Et forudsagt liv med tvangstanker

Ariana lever et svært liv. En kold skikkelse hærger hendes indre og nogle gange bevæger den sig ud og gør hendes panikangst endnu værre. Ind imellem mister hun bevidstheden fra denne verden.
Hendes drømme ender som virkelighed og hun oplever derfor jævnligt en følelse af dejavú. Det hele er skræmmende og fører igen til angst og ubehag. Alt er i hendes hoved så forfærdelig inficeret i denne verden, endda også hendes drømme. Hun har en trang til at vaske sig hele tiden og ikke være i nærkontakt med andre mennesker. Ariana ønsker at være herre i sit eget liv, men hun får ikke lov. Hvordan skal hun få lov til selv at træffe beslutninger? Hvordan skal hun takle drømmene og følelsen af dejavú? PAUSE - jeg har valgt at sætte historien på pause, da jeg ikke rigtig har den store inspiration og lyst til at skrive på den lige nu.

3Likes
56Kommentarer
2268Visninger
AA

6. Skoven

Langsomt blev det lille rum omkring hende synligt. Hun befandt sig i en ambulance, og det fik hende til at gyse. Tanken om hvor mange syge mennesker der havde lagt der før hende. En mand midt i trediverne så ned på hende med et blidt blik. 

"Vi er snart på hospitalet" sagde han med en ligeså blid stemme.

Arianas krop rystede, hun ville ikke tilbage på hospitalet.

"Jeg vil ikke" sagde hun bestemt. 

Manden lagde en hånd blidt imod hendes arm. Men det skulle han ikke, det var godt nok for ulækkert, så hun trak resolut armen til sig selv.

"Jeg vil ikke! Jeg vil virkelig ikke!" næsten skreg hun nu. Man kunne fornemme panikken i hendes stemme og i hendes ansigtsudtryk.

"Du vil mærke et tryk i håndryggen når jeg giver dig noget beroligende" forklarede ham der udgav sig for at have forstand på det her, ham lægen.

"Det vover du på" sagde hun bestemt, men også en smule angst.

Der var ingen tvivl om at hun havde fuld kontakt med verden igen. Hun var meget bestemt, som hun altid var, hun vidste hvad hun ville, men fik aldrig lov til selv at bestemme. Pludselig dannedes der et tryk i hendes håndryg, og da hun så ned på hånden så hun nålen og slagen hvorigennem der løb en tyndtflydende væske. Trykket forsvandt snart igen. Der gik ikke meget mere end nogle få minutter før hun mærkede hvordan hendes krop blev tungere og mere afslappet. Hun hadede følelsen af at miste kontrollen over hendes krop på den måde. Hendes øjenlåg blev tunge og hun faldt i søvn. 

Da hun igen vågnede lå hun igen mellem de hvide gardiner. Der var ikke meget lys på stuen og det var bælgmørkt udenfor. Ved siden af hendes seng sad hendes mor og sov. Ariana bevægede sig i sengen, sådan meget forsigtigt. Hun havde ikke meget føling med det ene ben, hendes hofte gjorde ondt og hendes hoved var tungt og gjorde ondt, men hun følte at hun var nødt til at gå ud og vaske sig. Derfor rejste hun sig langsomt og besværet fik hun bevæget sig ud på badeværelset. Da hun endelig stod på badeværelset kunne hun alligevel ikke få sig selv til at vaske sig der. En badeværelse var som oftest inficeret på en eller anden måde, og nok mere på hospitalet end nogen andre steder. 

Istedet bevægede hun sig ud af badeværelset og ned af gangen. Hun kom hen til elevatoren og trykkede på knappen. Den var hurtigt ved hendes etage og hun humpede ind i den. Ariana trykkede på knappen med stueetagens nummer. Det føltes ubehageligt da elevatoren satte i bevægelse, men det var et led i at slippe væk fra dette væmmelige sted, så hun måtte gøre det. 

Elevatoren nåede stueetagen og hun steg ud og humpede videre mod hovedudgangen. Døren var låst, hun var indelukket på dette sted. Panikken greb hende, hun skulle bare væk nu. Hele atmosfæren i hendes indre fik hende til at smadre en rude. Hun mærkede hvordan de små glasskår borede sig ind i hånden da hendes hånd efter flere slag gennemtrængte ruden. Blodet piblede frem fra hånden. 

Alarmen i bygningen gik og det fik hende til at sætte i humpende løb ned af gaden. Ariana tog sig til hoften som gjorde frygtelig ondt, men hun kunne ikke stoppe nu, hun måtte så langt væk at de ikke fandt hende igen. Humpende kom hun ned til hovedvejen. På den anden side lå en skov, der kunne hun måske gemme sig. Hun måtte ihvertfald gøre forsøget.

Hun bevægede sig over på den anden side af den, om dagen, meget trafikkerede vej. Uden at tænke over konsekvenserne prøvede hun at krydse det tætte krat. Panikken fik hende til det. Normale mennesker var gået 20 meter længere ned af vejen og gået ind af stien, men Ariana tænkte ikke klart, det eneste hun tænkte på var at komme væk, væk fra alt, langt væk.

Det tætte krat rev hendes tynde hvide hospitals bukser i stykker, hvorefter de rev i hendes ben. Men Ariana ænsede ikke engang smerten fra tornene som rev hendes ben til blods. Smerterne fra hoften var meget stærke, men det var lige meget lige nu. Der var ikke lang vej igen før hun var inde på skovbunden. Hun faldt i det tætte krat og mærkede hvordan tornene rev i hendes ansigt. Det fik hende til at tage sig til kinden, men kun kort for hun rejste sig hurtigt igen. Her kunne de let finde hende, hun var nødt til at komme længere ind i skoven.

Endelig var hun inde på skovbunden. Hendes ene ben kunne ikke bære hende mere og knækkede sammen under hende. Ariana havde ikke tid til at tage sig af det, hun tvang sig selv videre selvom det var utrolig svært når det ene ben knækkede sammen under hende igen og igen. Hun måtte støtte sig til træerne, men de stod langt fra hinanden og det gjorde det svært. Frygten for at der var nogen efter hende fik hende til at høre lyde over alt, men frygten gav hende også kræfterne til at fortsætte hendes fært igennem skoven. Løb kunne man ikke just kalde det, istedet var det en række kluntede bevægelser.

Ariana faldt og mærkede hendes hoved ramme den fugtige skovbund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...