Et forudsagt liv med tvangstanker

Ariana lever et svært liv. En kold skikkelse hærger hendes indre og nogle gange bevæger den sig ud og gør hendes panikangst endnu værre. Ind imellem mister hun bevidstheden fra denne verden.
Hendes drømme ender som virkelighed og hun oplever derfor jævnligt en følelse af dejavú. Det hele er skræmmende og fører igen til angst og ubehag. Alt er i hendes hoved så forfærdelig inficeret i denne verden, endda også hendes drømme. Hun har en trang til at vaske sig hele tiden og ikke være i nærkontakt med andre mennesker. Ariana ønsker at være herre i sit eget liv, men hun får ikke lov. Hvordan skal hun få lov til selv at træffe beslutninger? Hvordan skal hun takle drømmene og følelsen af dejavú? PAUSE - jeg har valgt at sætte historien på pause, da jeg ikke rigtig har den store inspiration og lyst til at skrive på den lige nu.

3Likes
56Kommentarer
2264Visninger
AA

4. Flugten

Den hvidklædte kvinde gik hende på nerverne. Hun havde en frygtelig trang til at gøre noget ved hende. Istedet satte hun sig op i sengen. Ariana trak slangen ud af droppen i hendes hånd og rejste sig hurtigt op. Hun nåede ikke ret langt væk, kun et par skridt, før hun mærkede en frygtelig smerte skære fra hoften og i venstre side af kroppen. Hendes venstre ben kunne ikke bære hende og hun knækkede sammen på gulvet nær gardinet. 

"Argh!" lød det lavmælt fra Ariana som nu lå på gulvet. Ved det udbrud fik hun udtrykt smerten og irritationen.

Kvindeskikkelse nærmede sig hastigt. Ariana ville væk derfra, men hun kunne ikke bevæge sig grundet smerterne i hoften. Der lød nogle forbandende ord fra hendes mund, men lige lidt hjalp det. Kvinden havde nu bøjet sig til hende. Ariana løftede hånden. Det hele virkede til at gå så langsomt lige i det øjeblik. Hendes hånd var få centimeter fra kvindens kind i dette øjeblik. Det var som om hele seancen frøs foran hende.

Lige inden hendes hånd fik fysisk kontakt med kvindes ansigt, væmmedes hun ved tanken om at hendes hånd skulle røre kvindens ansigt. Det ansigt ville sikkert være fyldt med bakterier som ville inficere hende selv. Men allerede inden hun havde tænkt tanken til ende havde hendes hånd ramt ansigtet med en kraft, der gjorde at kvinden måtte vende ansigtet væk. En kraftig følelse af ubehag gik igennem kroppen på Ariana. Allerede da følte hun sig inficeret med bakterier. Hun kunne ikke beskrive hvordan disse bakterier havde angrebet hende og hvad de gjorde - de var der bare et sted og gav hende følelsen af ubehag. 

Ariana forsøgte at rejse sig, men hendes ene ben ville på ingen måde reagere. Hendes blik var fæstnet imod kvinden. Falkeblikket registrerede hver en bevægelse kvinden i hvidt gjorde sig, der var ikke noget der skulle komme en overraskelse for hende. Kvindens ansigt havde igen retning af hendes, men det var som om hun ikke gjorde noget. 

Alt omkring hende virkede til at være gået næsten i stå. Hun sank en gang inden hun mærkede kvindens varme håndflade mod hendes iskolde hånd. Det blev for meget at denne kvinde skulle havde fysisk kontakt igen. Hurtigt trak Ariana hånden til sig. Fra kvinden lød et suk og fra hende selv lød der en form for fnys. Hun var så træt af at alle ville holde hende fast, at de ville have fysisk kontakt eller bare bestemme over hende. Kunne folk da ikke bare forstå en hentydning - hun ville ikke have folk rørte ved hende eller bestemte over hende, det kunne da ikke være så svært. 

