren spurgt David to somre tidligere. David havde ikke vidst, hvad han skulle svare, for selvfølgelig var han da en dreng, var han ikke? Selvom han tit havde fået at vide, at han var født med ti tommeltotter, betød det vel ikke, at han ikke var en dreng. Betød det virkelig ingenting, at han fik topkarakterer i skolen, og at han var blevet udtaget til skolens bedste baseballhold? Jo, det gjorde det selvfølgelig, havde moren medfølende forsikret ham om, mens hun sendte undskyldende og bedende blikke til den knap så stolte far, der havde siddet tilbagelænet ved middagsbordet med korslagte arme.

             Det var to somre siden, og mere var der i virkeligheden ikke sket siden. David sad solidt på rollen som familiens underlige dreng, hvorimod hans brødre høstede stor ros blandt samfundet. ”Sikke da I kan, I to,” anerkendte markens forbipasserende gang på gang, dag efter dag.

 

 

Præcist som David havde forudset blev de to dage uden morens selvskab benhårde. Solen tog ingen fanger, da den time efter time kastede sit flammehav ned over Little Rocks borgere. Det skulle tilsyneladende blive den varmeste sæson nogensinde, og så hjalp det ikke meget, at familien Wright ikke kunne regne fuldt ud med samtlige brødres ihærdige deltagelse.

            ”Kom her, drenge!” galede faren oppe fra hovedhuset. Brødrene havde dagen forinden fået at vide, at de ville få brug for en ekstra hånd med landbruget, nu hvor sæsonen for alvor satte ind. De to ældste brødre vidste lige så vel som deres yngre bror, at den nye hjælp udelukkende kom dem til undsætning, fordi David ikke var i stand til at gøre sin fjerdedel.

       ”Det er aldrig sket før i generationens historie!” havde faren angret oppe fra soveværelset den forgangne nat. Moren havde forgæves forsøgt at trøste det hulkende mandfolk, der ustandseligt lå med hovedet begravet i hendes skød. David lå, som så ofte før, lysvågen selvsamme nat, hvorfor han hørte hele seancen mellem sin mor og far. Aldrig havde han følt en sådan skyld og skam på en og samme tid. Måske var han ikke en rigtig dreng trods alt?

            ”Hér har I så den nye dreng, Ted. Han vil hjælpe os med det daglige arbejde her på farmen i det næste stykke tid,” fortalte faren tynget af skam, da brødrene alle stod samlet i en halvmåne foran dem.

            ”Velkommen til, Ted,” sagde først Paul og dernæst Aaron, da de samtykkende gav ham hånden. Selv stod David som forstenet foran den nye dreng.  Teddy havde omtrent samme højde og kropsstruktur som David. Begge var de  en meter og firs, muskuløse og hærdede af livet i Little Rock. Teddy havde et kraftigt  brunt hår, der på perfekt vis lagde sig i de korrekte former og bølger hen ad panden. Hans øjne var ligeledes brune, men ikke brune i almindelig forstand. De var brune på en speciel, iøjnefaldende måde, som David aldrig før havde oplevet. Og hans smil, det…

            ”David! Vis dog lige nogle manere og hils på Ted,” vrissede faren af den dagdrømmende David, som forskrækket og akavet rakte hånden ud efter Ted.

            ”Hej,” sagde Ted muntert, da han imødekom David. En kort følelse af lykke varmede Davids krop, da deres hænder mødtes i ét fast klem.

            ”Nå, men vi må videre,” afbrød faren, og gjorde tegn til at drengene skulle følge med ud på marken. Tilbage stod David og genspillede øjeblikket i sit hoved. Han kunne ikke sætte ord på sine følelser, men et eller andet stak ham dybt i siderne, når han så på den nye dreng, Ted. Det gjorde ikke ondt bogstaveligt talt, men ikke desto mindre mistede han for en stund vejret. For en stund blev han helt varm om samtlige kroppens lemmer og dele, hvilket også kunne ses i form af den rødlige kulør, der listigt og ukontrollerbart landede på Davids kinder. Han vidste ikke, hvad der skete og hvorfor, men af en eller anden grund, fik han en sådan lyst til at være en del af dagens arbejde i marken.

