En ubeskrivelig tur 2. - One Direction

Crystal og Kate har ikke snakket sammen i et år, og der er ingen af dem der har hørt fra 'Drengene'. Men hvad sker der hvis man ligepludselig støder ind i hinanden. Vil kærlighed opstå? Vil der være kærligheds-drama? Læs med og find ud af det. Dette er 2'ern af 'En ubeskrielig tur. - One Direction.' Anna<3 skriver stadig om Crystal, og Mira<3 skriver stadig om Kate. <3

39Likes
47Kommentarer
7022Visninger
AA

9. Kapitel 8. Kate's synsvinkel.

Jeg var faldet i søvn, men vågnede af at nogen snakkede.

"Der er ikke nogen af os der er lykkelige, Louis er fortabt i Kate, og Harry og jeg er stadig fortabt i dig, Crystal." kunne jeg høre Liam sige. Var Louis fortabt i mig? Det så da ihvertfald ikke sådan ud! Jeg blev ved med at have lukket øjne.

"Gør mig en tjeneste. Skrid ud af mit liv, skrid ud af den her lejlighed og snak aldrig til mig igen." Sagde Crystal.

"Men det var jo tre." Sagde Niall.

"SKRIIID!" råbte Crystal, og jeg satte mig op. Alle kiggede forskrækket på mig. Jeg kiggede på drengene, og fik øjenkontakt med dem, men da jeg nåde Louis' øjne, havde han et bedrøvet blik i øjne. Jeg løb ud på badeværelset igen, og låste døren. Hvis han er fortabt i mig, hvorfor viser han det så ikke?! Det er sikkert bare noget Liam sagde, for at få os tilbage. Men de kan godt tro nej. Der blev banket på døren. Jeg åbnede ikke. Jeg kiggede rundt, og fik øje på en barberskarper. Jeg gik over til den, og kiggede længe på den, banken udenfor blev ved og ved.. Men jeg havde lukket mig inde i mig selv, så det lagde jeg ikke mærke til. Jeg lagde den mod min hud, og lige da jeg skulle til at skære, lød der et ordenligt brag, og døren gik op. Der stod de alle sammen, og kiggede forskrækket på mig. Crystal så hvad jeg havde i hånden, og fik et bange udtryk.

''DET GØR DU IKKE KATE!'' Skreg hun, og alle drengene kiggede på min hånd. De gispede. 

''Læg den fra dig!'' Sagde hun. Jeg kiggede ned, men lagde den så væk. Hun løb over til mig.

''Hvorfor Kate, hvorfor?'' Spurgte hun. 

''Der er ingen der værdsætter mig, jeg bliver knust gang på gang.. Den jeg elsker, elsker ikke mig. Jeg kan ikke mere.'' Sagde jeg, og tårende løb ned af mine kinder. Drengene kiggede ned i gulvet.

''Jeg værdsætter dig, jeg ville ALDRIG i hele mit liv knuse dig, og jeg elsker dig Kate. Det skal du vide.'' Sagde Crystal, jeg blev rørt. Hvorfor havde jeg ikke set det noget før? Jeg har jo savnet hendes nær hver, hendes personlig hed, en mest af alt: Hendes venskab.

''Jeg elsker dig så meget.'' Hviskede jeg i hendes skulder.

''Jeg elsker også dig Kate, det skal du vide.'' Jeg krammede hende hårdere. Og kyssede hende tilsidst på munden, altså bare et lille tantekys. Jeg begyndte at grine, men det lød mærkeligt. Det var et grådkvalt grin. I kender det sikkert, der hvor man græder, og så bliver der sagt noget sjovt, som man griner lidt af. Men det lyder så sjovt, fordi du lige har grædt. 

''Du griner!'' Sagde Harry. Jeg kiggede over på ham, og løftede det ene øjenbryn.

''Er i her stadig? Vil i ikke godt bare skride ud af vores liv? I laver jo ikke andet end at knuse os, eller gøre os kede af det. Eller være et stort mysterium, hvor i først er glade for at man kom tilbage, og så bagefter ikke sige et ord til personen.'' Det sidste sagde jeg mens jeg kiggede over på Louis, han kiggede bare ned i gulvet, og gik så. Det må han fandme selv om! Det er ham der har knust mig, så jeg skal fandme ikke bekymre mig om ham mere. De andre drenge gik også uden ord. Jeg sukkede lettet, men fældede en tåre, men kun én. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...