En ubeskrivelig tur 2. - One Direction

Crystal og Kate har ikke snakket sammen i et år, og der er ingen af dem der har hørt fra 'Drengene'. Men hvad sker der hvis man ligepludselig støder ind i hinanden. Vil kærlighed opstå? Vil der være kærligheds-drama? Læs med og find ud af det. Dette er 2'ern af 'En ubeskrielig tur. - One Direction.' Anna<3 skriver stadig om Crystal, og Mira<3 skriver stadig om Kate. <3

39Likes
47Kommentarer
7017Visninger
AA

3. Kapitel 2. Kate's synsvinkel.

Det er nu ca. et år siden jeg sidst så Crystal og drengene. Jeg flyttede til London for ca. 1 måned siden, og har fået et arbejde i en Café. Jeg sidder og ser fjernsyn, da der kommer et indslag med drengene. Jeg skynder mig derover, for at se.

"Og nu til noget sladder om One Direction... De har fortalt i et interview, for et par timer siden, at cirka for et år siden havde de mødt to fantaktiske piger, den ene hedder Kate og den anden hedder Crystal. De fortalte også at de havde efterladt dem og det eneste de havde tilbage af dem var et brev fra Harry Styles og Louis Tomlinson.Og nu vil de så prøve på at finde dem og undskylde for dem. Men nu kommer det vansklige, drengene ved ikke hvad de hedder til efternavn, hvor de bor eller boede og om de vil tilgive dem. Det lyder måske underligt, men jeg håber at pigerne tilgiver drengene, for de så ret ked af det ud...''

Som om jeg nogensinde vil tilgive dem.. Hallo, de lagde jo bare et brev hvor der stod farvel.. Den mest hjerteknusende måde at sige farvel på. Og så tror de at jeg vil tilgive dem? Men hov.. Nu skal jeg på arbejde. Jeg slukker fjernsynet, går ud i køkkenet og tager et æble som jeg kan spise på vejen, mine sko, og til sidst mine solbriller. Det er nemlig rigtig godt vejr udenfor, det er også derfor jeg har nogen shorts og en løs top på. Jeg går gennem parken, da den altid er rigtig smuk. Der sidder et kæreste par på et tæppe, og snakker.. 'Gid det var mig'. Tænker jeg. Jeg går videre, og nyder solensstråler mod min hud, og indånder duften af sommer, og lytter til fuglene. Jeg når hen til den Café jeg arbejder på, og går om bagved. Vi må selv bedstemme hvad for noget tøj vi har på, så idag bliver det shorts og en løs top for min vedkommene. Min chef kommer ud til mig.

''Hej Kate.'' Siger han sødt. Han er min eneste 'ven' her i byen. Han er 30 år. Han er rimlig kedelig, hvis man ikke kender ham. Ellers kan han godt joke lidt.

''Hej Simon.'' Svare jeg.

''Har du så mødt nogen venner her i weekenden?'' Han smiler til mig.

''Næh.. Hvorfor?'' Spørger jeg om.

''Jeg syntes bare at du trænger til at få nogen venner.'' Siger han.

''Ja ja.. Den er god med dig. Hvad for nogen borde er mine idag?'' Han fortæller hvilke borde der er mine, altså dem som jeg skal passe. Jeg går der ud, og der er ingen kunder. Jeg tænder for radioen. Og synger lidt med på den sang som spiller. Jeg kigger ud af vinduet, og ser en pige med rødt hår, der går ud af en bil, og begynder at løbe. Hun minder mig om Crystal, men hun har jo ikke rødt hår. Bag hende kommer der en bil, som også stopper, og ud hopper 5 drenge, de sætter sig i løb, og løber samme vej som pigen. Det kunne ikke være rigtigt! Jeg må se syner, for de 5 drenge ligner godt nok de drenge som knuste mit hjerte. Nemlig dem fra One Direction. Zayn, Niall, Liam, Harry og Louis. 

 

30 min. efter.

Der har kun været 2 kunder ind til videre idag.. Jeg går ligeså stille og nynner. Hvad skal jeg lave? Jeg går over og sætter mig i et af vindurene. Jeg sidder g kigger ud på de få menesker som ikke er på arbejde eller i skole. Lidt længere nede af gaden, kan jeg se hende pigen fra tideliger, hun minder mig altså mega meget om Crystal. Bag hende går drengene. Det kan ikke være dem! Det må ikke være dem! En tåre løber ned af min kind. Gud hvor har jeg savnet dem. Men gud hvor jeg også hader dem. De går over vejen, og går imod mig. Vil de her ind?! Jeg skynder mig over bag diske, og der gemmer jeg mig. Jeg kan høre døren gå op, og nogen velkendte stemmer fylder min øregang.

''Er der ikke nogen her?'' Endnu flere tåre løber ned af mine kinder..

''Drenge.. Kan i ikke godt bare forstå at jeg ikke gider jer?!'' Spurgte en stemme jeg havde savnet som en gal.. Crystal. 

''Jamen.. Hvor mange gange skal vi sige undskyld? Der har jo ikke været én dag uden vi har tænkt på jer.'' Sagde Harry stille. 

''Men stadig væk! Det i gjorde imod os, det knuste virkelig mit hjerte..'' Sagde hun.

''Hey.. Ved du hvor Kate er?'' Kunne jeg høre Louis sige. Havde han ikke glemt mig? Kunne han stadig huske mit navn?

''Nej, vi brød kontakten efter de breve i gav os. Siden den dag har i ikke snakket eller set hinanden.. Jeg savner hende så frygteligt meget.'' Sagde hun med e skælvende stemme, og det sidste viskede hun. Havde hun savnet mig? Jeg troede kun at det var mig der savnede hende. Der var stille i et stykke tid, indtil Simon kom ud. Han havde ikke set mig.

''Ej står i bare der? Hvor er Kate?'' Sagde hen henvendt til dem.

''Ja, der har ikke været nogen her ude.'' 

''Hm.. Nå okay, men bare find et bord, så prøver jeg at finde Kate.'' Jeg rejser mig op, og vender ryggen til, så jeg håber ikke at de kan genkede mig.

''Jeg er her Simon, er det iorden jeg tager hjem?Jeg har det dårligt.'' Siger jeg stadig med ryggen til de andre. Jeg kan dog høre dem gispe. Nu havde de vel ikke genkendt min stemme. 

''Kate.. Er.. Er det dig?'' Kan jeg høre Crystal spørge. Jeg vender mig om, og kigger hende lige i øjne. Årh.. Jeg har savnet hende SÅ meget! Vi løber mod hinanden, og mødes i et stort kram. Tårende løber ned af mine kinder igen, jeg kan ikke tro det! Er det virkelig hende? 

''Jeg har savnet dig så meget.'' Visker vi på samme tid, så vi begynder at grine lidt. Jeg kigger over på drengene, som bare stå og glor på os.

''Hva' har i fået glosuppe til morgen mad eller hvad?'' Siger jeg henvendt til dem.

''Eh.. nej.'' Hvisker de, og kigger væk. Jeg tilgiver dem altså ikke! De knuste mit hjerte på det groveste. Men jeg har ikke haft selvmords tanker,og sådan siden brevet. Hvilket er mærkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...