Rosens dans

Denne historie fortæller om to menneskers uovervindelige kærlighed, hvordan de måtte gå gennem ild, is, lys og mørke, for til sidst at kunne dø i hinandens arme.

Tårer vil regne.
Lys vil blegne.
Men ægte kærlighed.
Og evig ærlighed.
Vil altid findes.

3Likes
0Kommentarer
1151Visninger
AA

2. En roses død

Tomt vandrede jeg gennem slottets mange mørke gange. Alene og forladt i den kolde verden. Der var intet der kunne glæde mig mere. Ikke andet end ham, hans smil og hans kærlige, varme kærtegn. Jeg vandrede sørgmodigt rundt, som en knust skal af mig selv. Jeg havde tabt min elskede, mit hjerte, mit liv. Han betød alt for mig, alt for min eksistens, man ikke at forglemme, betød han mere end mit eget liv. Jeg ville dø for at rede ham. Den mulighed fik jeg ikke, da han bare blev revet brutalt ud af favnen på mig, flået ham i stykker lige for næsen af mig. Og der var absolut intet jeg kunne have gjort. Absolut intet. Tomheden skyllede ind over mig endnu engang, og jeg begravede mit ansigt. Hulkende sad jeg der, i slottets sugende mørke. Gemt væk i mørket. Sorgen glimtede i mine øjne. I spejlet lige over for mig, så jeg mit eget ansigt. Den stolte kvinde jeg nu engang var, var blevet forvandlet til et forfærdeligt nervevrag. Dømt til en alt for langsom og pinefuld død. Der ar intet håb for, at jeg nogensinde ville kunne fungere normalt igen. Absolut intet håb. Rose var blevet ældre. Meget ældre. Hun kunne knapt rejse sig fra sengen for et spise. Hun var blevet svagere end mig, og jeg passede hende med stor omhu. Hun havde lært mig, at livet ikke bare stopper her. Denne tragedie var bare en lille del i et større mesterværk. Det var en tragedie der hærdede mig. Rose havde fortalt mig om sit liv. Hendes mand døde for længe siden. Han blev slagtet i krigen mod Frankrig. Jeg havde svært ved at klare mig igennem dagligdagen. De små enkelte ting, som at tage tøj på, havde kommet mig helt fjern. Det var ikke fordi jeg, at jeg ikke kunne huske hvordan man gjorde. Jeg havde bare ikke kræfterne til det. At løfte skeen for at spise suppen, var blevet en stor udfordring for mig. Jeg havde lært at verden var kold og grusom, og jeg var begyndt at vende mig til det. Bare at nikke hvis jeg blev spurgt og budt goddag. Livet var blevet den største opgave; den største byrde på mine skuldre. Rose var ved at dø. Hendes smukke, vise øjne, begyndte stile at sygne hen. Hun falmede stille. Blegnede til en skygge af sin elegante person. Jeg holdt hendes hænder dag og nat. Blinkede tårrene væk og smilede til hende. Hun måtte ikke se jeg led. Jeg ville ikke give hende endnu mere at tænke over. Det ville ikke være sundt for hende. Jeg holdte så meget så meget af hende. Hendes smukke gamle træk, der ikke kunne fremkalde andet end tryghed og varme. Hendes bløde stemme, der gav mig mod på at fortsætte, uanset hvor meget det gør ondt. Hendes dybe sjæl, der rummede så mange følelser på én gang, som fuldstændig overvællede mig. Hendes fantastiske mod, gjorde mig så inderligt varm, og gav mig selv mod til at fortsætte med livet. Jeg ville ikke lade hende dø forgæves, og især ikke med følelsen af, at hun ville blive glemt. Jeg vil nemlig aldrig glemme hende. På den sidste aften i Roses liv, glødede solen rosenrødt i horisonten, da den var på vej til sit hvilested. Roses blide øjne var lukkede, men hendes håndgreb var stærkt og modigt. "Jeg er ikke bange for døden, min pige," sagde hun, "Og det skal du absolut heller ikke være. Det er bare en process til det færdige mesterværk". Igen lukkede hun sine øjne. Smilede ved tanken om sine svundne minder. Hendes greb svigtedes om min hånd, og Roses flamme slukkede. Hendes flamme slukkede på en så smuk og elegant måde, at selv ikke en konge kunne gøre det efter. Mine tåre faldt til gulvet. Grædende sad jeg med Roses hånd i min. Klemte den. Bad hende om ikke at forlade mig. Men det var alt for forsent. Rose var taget videre. Nu var jeg absolut alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...