The Lucky Girl ★One Direction ~ (Senere) Justin Bieber. - Færdig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2012
  • Opdateret: 22 jan. 2013
  • Status: Færdig
★The Lucky Girl★
En konkurrence (For piger kun), hvor du kan blive den heldige, der møder One Direction , og skal bo sammen med dem i en månede.

Da Michelle Holey's bedsteveninde (Emma) får hende til at stille op i The Lucky Girl ændres Michelles liv. Da Emma ikke har læst med småt, at man kun må bruge sit eget navn, og ikke sine forældres, veninder O,S,V bliver det lidt mærkeligt. Hvad sker der når Michelle, bliver trukket? Hvad mener Emma om det? Hvad synes Michelle om det? Og aller vigtigts: Hvordan ændrer det hendes liv?

50Likes
52Kommentarer
7094Visninger
AA

19. Et hav af føelser♥

Jeg smuttede lydløst ind af havedøren, og sikrede mig ingen, opdagede mig. Jeg gemte mig bag en reol, og satte mig til at vente. Der gik ikke lang til før, det ringede på døren. Zayn kom gående ud af stuen, med Emma (Fuld af røde pletter, og indsmurt med creme i hovedet) lige i hælene. Zayn åbnede, og jeg kunne lige skimte Emmas overrasket fjæs.

"Åh! Justin Bieber og Selena Gomez? Drenge kommer i lige her!" sagde Zayn, og råbte på de andre. Drengene kom lallende ud af stuen, og der så jeg min chance. Jeg skyndte mig op af trappen, og håbede inderligt, ingen havde set mig. Jeg skyndte mig ind på Emma og Zayns værelse, og fandt frem til Emmas ting. Jeg tog ingen notits, af det rod jeg lavet. Der! Lige der lå brevet. Jeg flåede det grådigt til mig, og skyndte mig hen mod døren. Men i døren stod Emma.

"Giv mig brevet, Michelle." snerrede hun surt, og rakte hånden frem. Jeg knuede det hårdt.

"Nej.." hvislede jeg.

"Årh hold op! Giv mig det og jeg vil lade dig være." sagde hun irriteret. Jeg rystede på hovedet, og kunne se, hun var ved at flipppe. Så kastede hun sig mod mig. Jeg holdte brevet uden for hende rækkevidte, og fandt mig i, hun trak mig i håret og alt muligt andet. Så skreg jeg. Det var en del af planen. Skete der noget skulle jeg skrige. Der lød hastige skrigt på trappen. Justin viste sig i døren. Emma mistede alt farven fra ansigtet. Hun lignede noget, der var løgn, og Justin var trods alt verdens kendt.

"Hvad laver du, Emma?" spurgte Justin anklagende, og han var tæt på at flippe af grin.

"D..det var hende! Hun rodet i mine ting.." sagde hun. Justin lignede en, der skulle til at springes af grin.

"Nejnejnej. Michelle altså! Giv mig hvad du tog." sagde Justin, og blinkede til mig. Emma kiggede uforstående på os. Jeg rakte Justin brevet, og han tog imod det. Emma rakte hånden frem, og ventede hun, hun ville få det.

"Jeg vil give Zayn brevet.." sagde Justin bestemt. Emma måbede, og lignede mest af alt en sten.

 

Justin var gået ned for at vise drengene brevet. Jeg var alene med Emma..

"Er du tilfreds nu?" spurgte Emma, og jeg kunne se, hun havde blanke øjne.

"Ja.." sagde jeg ligeud. Hun skulle ikke snyde mig med hendes løgne.

"Du må undskylde.. Jeg er strid! Jeg ved det, men jeg blev bare så sur, da du vandt. Undskyld, jeg har været en lorteveninde. Send mig hjem igen.. Gør hvad du vil, jeg har fortjent det.." sagde hun. Der flød tårer ned af hendes kinder, og hun virkede oprigtig ked af det. Jeg var i tvivl. Snød hun mig eller ikke?

"Hvorfor skulle jeg tro dig? Du ødelage alt!" sagde jeg surt, og kastede et blik over mod hende.

"Du har ingen grund til at tro mig. Jeg forstår dig godt. Men.. Jeg er stadig ked af det." sagde hun trist. Jeg svarede ikke. I det ene øjeblik hadet hun mig, og i det andet var hun sådan, som en veninde skulle være. Der lød skridt på trappen, og der gik ikke lang tid før Zayn viste sig. Han kiggede på Emma, og så så på mig. Der var et tegn af dårlig samvittighed i hans øjne.

"Michelle. Kan vi lige tale?" spurgte han hurtigt, og smilede usikkert til mig. Jeg nikkede, og rejste mig. Jeg fulgte efter Zayn ind på mit værelse. Han lukkede døren efter mig.

"Du må undskylde.. Jeg troede,  at jeg måske gjorde dig en tjeneste. Og.. Og måske var jeg begyndt at holde af Emma?" sagde han usikkert. Jeg svarede ham ikke. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg havde bare intet at sige.

"Michelle, sig noget.." sukkede han, og tog fat i min hænder. Jeg kiggede usikkert på ham. Han lænede sig mod mig, og jeg kunne mærke hans åndedrat.

"Vi kunne.. Vi kunne begynde forfra?" sagde Zayn stille. Han var nu rigtig tæt på, og hans læber strejfede mine. Jeg stod helt stille i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Så ramte vores læber sådan rigtig hinanden. Men det føltes forkert efter alt det, vi havde været igennem. Havde jeg måske.. Nej, det kunne ikke passe... Eller jo? Havde jeg måske mistet mine føelser for ham?

_________________________________________________________________________________________________

Skal til Italien fra den 3-17 juli, så jeg har ikke chance for at skrive.. Dette bliver sikkert (Der er håb endnu), det sidste kapitel inden, jeg smutter på ferie.<3 Sorry, men tak for de søde kommentar og fine like:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...