Et forudsagt liv med tvangstanker

Ariana lever et svært liv. En kold skikkelse hærger hendes indre og nogle gange bevæger den sig ud og gør hendes panikangst endnu værre. Ind imellem mister hun bevidstheden fra denne verden.
Hendes drømme ender som virkelighed og hun oplever derfor jævnligt en følelse af dejavú. Det hele er skræmmende og fører igen til angst og ubehag. Alt er i hendes hoved så forfærdelig inficeret i denne verden, endda også hendes drømme. Hun har en trang til at vaske sig hele tiden og ikke være i nærkontakt med andre mennesker. Ariana ønsker at være herre i sit eget liv, men hun får ikke lov. Hvordan skal hun få lov til selv at træffe beslutninger? Hvordan skal hun takle drømmene og følelsen af dejavú? PAUSE - jeg har valgt at sætte historien på pause, da jeg ikke rigtig har den store inspiration og lyst til at skrive på den lige nu.

3Likes
56Kommentarer
2326Visninger
AA

5. Undergrundens perron

Stemmerne uden for døren var uklare. Ariana forsøgte at lade være med at jamre, men hendes hofte gjorde frygtelig ondt efter hendes flugt fra hospitalet. Hun kunne nu mærke hvordan kvalmen ikke længere bare var kvalme, derfor flyttede hun hovedet hen over toilettet. Det viste sig at være en fornuftig beslutning. De voldsomme smerter gjorde at hun skulle kaste op. Det var sket før, det plejede at ske i forbindelse med voldsomme smerter. 

Inderst inde havde hun mest lyst til bare at forsvinde fra dette sted, men hun havde det så dårligt at hun istedet lagde sig ned og hvilede hovedet på gulvet. Hendes hvertrækning blev hurtig og mere overfladisk. Ubehag bredte sig i hendes krop, dette sted var alt for inficeret til hun burde være her. Tænk hvor mange mennesker der havde været her og for sjældent det blev gjort rent.

Ariana vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Det viste sig også at hun ikke behøvede finde ud af det, for i samme øjeblik åbnedes døren og de to politifolk kom ind til hende. Hun trak sig tilbage i lokalet på gulvet med frygt i øjnene. De kunne umuligt ville hende noget godt, hun ville væk herfra. Hvorfor skulle metroens personale overhovedet blande sig og åbne døren, kunne de ikke bare gøre deres arbejde og føre toget. 

Det undrede hende at politifolket ikke tog hårdt fat i hende. Istedet satte den ene politimand sig ned foran hende og begyndte at tale dæmpet til hende. Ariana lod blikket glide over den unge mand foran hende. Men hun opfattede ikke så meget, for hendes blik var sløret. Igen lagde hun hovedet ned på gulvet for at hvile det. Den unge mand sagde noget til hende, men for hende flød ordene sammen og det hele lød som en højlydt mumlen. 

Langsomt mister hun mere og mere kontakt med omverdenen og det kan den unge politimand godt fornemme. Derfor taler han til hende og rusker en smule i hende også. Han får desuden den anden politimand til at ringe efter en ambulance. Da den unge mand begynder at ruske i Ariana vågner hun en smule mere op, men samtidig med forværres hendes smerter i hovedet. Igen kan hun mærke kvalmen stige op. Politimanden har lagt hende om på ryggen, så da hun igen kaster op får han travlt med at frigøre hendes luftveje så hun ikke bliver kvalt. 

Nogle små lyde slipper ud igennem hendes svælg. Det er tydeligt det hele er ubehageligt for hende. Den unge mand får hende hurtigt om på siden og begynder at frigøre hendes luftveje. Igen begynder hun at miste kontakten med virkeligheden. Hendes øjenlåg glider i og hun husker ikke mere.

Da hun senere vågner op ligger hun ude på perronen. Der er mange mennesker omkring hende, flere end hun lige kan kapere. Det får hende til at gå i panik. Ariana ligger uroligt på perronen, men det er umuligt for hende at slippe væk. En politimand holder hende fast samtidig med at en mand klædt i hvidt og orange er ved at stikke en nål i hendes hånd. Politimanden taler langsomt men højt til hende. De høje lyde og den voldsomme aktivitet omkring hende får hende til at miste overblikket. Hun kan stadig mærke de voldsomme smerter fra hoften og ikke mindst hendes hoved. Overblikket forsvinder i takt med at hun begynder at føle sig mere og mere svimmel. 

De mange mennesker omkring hende har så travlt. Ariana åbner munden for at skrige, men det er som om der ingen lyd kommer ud. I næste øjeblik hører hun en svag og meget spinkel tone fra hendes eget stemmebånd, men slet ikke nok til at overdøve toget som nu ruller afsted fra undergrundens perron. Hun forsøger at løfte hænderne for at holde sig for ørerne. Larmen fra toget skærer i hendes ører, sammen med de skrigende pivende lyde der kommer fra skinnerne. 

Hun gyser da hun mærker den kolde, men klamme hånd imod hendes kind. Hendes blik flakker fra side til side. Frygten for at den kolde skikkelse kommer til udtryk i hendes udtryk i øjnene som viser at hun er helt skræmt, men også den måde hvorpå hendes krop dirrer. 

Den unge politimand holder hendes hoved fast imod det kolde beton. Generelt stiger kulden fra det kolde beton op igennem hendes krop. Det er som om det hele bliver sort for hendes øjne, men hun kan stadig høre den voldsomme aktivitet omkring hende.

"Tal til hende, sørg for hun ikke mister bevidstheden" hører hun en dyb stemme formane.

Lige gyldigt hvor meget hun forsøger at få fuld kontakt med omverdenen igen lykkes det hende ikke. Ariana mærker en maske blive presset ned over hendes næse og mund, hvorefter hendes hvertrækning føles besværet. En hæs mumlen lyder over hendes hoved. 

Igen forsøger hun at vride sig da den kolde skikkelse lægger sin anden hånd på hendes anden skulder og så sætter sig ovenpå hende. Men hun kan ikke få skikkelsen væk ved at vride sig, faktisk er føles det umuligt for hende at vride sig. Over hendes hoved lyder nu en langsommere og mere blid hæs mumlen.

I det øjeblik mærker hun hvordan hun bliver løftet op. For hende føles det som om hun er ved at blive revet midt over. På maven sidder den kolde skikkelse og holder hende kilet fast til jorden, mens hun bliver løftet op i både arme og ben. Men da hun igen mærker at hun ligger på et plant underlag som er blødere og en smule varmere end betongulvet ved hun at de frelste hende fra den kolde skikkelse. Ariana fornemmer en skinger utilfreds mumlen nede fra betongulvet - det må være den kolde skikkelse. Hun ånder lettet op, for det er første gang at nogen har befriet hende fra den kolde skikkelse. 

Som hun ligger der halvvejs bevidstløs med dunkende smerter fra hofte og hoved, kan hun mærke de nu triller afsted hen over perronens betongulv. Hele tiden er der en stemme der mumler. Var det mon hendes hoved der drev gæk med hende igen, eller var der virkelig en der gik og mumlede hele tiden. 

"Så er vi snart i ambu..." så meget fik hun med af det, som en af ambulancefolkene sagde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...