 

 

Der var efterhånden gået en uge, siden Ted ankom til familien Wrights farm i Little Rock. I begyndelsen føltes den nye arbejdssammensætning en smule kejtet for dem alle, men på trods af de indledende vanskeligheder havde Ted tilpasset sig perfekt. Da først faren fandt ud af, at Ted var et absolut vidunder med værktøj i hånden, gik tingene en smule bedre. ”Ja, man skulle jo næsten tro, at du var en af mine egne!” havde faren postuleret ved flere anledninger.

            Selv David var begyndt at trives bedre med det intetsigende slavearbejde på familiens farm. Han havde arbejdet ihærdigt fuldtid og mere til, uden at brokke sig det mindste. Men til trods for Davids stigende arbejdsiver, havde han lagt mærke til, at han ikke var som han plejede. Noget rørte på sig: Noget inden i ham voksede stærkt, hurtigt og forunderligt. David vidste ikke, hvad der skete med ham, men fra det ene sekund til det andet kunne hans verden gå fra det et yderligpunkt til et helt tredje. Han havde tit oplevet, at hans ellers stærke ben ikke kunne bære ham, de var som gele, der på dens helt egen måde fejede grunden væk under ham. Og det var ikke kun Davids ben, der var begyndt at agere anderledes, men også hans mave, der fra tid til anden rumsterede, som havde han slugt en hel myretue. De stikkende stød i siden, omkring hjertet og lungerne var heller ikke blevet svagere i takt med tiden, men derimod stærkere og helt ude af kontrol. Disse forstyrrende, drillende følelser, fornemmelser, tanker eller hvad, man nu engang kunne kalde dem forstærkedes alle sammen gradvist - i Teds tilstedeværelse vel at mærke. 

 

 

            ”Vil du med, Davy?” sang en himmelsk stemme – en stemme, David havde ventet på i flere timer.

            ”Hvor skal vi hen?” spurgte David, da han fik øje på Ted nede foran hovedhusets veranda. I virkeligheden var David ligeglad, hvor de skulle hen. For hans skyld kunne de drage mod verdens ende sammen, uden at se sig tilbage. Men så heldig var han nok alligevel ikke.

            ”Ned på engen og plukke æbler. Du ved... som vi aftalte i går?” fortsatte Ted hjælpende.

            ”Nååh, ja!” udbrød David med et smil så stort, at det næsten gik fra det venstre øre til det højre.

            På vejen ned til engen fortalte Ted energisk om de penge, han allerede havde tjent sammen i løbet af den tid, han havde tilbragt hos familien, mens David gjorde alt, hvad kan kunne, for at virke interesseret i Teds fortællinger.

            ”Okay?” ”Er det rigtigt?” ”Ej, hvor fedt!” anerkendte David uendeligt. Hvis Ted havde spurgt dybere ind til nogle af historierne, havde David nok fået et mindre forklaringsproblem. For selvom David virkede utroligt fascineret, var han på samme tid en smule ligeglad med selve historiernes indhold. I realiteten ønskede David blot, at hans venlige interesse kunne skjule det faktum, at han under hele turen fra familiens veranda til engen havde betragtet Ted på en måde, han aldrig før havde betragtet nogen på. Teds mund bevægede sig smukt, let og en smule finurligt alt efter, hvilke ord og sætninger, han sat sammen. Når han skulle understrege noget helt særligt, havde han en tendens til at stoppe op et kort øjeblik – et øjeblik, hvor drengenes øjne mødtes i ét dybt, gensidigt fængslende blik.

             Det var disse øjeblikke, David var begyndt at leve for. Når han var sammen med Ted, ønskede han sådan, at de ville vare for evigt. Og når han sad alene på sit værelse, følte han sig forladt og ensom som aldrig før. Aldrig havde han længtes efter en person som Ted – en person, der uden videre anstrengelser kunne få David til at flyve højt over skyerne, dagdrømmende, elegant og fri. For en stund følte han sig vellidt og lykkelig. Accepteret. Men i den næste stund gik det op for ham, at jo mere, han lod sig henkaste, jo større blev smerten, der langsomt men glubsk fortærede hans indre.

            ”Hvad tænker du på?” spurgte Ted nysgerrigt og blidt. David så overrasket på Ted, der for en stund havde afbrudt drømmene. Han havde mest af alt lyst til blot at se på Ted. Stille og sælsomt. Men han følte på samme tid, at det nok var bedst at svare. Men hvad skulle han sige? Hvad skulle han gøre?

