Tyskertøs

Seksten-årige Barbara Hansen er faldet for den tyske Nickolas Fuchs, der både er charmerende og guf for øjnene. Hun lever sit liv med et smil på læben, det vil sige, indtil 2. verdenskrig bryder ud, og Nicholas koldt meddeler, at deres forhold har nået en brat slutning. Med et hjerte brækket itu tager Barbara hektiske midler i brug uden at tænke over de potentielle konsekvenser - for i kærlighed og krig gælder alle kneb, og hvad kunne være mere passende nu?

15Likes
22Kommentarer
2561Visninger
AA

3. Spild på kjolen

Aftenen havde hidtil forløbet fremragende. Mor blev mere rolig, og kartoflerne blev serveret til rette tid. Det var lige, hvad jeg havde haft brug for. Kartofler. Varme, bløde og kogte kartofler. Vi havde givet dem en rundtur i huset, hvor jeg havde gået bagerst med foldede hænder og et smil konstant plastret fast. De havde jo været her før, men vi havde altså fået foretaget os nogle ændringer i huset.

Vi var lige akkurat blevet færdig med badeværelset, da vi nåede mit værelse, som lå lige ved siden af. Det havde været sjovt at se min fars øjenbryn, da det gik op for ham, at Peter havde sjusket med rengøringen af håndvasken, men han lod nu alligevel som ingenting, da familien Fuchs ikke lod til at bemærke det. Stadig smågrinende nåede jeg mit værelse. Jeg gik bagerst, som jeg havde gjort gennem hele turen og Peter gik lige foran mig. "Dette er så Barbaras værelse," havde min far sagt med en elegant håndbevægelse, som han havde brugt ved alle de forrige rum ligeså. De nikkede og kiggede sig en smule omkring; om dette var i form af gangen eller mit værelse, ved jeg ikke, men de virkede ikke specielt interesserede. Jeg overbeviste mig selv om, at dette skyldedes fru Fuchs nylonstrømper, som havde et søm, der sad ukorrekt. Jeg havde i hvert fald sænket hovedet og taget en tung indånding. Den samme duft, der havde lagt i huset i så lang tid, jeg kunne huske, prægede stadig gangen og dens omgivelser. Vi fortsatte hurtigt videre ned ad gangen, og inden længe hørte vi min mor lykkeligt råbe: "Så er maden klar!"

Ja, senere den aften sad vi så og spiste kartofler. De var kogt lige præcis perfekt og smeltede varmt på min tunge. Snakken gik hele vejen i gennem, i hvert fald ved de voksne. Peter sad for bordenden og jeg overfor Nickolaus. Hvordan de voksne havde placeret sig, lagde jeg ikke synderligt mærke til. Rent faktisk var min opmærksomhed mere på maden og på Nickolaus, der fint sad og skar sine kartofler og rødbeder i stykker uden at sige mange ord. Det var først, da jeg hørte ordene: "Barbara fik jo også den anden højeste karakter den anden dag, hvilket der kun var nogle få i hendes klasse, der fik." Det var min mor, der havde sagt det med et glas vin i hånden. Mit blik drejede sig hurtigt mod hende, og ligeledes gjorde min opmærksomhed. Hr. og fru Fuchs nikkede på samme måde, som de havde gjort under rundturen ved mit værelse, hvorefter de igen løftede glassene og tog et nip af deres vin. Jeg kiggede igen væk og ned på mit eget skød. Jeg havde ellers været så stolt af den karakter, men de virkede ikke synderligt overraskede. Jeg kiggede op og fandt Nickolaus stirrende på mig. Han stirrede ikke ligefrem, men han kiggede med et ulæseligt blik i sine øjne. Jeg smilede svagt, og det blev snart derefter gengældt. Jeg tog igen fat om min gaffel og stak den i en kartoffel. Jeg kørte den lidt rundt i det brune sovs, før jeg løftede den og rettede den mod min mund. Inden den nåede derop, gled en lille dråbe af den brune sovs derimod ned fra kartoflen og landede på min kjole. Min mund åbnede sig, og jeg kiggede ned. Jeg lagde hurtigt gaflen fra mig og tog min serviet. Jeg gnubbede diskret på pletten i håbet om, at de andre ikke ville bemærke det. Selvfølgelig gad det ikke forsvinde. Dette gik da helt formidabelt. Med en opgivende grimasse smed jeg stille servietten fra mig og rettede mig atter op. Jeg løftede mit blik og så endnu en gang Nickolaus med øjnene rettet mod mig. Et lille smil spillede på hans læber, men det var fjernt og kunne knap nok ses. Fabelagtigt. Efter at have stirret tilbage på ham i nogle sekunder rev jeg mit blik væk fra hans og kiggede over på hr. Fuchs, der sad i en dyb samtale med min far. Med et lille smil og åbne ører ventede jeg nu på det rette tidspunkt til at bryde ind i samtalen - men inden jeg nåede det, rejste min mor sig fra sin plads og gik ud mod køkkenet med fire tallerkner på slæb. Nu var der dessert.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...