Rosens dans

Denne historie fortæller om to menneskers uovervindelige kærlighed, hvordan de måtte gå gennem ild, is, lys og mørke, for til sidst at kunne dø i hinandens arme.

Tårer vil regne.
Lys vil blegne.
Men ægte kærlighed.
Og evig ærlighed.
Vil altid findes.

3Likes
0Kommentarer
1147Visninger
AA

3. Besøg fra fortiden

Det er nu 3 år siden jeg ankom til Slottet uden ham. Det er også 3 år siden Rose døde. Rose havde lært mig at livet går videre. Jeg har tænkt mig at leve som jeg tror hun ønskede det. Jeg tror, at hun ikke ville have mig til at hænge i fortiden, men se på fremtiden. Jeg har aldrig glemt noget som helst om ham, heller ikke smerten der fulgte efter hans dybe forsvinden. Men jeg måtte træffe et valg. I nogle øjne ville mit valg være forkert, men jeg traf der her valg, og det kan jeg ikke lave om på. Jeg er nu gift med Hertugen og Polymen. Vi har ikke nogen børn, og Hertugen er heller ikke i sinde af få nogen. Han vil egentlig helst ikke have noget med mig at gøre. Jeg kunne have valgt en bedre mand, man jeg bryde mig om det sådan. Jeg vil helst være alene. Jeg har lært mig at male, så jeg går ofte ud i vores store slotspark for at få inspiration til mine kunstværker. Jeg elsker den vilde natur. Den viser stor tegn på styrke og mod, men den kan også så let drejes til at vise svaghed. Mørket mellem træerne. Grå skyer på himlen. Så selvom jeg har det godt udadtil, har jeg aldrig nogensinde helt fyldt det store tomme hul i mit hjerte. Det vil altid være åbent. Idag går jeg ude i parken. Skyerne giver himlen lov til at kaste små mængder lys gennem skydækket. Græsset er grønt og fuglene synger. Der dufter af våd natur, og jeg bliver fyldt med en stemningsfuld følelse. Jeg kaster håret løst ned ad ryggen, og ligger mig i det våde græs. Jeg kigger op i himlen. Og tænker. På alt hvad jeg har været igennem. Tabet af ham. Roses død. Flugten fra min familie. Det hele. Jeg sætter mig op i græsset, og kigger mig lidt omkring. En smule længere væk, taber et frugttræ sine lyserøde blade. De bliver blæst ned fra træet, i en regn af lyserøde blade. Under træets knudrede grene står en skikkelse. En skikkelse der er så bekendt. Jeg rejser mig op og børster græs af min kjole. Jeg går over mod træet med de lyserøde blomster. Jeg burde nok være bange. Der er en vidt fremmede inde på min ejendom, men jeg er ikke bange. Hvis skikkelsen vil slå mig ihjel er der rig lejlighed lige nu. Skikkelsen træder frem i solen, og mit hjerte dør indvendigt. Der står han. Lyslevende. Hans smukke mørkebrune hår sidder pjusket, hans skæve smil, smiler bredt til mig, og hans nøddebrune øjne... hans øje slåer pusten ud af mig. De er så rolige, betryggende og helt igennem vidunderlige. Hans øjne så smilende til mig. Vi kommer løbende mod hinanden, omkranser hinanden i et længselsfuldt kram. Vi vælter om på jorden, men er dybt ligeglade. Nu har vi hinanden. Tårrene triller fra mine øjne i bare glæde. Så kysser han mig med hans vidunderlige læber. Gnisterne springer rundt i min krop. Kærligheden gnistrer imellem os, og vi er dybt ligeglade med alle andre os. Jeg lå til sidst oven på ham. Han stryger mit hår med hans smukke hænder og nusser mig blidt og kærligt på ryggen. Jeg kigger glad ind i hans smukke øjne. "Jeg elsker dig," hvisker jeg stille. Kærligt og ømt. "Jeg elsker også dig," svarer han tilbage. Med et kommer jeg til at tænke på min mand. Han vil blive noget så rasende hvis han ser mig nu. Jeg rejser mig, og kigger mig grundigt omkring. Og som jeg frygtede. Hertugen af Polyme, skal til at nyde sin te på balkongen lige ud til parken. Han er lige rejst sig, og står nu og glor ondt på os. Flammerne lyner fra hans øjne, og han skriger efter sin kammertjener. Han styrter ind gennem de franske glasdøre, så forsvinder han i Slottets mørke. "Min mand har lige set os," siger jeg forfærdet og skrækslagen, "jeg vil blive stenet og du vil blive hængt hvis han fanger os. Vi må flygte". Jeg tager hans hånd og trækker ham med hen til staldene. Hurtigt ødelægger jeg kjolens skørt, så jeg bedre kan ride på hesten. Vi sadler begge de hurtigste heste vi har, og ridder så ud ad stalden. Vi ridder et godt stykke, hånd i hånd. Så hører vi klove bag os. Vi slipper så hinanden, for at kunne løbe hurtigere. Jeg vil ikke miste ham. Ikke igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...