            ”Ikke rigtigt noget,” sukkede David, der i sidste øjeblik havde bestemt sig for, at fristelsen ikke måtte tage over. Den lette løsning, var nu engang lettest.

            ”Hmm. Men er du okay, Davy?”

            ’Jeg elsker, når du siger mit navn,’ tænkte David ved sig selv og så ned i græsset.

            ”Hey! Kom nu, det er jo bare mig,” forsøgte Ted og lagde sin hånd på Davids skulder. Teds nærvær og kærlige, omsorgsfulde interesse gjorde et tydeligt indtryk på David, som nu atter trak på smilebåndet.

            ”Der er ikke noget galt, Ted,” løj David indebrændt, hvorefter han satte i vild galop. ”Sidste mand på engen skal lue ud i stalden!” råbte han tilbage til den uforstående Ted, der måbende så David sprinte ud på engen.

 

            Landskabet omkring familien Wrights farm, og engen i særdeleshed, var et utroligt smukt syn ved denne tid på året. Fuglene kvidrede melodisk, blomsterne duftede sommerligt og træerne stod grønne og frodige. Horisontens bakketoppe spejlede sig gyldent og majestætisk i lyset fra den sene aftensol, der i takt med dagens gang gradvist aftog – dagens brankende hede og hidsige stråler, var blevet afløst af aftenens nænsomme varme.

            David, der med raske skridt nærmede sig engens plantage, så sig tilbage over sine skuldre, hvor han til sin store glæde kunne konstatere, at Ted omsider havde besluttet sig, for at løbe efter ham.

            ”Stedet har aldrig været så smukt, som det er nu,” fortalte David sagte, da Ted havde indhentet ham. ”Luften virker blidere end nogensinde før”.

            ”Det er virkelig et skønt område,” medgav Ted lige så forgabt som David.

            Da David og Ted for en stund havde nydt landskabets dragende stemning, glemte de alt om de æbler, de skulle have plukket. I stedet satte de sig sammen i græsset, hvor David efter store overvejelser havde besluttet sig for, at det nok var på tide, at han åbnede sig for Ted. David rømmede sig nervøst og fortalte så inderligt om livet på farmen, alt i mens Ted sad ved hans side. Han fortalte om de gode sider, om de mindre gode. Om generationernes stolthed og om den store synd, David havde bragt familien. David fortalte om sin far, der nat efter nat beklagede sig over sin svage, uduelige søn.

            ”David… du er en god søn. Du er en god bror. Og jeg synes rigtigt godt om dig!” afbrød Ted, da han fik ondt af David, som tydeligt led hårdt af sin åbenbaring. ”Du kan altid betro dig til mig,” konkluderede han bestemt og gav David et dybtfølt kram.

           

            Da drengene nogle timer senere vendte tilbage til farmen – med æbler -, blev de mødt af moren, der længe havde ventet på deres hjemkomst.

            ”Godt, drenge!” sagde hun lydt, hvorefter hun rettede sin opmærksomhed mod David. ”Dine brødre er ved at gøre sig klar, du kan stadig nå det”.

            ”Øhh,” tøvede David forvirret. ”Nå hvad?”

            ”Din far kører jer til byfest! Er det ikke herligt?” spurgte moren opstemt. ”Der kommer en masse af byens piger og Ted, du er selvfølgelig også velkommen til at tage med”.

            ”Jeg er altså ret træt,” sukkede David og så over på Ted. ”Tager du med?”

            ”Jaeh, det skader vel ikke, gør det?”

            ”Godt, drenge!” forstyrrede moren. ”Så må I hellere gøre jer klar”.

            David fulgte Ted op på verandaen og ind gennem husets forgang, som ællingerne følger andemoren, men da de kom til badeværelset stoppede han brat.

            ”Nå, men vi ses vel i morgen”.

            ”Tager du ikke med, Davy?” spurgte Ted stille og uforstående.

            ”Nej!” hvæsede David irriteret, hvorefter han, uden at se sig tilbage, forsvandt op på husets første sal.

