Tyskertøs

Seksten-årige Barbara Hansen er faldet for den tyske Nickolas Fuchs, der både er charmerende og guf for øjnene. Hun lever sit liv med et smil på læben, det vil sige, indtil 2. verdenskrig bryder ud, og Nicholas koldt meddeler, at deres forhold har nået en brat slutning. Med et hjerte brækket itu tager Barbara hektiske midler i brug uden at tænke over de potentielle konsekvenser - for i kærlighed og krig gælder alle kneb, og hvad kunne være mere passende nu?

15Likes
22Kommentarer
2654Visninger
AA

2. En Tysk Ankommelse

Det var først, da hele huset var rent, jeg begyndte at tænke på aftenens kommende begivenheder. Familien Fuchs var vel på vej nu, og som jeg trådte i den kønneste kjole, jeg kunne finde i mit skab, slog en tanke mig. De havde ikke set mig endnu, Nickolaus havde ikke set mig endnu, ikke efter jeg var fyldt femten, og mit hår endelig gad samarbejde med mig. De havde ikke set den nye mig, som sådan set var den gamle, bare i en mere moden format. Det bankede på min dør, lige akkurat som jeg bandt den sidste knude. Jeg slog mit blik over skulderen, da døren åbnede. Det var min far, der stod i døråbningen. "Jamen fader, som du dog har klædt dig fint på," sagde jeg med et drillende smil, hvorefter han bukkede sig elegant og rettede lidt på slipset, som sad perfekt om hans hals og nonchalant hang ned over skjorten, der havde lagt parat på stolen ved siden af hans seng i flere dage. "Det er ikke så tit, vi får fine gæster," sagde han højtideligt og gik frem mod mig. "Hvor er du dog nydelig, Barbara. Hr. og fru Fuchs bliver nok mægtigt overraskede over at se, hvor meget du har forandret dig," sagde han og lagde sine hænder om mine skuldre. "Og selvfølgelig også Nickolaus," fortsatte han med et glimt i øjet. Jeg kiggede ned i en fart og følte mine kinder blusse. "Far..." sagde jeg fjoget og vendte mig mod spejlet. Kjolen gik mig til lidt under knæene og kærtegnede blidt mine smalle former. Lige som jeg lænede mig frem for at fjerne en øjenvippe, der sad og irriterede, ringede det nedenunder. Det var den velkendte lyd af vores dørklokke, som virkede pudsigt klarere end normalt. Jeg smilede spændt til min far, hvorefter vi begav os nedenunder, hvor min mor stod stiv som det vaskebræt, hun havde brugt dagen lang, og kiggede på den lukkede dør. "Kartoflerne er først lige blevet sat i kog!" hviskede hun hektisk til min far, som beroligede hende med et kys på kinden. Han gik derefter hen og tog fat om dørhåndtaget, som hurtigt blev trykket ned og medførte til, at døren åbnede sig. Jeg vaklede til siden og så straks to smilende ansigter. Der var hr. og fru Fuchs, klædt lige så fint som mine forældre. Jeg følte et prik i siden og kiggede ned for at se min lillebror, som kiggede tilbage op på mig. Jeg smilede til ham og lagde min arm om ham. Han havde intet at være nervøs for. Det kunne sagtens komme fra mig, som havde taget over en halv time om at gå i bad tidligere den dag, hvilket havde medført endnu et hysterisk udbrud fra min mor. Jeg følte dog endnu et stik i siden. Et, der ikke stammede fra min lillebror, men uroligheden over at jeg ikke havde set Nickolaus. Det forsvandt dog hurtigt igen, da hr. og fru Fuchs trådte ind og hastigt blev efterfulgt af en høj skikkelse med håret redt tilbage, men her og der havde en lille tot hår stikkende ud. Jeg smilede, da fru Fuchs gav mig hånden og sendte mig et stort tændervisende smil. Hvis de tænder altid havde siddet så perfekt, var det intet under, at hun allerede var blevet gift i en tidlig alder - noget hun havde betroet os ved sidste besøg. Hendes kjole var kort, sort og elegant og klædte sin mands gevandter, der ligeledes skreg af nyvask. Efter at have givet hånd med hr. Fuchs, kiggede jeg på min mor, som stod ved siden af mig og var i færd med at give Nickolaus hånden. "Det en stür ære," sagde han med et charmerende smil, hvorefter han bøjede sig ned og kyssede hendes hånd for derefter at fortsætte til min. Han tog fat om den og kiggede på mig. "Barbara," sagde han tydeligt, og jeg nikkede til ham som svar. "Nickolaus," sagde jeg fortsat nikkende. "G-godt at se dig," sagde jeg og smilede en smule nervøst til ham. Han smilede ligeledes et smil, der var lige så charmerende som det, han havde givet min mor, hvorefter han atter bukkede sig og kyssede min hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...