Et forudsagt liv med tvangstanker

Ariana lever et svært liv. En kold skikkelse hærger hendes indre og nogle gange bevæger den sig ud og gør hendes panikangst endnu værre. Ind imellem mister hun bevidstheden fra denne verden.
Hendes drømme ender som virkelighed og hun oplever derfor jævnligt en følelse af dejavú. Det hele er skræmmende og fører igen til angst og ubehag. Alt er i hendes hoved så forfærdelig inficeret i denne verden, endda også hendes drømme. Hun har en trang til at vaske sig hele tiden og ikke være i nærkontakt med andre mennesker. Ariana ønsker at være herre i sit eget liv, men hun får ikke lov. Hvordan skal hun få lov til selv at træffe beslutninger? Hvordan skal hun takle drømmene og følelsen af dejavú? PAUSE - jeg har valgt at sætte historien på pause, da jeg ikke rigtig har den store inspiration og lyst til at skrive på den lige nu.

3Likes
56Kommentarer
2244Visninger
AA

7. Dejavú

Fugten trængte ind igennem den tynde hvide tøj. Den havde en kølende effekt på hendes hud og det føltes behageligt. Det var det som fik hende til at blive liggende. Så var det som om fanden tog ved hende. Hun mærkede hvordan angsten greb hende da hendes krop med et føltes iskold. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og mere overfladisk. Hurtigt løftede hun hovedet og så sig tilbage over skulderen. Der lød skridt, men hvad hun ikke vidste var at det blot var en lyd i hendes hoved. Efter få sekunder var hun på benene og løb så hurtigt hun kunne igennem skoven. 

Alt var sort og hun kunne ikke se hvor hun løb. Smerterne fra hoften var efterhånden så kraftige at hun ikke kunne mærke sit ben mere. Det var en ubehagelig fornemmelse at miste følingen med jorden. Hun lagde tanken bag sig. Halvvejs i løb, og halvvejs humpende fortsatte hun hen over den fugtige skovbund. Det eneste Ariana havde på fødderne var et par sokker som var helt gennemvåde. Selvom hun løb begyndte kulden at få et tag i hende. 

Det var som om at hendes øjne ind imellem åbnede sig så hun kunne se skovbunden, men det var ikke behageligt. Hendes hoved dunkede af smerte, og for hvert skridt hun tog var det som om smerten tog til. 

Hendes fod ramte noget hårdt og hun var ved at miste balancen. I et forsøg på at genvinde balancen baskede hun med armene. Hvad hun ikke vidste var at der foran hende lå en væltet træstamme. Træet var formegentlig væltet under den voldsomme storm for to uger siden. Hendes møde med træstammen var lige under knæene. Ariana væltede forover og slog hovedet imod den fugtige skovbund. Derefter huskede hun ikke mere. 

Skoven var stadig indhylet i mørke da hun igen slog øjnene op. Hendes krop dirrede af kulde. Hun forsøgte at løfte hovedet for at se sig om, men ved den mindste bevægelse mærkede hun hvordan smerterne tog til. En kort stund hvilede hun igen hovedet imod skovbunden. Angsten steg op i hende, hun måtte væk. Det stod klart for hende nu hvilken flugt hun var på. Den sorte farve bredte sig igen for hendes øjne da hun rejste sig. Derfor blev hun siddende på knæ et stykke tid, så hun fik synet tilbage. 

Endelig var hun igen på benene, men det var som om det ene ben slet ikke ville lystre hende. Heldigvis for hende stod træerne tættere der så hun kunne støtte sig til dem. Humpende forsøgte hun at komme dybere ind i skoven. Ariana måtte slæbe sit ene ben efter sig da hun slet ikke kunne samarbejde med det.

Hun så sig over skulderen da hun hørte stemmer bag sig. Lyset fra en lommelygte der gled søgende hen over skovbunden passerede tæt forbi hende. Det stod hende uklart hvad hun nu skulle gøre, men hun vidste at hun måtte gøre noget hvis denne søgende skikkelse ikke skulle fange hende. 

Pludselig stod hun på en åben plads. Ariana huskede ikke hvordan hun var undsluppet den søgende skikkelse og var kommet hertil. Hendes blik var sløret. Dog var det som om hun fokuserede på et punkt. Et stykke fra hende var en lille gravsten. Langsomt nærmede hun sig gravstenen. En ubehagelig følelse af at hun havde set denne gravsten før gik gennem hende. Hun havde for et par år siden haft en dejavú oplevelse og hun mindedes det ikke som noget behageligt. Nu havde følelsen ramt hende igen, hun var sikker på hun havde været her før. 

Smerterne i hendes hoved blev uoverskueligt mange. Ariana mærkede en kendt følelse. Hun mærkede hvordan det sortnede for øjnene og hvordan hele kroppen slappedes og hun faldt sammen på jorden. Derfra huskede hun ikke mere. 

Solens lys skar i hendes øjne da hun slog dem op. Meget tæt på hendes eget ansigt var en ung mands ansigt. I frygt trak hun sig tilbage.

"Hvad vil du?" sagde hun panisk og tog sig til hovedet i smerte.

Den unge mands blik var fæstnet på hende. Det var som om han åbnede munden men at der ikke kom noget ud. Forsigtigt rejste han sig op og kom nærmere hende. Blidt lagde han sin varme hånd imod hendes arm. 

"Slip mig, lad mig være" skreg hun og trak armen til sig.

"Jeg vil jo bare hjælpe" hørte hun en blid stemme sige.

Stemmen var ikke vildt dyb, men den rummede en bekymring. Ariana havde dog ikke øje for denne bekymring som var i hans stemme. Alt hvad hun bekymrede sig om var at komme væk, at finde et sikkert sted hvor ingen ville overtræde hendes grænser. Hun ville finde et sted hvor folk ville respektere hende for den hun var og lade hende selv bestemme i livet. 

"Jeg kan klare mig selv" forsvarede Ariana sig, men straks mærkede hun hvordan en kraftig svimmelhed ramte hende.

Hendes blik blev fjernt og det registrerede den unge fyr med det samme. 

"Hey, læg dig ned, træk vejret dybt" startede han. "Kan du høre mig?"

Ariana vidste ikke hvorfor han talte sådan, men stemmen var fjern. Hun reagerede på det han sagde ved at lægger sig ned på jorden med et lille nik. Han blev ved med at tale, men stemmen blev med tiden mere og mere fjern. To varme hænder lukkede sig om hendes skuldre og ruskede hende blidt. Langt væk mærkede hun det og hørte en svag mumlen. Fra hendes mund lød der nogle usammenhængende ord.

"Sten" - "Vådt" - "Drøm" Ordene blev mumlet så lavt at man skulle høre godt efter hvis man skulle høre hvad der blev sagt. "Ondskab" sagde hun som det sidste ord der var muligt at forstå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...