            Fra tagvinduet kunne David se sin far, brødre og Ted tage afsked med moren, der stod og vinkede febrilsk fra gårdspladsen. Da de omsider forsvandt ud i horisonten, kunne David ikke længere holde sine hjerteskærende tanker ud. De var med ét blevet for tunge, så tunge, at han ikke længere kunne bære dem. En kvalmende og vulgær følelse strømmede gennem hans krop. Han kunne ikke kaste op eller hoste, men alligevel følte han sig syg. Syg som aldrig før. Arrigt vred David sig i stillinger, man kun så de psykisk forstyrrede patienter gøre på de lukkede klinikker. Han rev sig i håret, slog hovedet mod væggene og kastede sig endelig, opgivende ned på gulvet.

            ”Hvorfor?” hulkede David. ”Hvorfor?!”

 

      Den næste morgen blev David vækket af en mild banken på døren til sit værelse. Han lå stadig på gulvet, sammenkrøllet i værelsets fjerneste hjørne. Døren gik stille, men bestemt op. Det kunne kun være én bestemt person, vidste David.

            ”Jamen dog, David. Hvad er det dog, du laver?” spurgte moren forbavset. David rejste sin ømme krop fra det hårde gulv, for at tage imod sin mor.

            ”Bare kom ind,” sukkede han lavmælt. ”Er der noget, du vil sige?” spurgte han så, da det gik op for ham, at moren virkede mere fattet end normalt, som om hun tog tilløb til noget – noget stort.

            ”Joeh… ser du, David,” svarede hun og satte sig på kanten af Davids velredte seng. ”Sæt dig her,” fortsatte moren og gjorde tegn til, at David skulle tage plads ved hendes side.

            ”Mmh?” svarede han spørgende, da han satte sig. Moren så David dybt ind i øjnene, men forblev tavs. Det var som om, at hun havde svært ved det, hun skulle til at sige.

            ”Mor?” prøvede David igen. Denne gang med mere held.

            ”Ser du, David,” begyndte hun som før. ”Din far og jeg har længe talt om… om der er noget galt med dig”.

            ”Ja?” svarede David nysgerrigt, selvom han udmærket vidste præcist, hvad de havde drøftet. Nat efter nat.

            ”Jeg snakkede med pastor Phillips, da jeg træf ham tidligere i dag”.

            ”Pastor Phillips?” udbrød David forbavset. Pastor Phillips var den højest rangerende inden for menigheden, så hvordan havde hun? Hvorfor havde hun?

            ”Korrekt, David,” vedblev moren fast. ”Vi snakkede om lidt af hvert. Han rådgav mig med Guds egne ord”.          

            ”Guds egne ord? standsede David. Har du snakket med pastoren om Gud? Gud?!

            ”Ja, David. Pastor Phillips fortalte mig også om selveste Djævlen”.

            ”Djævlen? Som i Helvede og sådan? Hvad bliver det næste?” spurgte David opgivende.

            ”Så, så, min søn,” svarede moren følsomt, men stadig fast. ”Hav nu lidt tålmodighed, imens jeg fortæller dig, hvad jeg har på hjerte”. David imødekom sin mor med et samtykkende nik, da han gjorde tegn til, at hun kunne fortsætte.

            ”Ser du, David…” tøvede hun. ”Det er sådan, som du nok ved, går jeg ud fra…”

            ”Mor... jeg beder dig. Kom nu til sagen,” indvendte David.

            ”Jovist… David, forstår du godt, at mænd og kvinder skal finde sammen og stifte familie? Forstår du godt, at det er i Guds ånd?”

            ”At mænd skal elske kvinder, eller hvad?” opsummerede David distræt. 

            ”Ja. Som at… ja, du ved. Mænd kan ikke elske andre mænd, det forstår du godt, ikke?” forhørte moren. Selvom hun ikke vidste, hvor ondt ordene, der kom ud af hendes mund, gjorde, kunne hun alligevel ane en vis misbehag hos sin søn.            David kæmpede alt, hvad han kunne, for at holde styr på følelserne, der trængte sig på. Hvis han mistede fatningen nu, gav han også afkald på den løgn og det skjul, han havde levet med og i så længe, han overhovedet kunne huske. Men hvordan ville familien tage det? Var han i virkeligheden ikke en rigtig dreng? En rigtig dreng?

            ”J-jo, selvfølgelig, mor,” fremstammede David med et anstrengt smil på læben. At smilets facade skjulte den dybeste hemmelighed, man overhovedet kunne forestille sig, vidste kun han.

