Tyskertøs

Seksten-årige Barbara Hansen er faldet for den tyske Nickolas Fuchs, der både er charmerende og guf for øjnene. Hun lever sit liv med et smil på læben, det vil sige, indtil 2. verdenskrig bryder ud, og Nicholas koldt meddeler, at deres forhold har nået en brat slutning. Med et hjerte brækket itu tager Barbara hektiske midler i brug uden at tænke over de potentielle konsekvenser - for i kærlighed og krig gælder alle kneb, og hvad kunne være mere passende nu?

15Likes
22Kommentarer
2652Visninger
AA

1. Dagen før

Jeg ville have gået direkte ned til morgenmaden, hvis det ikke var for den besættelse, jeg havde fået af spejlet på mit værelse. I de seneste par dage havde jeg siddet der næsten konstant, fra da jeg vågnede, til jeg gik i seng. Om det var fordi, jeg ikke havde andet at lave, eller fordi jeg var ganske klar over, at vi om nogle dage ville få besøg af en tysk familie, ved jeg ikke. De var vores venner, og de snakkede nogenlunde dansk, mens vi snakkede nogenlunde tysk. Året var 1939, og jeg havde det vidunderligt. Jeg havde netop rundet min sekstende fødselsdag, og ud fra min egen ringe mening at dømme blev jeg kønnere og kønnere for hver dag, der gik. Det syntes mine forældre også, og min mor brugte timer om dagen på at lade en kam glide gennem mit hår, der næsten aldrig generede mig med uønskede klumper. Min lillebror, Peter, syntes, det var begyndt at blive en smule irriterende, og han var begyndt at hænge med hovedet ved morgenmaden. "Op med humøret, Peter. En dag bliver din mor træt af at røre ved din søsters hår, og så kommer hun farende til din filtrede høstak," havde min far sagt muntert til ham, hvorefter han med en pibe i munden havde vendt sig mod mig og sendt mig et blink.

Det var dog ikke så meget tanken om det nærliggende besøg fra vores tyske venner, der fik sommerfugle til at flyve rundt og lave kaos i min mave. De havde deres søn med, Nickolas, som i disse dage satte mine kinder i kog. Jeg havde set ham mange gange før, men det var først, da jeg blev ældre, jeg begyndte at få øjnene op for ham. Han var en køn fyr. I hvert fald som jeg huskede ham. Jeg huskede også, at han næsten lige havde fyldt sin nittende fødselsdag, hvilket gjorde ham tre år ældre end mig selv. Med et blidt smil på læberne bevægede jeg mig for én gangs skyld ned mod køkkenet, hvor min mor stod og var i færd med at forberede morgenmaden. "Godmorgen, mor," sagde jeg høfligt, og hun nikkede i respons. Solen skinnede, og jeg følte mig mere opløftet end nogensinde. Dette ville blive et perfekt år, hvor jeg virkelig ville begynde at leve. Jeg havde høje karakterer i forvejen, men jeg vidste, at hvis jeg gav den en ekstra tand, ville jeg blive den bedste i klassen. Og ambition var en vigtig ting for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville foretage mig i fremtiden, men jeg ville opnå noget stort, det var jeg sikker på.

Jeg strøg mit hår bag om mine ører, da Peter kom ud i køkkenet med et brev mellem fingrene. "Mor, vær så god. Postmand Karlsen kom med det," sagde han med et charmerende, men fjollet smil. Jeg rystede på hovedet; lige meget hvor irriterende den dreng var, blev man nødt til at holde af ham. Min mor strøg ham om kinden og åbnede hurtigt brevet. Hendes øjne flakkede hurtigt frem og tilbage, og da hun kiggede op, så hun aldeles chokeret ud. "Mor? Er du okay?" spurgte jeg bekymret og lagde gaflen, jeg havde været i gang med at tørre af, til side. "De kommer i aften. Familien Fuchs!" sagde hun ind i mellem foruroligede vejrtrækninger. Jeg åndede lettet op; hun havde endnu et af sine stress-anfald, som efterhånden var begyndt at komme så tit, selv over de mindste ting. "Er der et problem i det?" spurgte jeg, lænede mig op ad køkkendisken og tog en pære at gnaske på. Hun kiggede på mig med udvidede øjne. "Om der er et problem i det?! Vi skal have dækket op og gjort huset klart, og- Peter! Rengør toilettet!" afbrød hun sig selv og smed et vådt viskestykke efter ham. Han tabte småkagen, han havde i sin hånd og løb med åben mund op mod badeværelset. Da jeg vidste, at mor snart ville få endnu et udbrud, samlede jeg hurtigt småkagen op og tørrede krummerne væk. "Rolig, mor. Det skal nok gå," sagde jeg og lagde mine hænder på hendes skuldre. Hun nikkede hektisk og kiggede sig rundt omkring. Med et sidste smil til mig fortsatte hun ind i stuen med et højt: "Gunner! Op af lænestolen, vi får gæster!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...