Hun rejste sig resolut op. Det gjorde ondt, men hun ignorerede smerten i hendes hofte fuldstændig, mens hun humpede ud på gangen. Ude på den lange hvide gang stoppede hun kort op. På gangen var der kun enkelte menneskelignende skikkelser. Men om der var mennesker der eller ej var hende underordnet. Ariana tog sig sammen og humpede ned af gangen imod elevatorene. Ved elevatorene var hun nødsaget til at vente på at elevatoren kom til hendes etage, efter at have trykket på knappen.

Lige i det hun hørte klikket fra elevatoren var der et sæt af varme hænder der tog hårdt fat i hendes skuldre. Uden at tænke vendte Ariana sig om og slog ud efter den skikkelsen bag hende. Det var slået klik for hende, hun opfattede ikke noget omkring hende, hun skulle bare væk derfra. Ariana slog med fuld kraft igennem og ramte skikkelsen i maven og efterfølgende i ansigtet, inden at skikkelsen snak sammen på gulvet foran hende. Hun humpede derefter ind i elevatoren. Dørene nåede netop at lukke inden de to næste hvide skikkelser var der. Inden elevatoren begyndte at køre ned hørte hun hvordan skikkelsen, hun netop havde slået ned, klynkede udenfor. 

Nede i stueetagen humpede hun videre hen imod indgangsdøren. Den skadede hofte gav efter og hun væltede ud af døren. Hun kom hurtigt på benene igen og humpede ned af gaden og ind imod midtbyen. Det eneste hun havde fokus på var at hun skulle væk fra disse onde mennesker der ikke ville andet end at bestemme over hende. 

Ariana nåede hen til en trappe som gik ned under gaden. Halvvejs nede af trappen gav hoften efter. De mange mennesker omkring henne kiggede undrende da hun kom til at sidde nede på trappen. Det var et held at hun ikke væltede ned af trappen, så var hun formegentlig endt hos de onde mennesker igen. 

Endelig kom hun ned på undergrundsbanens perron. Som hun stod der i det cremehvide sygehustøj kiggede folk lidt efter hende. Der var sågar en der stoppede op foran hende og læste det der stod på brystet. Hun så ned af sig selv og læste igen navnet "Valencia Hospital". Navnet fik hende til at gyse - det var der disse hvidklædte onde skikkelser havde pint hende. 

Så skete det endelig - metroen trillede ind ved siden af perronen. Hun læste de store gule bogstaver endnu engang: Valencia Metro. Normalt når hun skulle ind til byen tog hun metroen og hun havde derfor ofte læst de ord som de gulve bogstaver dannede. Ariana slog blikket over skulderen og så to mænd i mørkeblå uniformer, det var politiet og de havde retning imod hende.

Hurtigt smuttede hun ind i metroen og gik igennem vognene. Hun så ud af vinduet og så de fulgte efter ind i metroen. Da hun kom ned igennem den tredje vogn så hun et toilet, hvor hun gik ind og låste døren. Der gik ikke lang tid før hun hørte en banken på døren. Ariana hørte nogle stemmer udenfor døren, men hun kunne ikke skille ordene fra hinanden. Metroen satte ikke i bevægelse som den plejede at gøre, men hun opfattede slet ikke at det nok var hende der var skyld i det. 

Det var som om at den banken der var på døren blev højere. Hun tog sig til ørerne og skar en grimasse, det var da en forfærdelig larm. Med ryggen imod væggen lod hun sig glide ned på det beskidte gulv. Først i dette øjeblik mærkede hun den dunkende smerte i hendes hofte og hoved. Kvalmen steg op fra maven, og videre op igennem brystet. Det var som om følelsen af ubehag bredte sig ud fra et sted og ud i resten af kroppen. De uniformerede mænds banken på døren gjorde ikke noget bedre - det var som at have to små væsener inde i hovedet, der sad og bankede løs på hendes kranium. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...