            ”Godt, min søn. Pastor Phillips prædiker om den forbudte kærlighed i næste uge. Det ville glæde din far og jeg, hvis du deltog,” afsluttede moren uvidende om sin søns indre dæmoner.

            ”Selvfølgelig”, bekræftede David behersket. Og så var den sag lukket. Kærlighed var mellem mand og kvinde, og kun mellem mand og kvinde. Sådan lød Guds egne ord. Guds egne ord.

            ”Godt, David,” sagde moren og rejste sig. ”For resten!” udbrød hun netop som hun skulle til at forlade værelset. ”Ted har mødt en sød, yndig pige. Hun hedder Lisa. Og køn også… de kommer forbi i morgen ved middagstid, bare så du ved det,” fortalte hun fornøjet, som havde hun overrakt en god nyhed, hvorefter hun forsvandt ud af værelset.

 

            ”En pige?” hviskede David, der stadig sad og fordøjede samtalen. ”En pige?” hviskede han igen. Med ét faldt Davids verden sammen: Alt det, han troede på, alt det, han længtes efter, alt... flået væk under ham. Havde Ted virkelig forelsket sig i en pige? En p-i-g-e? 

            ”Jeg kan ikke mere… du kan ikke mere, David,” sagde David til sig selv, hvorefter han som forstenet faldt om på siden.  Med grædende øjne, krampende mavesmerter, rystende ben og sammentrækkende luftgange lagde David sig til at dø. Eller det var i hvert fald hans største og eneste ønske. At dø. Stille, fortabt og med et knust hjerte ville han ånde for en sidste gang.

            ”Jeg…  elsker dig, Ted. Min Ted,” hviskede han ødelagt. ”Men du kommer jo aldrig til at elske mig, vel? Det er forbudt. Forbudt”. Med disse sidste ord gik det op for David, at han ikke længere kunne leve livet på  denne nådesløse løgn. Smerten var simpelthen for stor, ikke til at holde ud. Hvis han blev boende på farmen, ville han dø inden længe. Det var sikkert som Amen i kirken. 

            ”Men, nej!” protestede David med fornyet energi. ”Jeg vil fandeme ikke lade mit liv gå til spilde! Jeg kan ikke lide mere nu!” blev de sidste ord, David havde ytret på familien Wrights farm i Little Rock.

            Og sådan skete det, at David senere den nat pakkede sine beskedne ejendele sammen i en bylt, som han smed på ryggen. Da han havde sikret sig, at familien sov, listede han ned i køkkenet, hvor han på den øverste hylde fandt familiens kagedåse. I kagedåsen tog han samtlige pengesedler, han kunne, hvorefter han - uden at lave én lyd – lagde sit afskedsbrev til sin mor.

            ”Farvel,” hviskede han en sidste gang, inden han forsvandt ud i nattens mørke.

           

           

Kære mor

 

Undskyld, for jeg har syndet.

Når du finder dette brev, vil du opdage, at jeg har taget de pengesedler, der lå gemt i kagedåsen. Jeg sender dem selvfølgelig tilbage, når det er muligt.

Kære mor, jeg forlader Little Rock. Hvorhen, ved jeg ikke – men oppe nordpå lever folk i en rummelig verden. Du skal ikke bruge unødvendige ressourcer, på at finde mig. Jeg skal nok kontakte dig igen, når tid er.

 

Kære mor, jeg blev og bliver aldrig den søn, I ønskede jer. Jeg undskylder af hele mit fortabte hjerte for den sorg, jeg har påført vores familie.

Men nu er det på tide, at jeg går til bekendelse. Ikke i kirkelig forstand, da vores samfund aldrig vil kunne forstå en sådan vanære, men i medmenneskelig forstand. Jeg beder om din fulde forståelse, kære mor.

            Lige siden I bragte mig til denne verden, har jeg følt mig som en underlig dreng – en dreng, der på alle tænkelige måder har gjort alt, hvad han kunne forgæves. I ønsker jer, at jeg som mine brødre vil leve jeres liv, ikke mit.

 

 Men kære mor, jeg kan ikke længere være en del af dette skuespil, som mit ydmyge liv er blevet til. Forestillingen er ovre.

Jeg har smerter så store, at de næsten har taget livet af mig. Men kære mor, jeg vælger livet – mit liv.

 

For smerte er uundgåelig. Lidelse er valgfrit.

 

Din David. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...