Bag facaden

Har lige eksperimenteret lidt, så den er ikke særlig lang :) Skriver for det meste fantasy så det her er lidt noget andet for mig i hvertfald. Nå, men giv den gerne den konstruktiv kritik :D

1Likes
9Kommentarer
787Visninger

1. Kapitel 1.

 

 

 

 

Det mørke tæppe lagde sig tungt over hendes sind. Det tvang hende til at tænke sorte, mørke tanker. Det forivrede hende, deprimerede hende. Tankerne skar i hende, stak i hende, de kvalte hende, ødelagde hende. Hun mærkede hvordan tårerne pressede på. Hun stirede tomt ud i luften. Ud på verden, den meningsløse verden. Så smuk og alligevel meningsløs Hun sukkede trist. Hver dag når hun kiggede på sig selv så hun alle fejlende. Hver dag var et skuespil. Nogle gange så godt at hun endda spillede skuespil for sig selv. Et hvert kritisk ord knækkede hende. Hvert kærlige ord blev glemt i en tåge af minder fra en gylden glad tid. Tiden hvor der ikke var bekymringer, tiden uden ansvar tiden uden vinter.

 

 

Regnen dunkkede blidt på bilruden, mens øde landskaber fløj forbi i et gråt nuance kaos. Tågen klamrede sig til hende. Hendes bevidsthed var ligeså tåget som vejret.  Vejret deprimerede hende. Solen var væk. Hvis den ikke snart kom tilbage og varmede hendes marmor hvide hud og tøede hendes iskolde sjæl op ville hendes sjæl dø, visne væk, rådne op. Hendes krop ville være i live men hendes sjæl ville være

død. Hun lukkede øjnene og trak sig tilbage til sin egen verden. Hendes eget univers.

 

Den lille bæk snoede sig blødt omkring de mørke grønne dale.  Pigen med den marmor hvide hud bevægede sig langsomt op med et træ. Det stod på toppen af en bakke.  Det var stort, dets enorme krone foldede sig ud som vifte og kastede en skygge på den ellers solbeskinnede bakke. Pigen smilede, mens vinden omfavnede hendes ansigt, kærtegnede det og hviskede søde ord. Vinden trak det lange, blonde sommer hår væk fra hendes engle ansigt, og kyssede hende blidt på den silke bløde kind. Pigen vendte leende hovedet væk. Hun strakte sig for at nå træets grene. Hun trak sig elegant op i det store egetræ. Hun klatrede op, op, op. Helt op til toppen af dets krone. Og endnu en gang strakte hun sig for at nå solen. Solen der smilede til hende, og varmede hendes kolde hjerte.

 

 

Mørket inden i hende voksede. Det prøvede desperat at lægge sine klamme fingre om hendes hjerte. Minderne var som et utrætteligt skjold mod mørket.  Hendes tanker var dystre. Hendes øjne var kolde, matte og uden glæde. Der var intet her. Intet. Hvorfor skulle hun blive her når solen skinnede evigt på den anden side? Evigt solskin. Ordet havde en sød klang. Evigt solskin, ordet var næsten mystisk. Evigt solskin, ordet fik en til at tænkte på grønne græs marker som lå badet i en gyldent lys.

 

Hun kiggede ned. Vinden heroppe var kraftig og hvirvlede hendes hår rundt. Hun tog et skridt ud mod ingenting. Så et til, og et til. Hun kiggede en sidste gang op mod den grå himmel. ”Farvel” Hviskede hun næsten lydløst gennem de sprukne læber. Så sprang hun ud i ingenting. Ikke en lyd kom over hendes læber.  Solen ville snart komme. Den evige sol. Hun smilede inden hun ramte den hårde asfalt.

 

Mørket var værre end nogensinde. Det klamrede sig til hende. Klistrede sig fast. Og nu kunne minderne ikke redde hende.  Det var et helvede, her var ingen evig sol her var evigt mørke var den sidste tanke fra pigen. Og mens folk forfærdede kom hen mod hende. Ramte solens stråler den døde piges krop. Men hun mærkede den ikke. Nu var hun for evigt alene med mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...