En ubeskrivelig tur 2. - One Direction

Crystal og Kate har ikke snakket sammen i et år, og der er ingen af dem der har hørt fra 'Drengene'. Men hvad sker der hvis man ligepludselig støder ind i hinanden. Vil kærlighed opstå? Vil der være kærligheds-drama? Læs med og find ud af det. Dette er 2'ern af 'En ubeskrielig tur. - One Direction.' Anna<3 skriver stadig om Crystal, og Mira<3 skriver stadig om Kate. <3

39Likes
47Kommentarer
7197Visninger
AA

4. Kapitel 3. Crystal's synsvinkel.

Et par grønne øjne, de grønne øjne jeg aldrig nogensinde ville se have sorg i. Hurtig tog jeg mine bil nøgler fra hans hånd, åbnede min bil, smed min sportstaske ind og satte mig i bilen. Jeg kunne se drengene gik hen til deres bil, jeg kunne kende den med det samme da det var den samme bil som de havde for et år siden, jeg startede bilen og kørte så jeg forhåblig kunne få dem smidt af mig, jeg kørte rundt i London, lidt i udkanten af London men også centrum, drengene kørte efter mig overalt og til sidst gav jeg op, parkerede henne ved Hyde Park, steg ud og begyndte at løbe igennem Hyde Park. Før jeg vidste af det havde jeg løbet tværsgennem parken og gik så på en gade stille og roligt. Jeg vidste at drengene ikke gav op, og jeg vidste det fyglte efter mig, jeg behøvede ingen gang at kigge bag mig, for jeg kunne høre deres stemmer og deres skridt. Over på den anden side af gaden kunne jeg se en café der havde åben? Det er da et underligt at den har åben nu, på denne tid af aften? Nå ligemeget jeg skulle bare væk fra drengene, så jeg gik over gaden uden at tænke om der kom en bil eller noget.

"Crystal?! Pas dog på du ikke bliver kørt over!" råbte Harry, jeg gav ham fuckfingeren og gik ind i caféen.

"Drenge... Kan i ikke bare forstå at jeg ikke gider jer?!?" spurgte jeg ret hårdt da drengene gik ind i caféen, jeg stod oppe ved disken og kiggede på noget at bestille.

"Men... Hvor mange gange skal vi sige undskyld? Der har ikke været én dag hvor vi ikke har tænkt på jer." sagde Harry stille.

"I kan undskylde lige så mage gange som i har lyst, jeg tilgiver jer aldrig, for det i gjorde mod os, knuste mit hjerte, i knuste mig og jeg er kommet videre!"

"Hey.. Ved du hvor Kate er?" spurgte Louis, jeg rystede på hovedet.

"Nej, vi brød kontakten efter de breve i gav os. Siden den dag har jeg ikke set min bedsteveninde, pga. jer! Jeg savner hende så frygtelig meget..." sagde jeg, og det sidste hviskede jeg og var ved at græde. Der kom en mand ind i 30'erne og spurgte om vi bare havde stået her, han sagde også at han ville prøve på at finde Kate.

"Jeg er her Simon, er det iorden jeg tager hjem? Jeg har det dårligt." sagde en stemme som jeg ikke havde hørt i alt for lang tid, jeg gispede med det samme da jeg hørte hendes stemme. Det kunne ikke være hende, det måtte gerne være hende, men det kunne ikke være hende. Hun vendte sig om og jedg og drengene gispede, det var hende. Vi løb mod hinanden, og mødtes i et stort kram, begge vores kinder var våde af tårer

"Jeg har savnet dig så meget." hvisker vi på samme tid. Vi kigger begge over på drengene som står og glor på os.

"Hva' har i fået glosuppe til morgen eller hvad?" spurgte Kate henvendt til drengene.

"Eh... nej." hvisker de og kigger så væk.

"Kate, vi tilgiver dem ikke!" hviskede jeg til hende, hun nikkede.

"Kate, tag du bare hjem, vi lukker om lidt." sagde Simon stille.

"Idioter, vi lukker nu. Så i må godt gå nu." sagde Kate og henvendte til drengene.

"Kan vi ikke nok snakke om det?" spurgte Liam spørgende.

"Snakke om det?! I vil snakke om dét der er sket for næsten et år siden, i gav os et brev hvor der stod i forlod os uden at snakke om det! OG det er NU i vil snakke om det?!?" råbte jeg meget surt, jeg var så pist off på dem.

"Kom Crystal vi går." sagde Kate og vi gik så ud af caféen, drengene gik efter os, så jeg tænkte på at det ville være bedst hvis vi sov et sted, som ikke var vores men en anden som vi kendte. Så jeg ringede til Dan.

"Hallo?"

"Dan, kan jeg og en veninde ikke sove i din sommer lejlighed? Du ved dé er efter os og lader os ikke værre."

"Jo selvfølgelig må i det. Du ved hvor den ligger og nøglen ligger under påtteplanten."

"Tusinde tak Dan, jeg står så meget i gæld til dig."

"Crystal, du står ikke i gæld til mig, jeg ved hvor meget det har taget på dig."

"Så siger vi det Dan. Vi ses, elsker dig!" sagde jeg og lagde på. I skal ikke tro at vi har noget, for bvadr det ville jeg ikke gøre, han er på samme alder som min far, men Dan er som en far for mig når jeg ikke har min far ved min side.

"Hvem er Dan?" spurgte Kate hviskende.

"Min boss og min far's ven. Vi har fået lov til at overnatte i hans sommer lejlighed, for natten." hviskede jeg tilbage og Kate nikkede. Vi begyndte så småt at løbe væk fra drengene, jeg kiggede bag mig og så at drengene var løbet efter os, men til vores held var vi kommet til lejligheden, jeg skyndte mig at trykke koden ind, åbne døren så vi begge kunne komme ind, lukkede døren og vi løb så op ad trappen. Jeg kunne høre et klik, som sagde at døren gik op? Hvad de kan da ikke komme ind, medmindre de kender koden eller bor i den bygning.

"Kate, enten er der nogen af dem der bor her ellers kender de koden." sagde jeg stille mens jeg prøvede på at finde nøglen i påtteplanten.

"Jeg tror faktisk det er den samme bygning som Harry og Louis bor i..." mumlede Kate.

"Fandt den!" mumlede jeg og låste døren op, Kate gik ind og så gik jeg ind, før jeg lukkede døren kiggede jeg på gangen og så drengene. Jeg tror ikke de så os, men Harry låste døren op ved siden af den her lejlighed. Det ville så sige at det er deres lejlighed, som er Dan's nabo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...