Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19086Visninger
AA

11. Kapitel 9.

Jeg havde netop foldet den sidste trøje sammen, og lagt den forsigtigt ned i min store kuffert. I går havde vi hentet resten af mine ting hjemme ved min mor, hvilket havde været hårdt. Hun havde klamret sig til min arm, og hulket mens hun skældte ud på drengene. Jeg havde forsøgt at berolige hende, men måtte til sidst give op og bare pakke til lyden af hendes gråd. Drengene havde efterfølgende forsøgt at snakke med mig om det, men jeg havde nægtet og ville ikke nævne min mor med et ord. Det var min sidste dag med drengene, og dag nummer to ud af de to dage jeg havde haft tilbage. Jeg ville i aften blive hentet af min nye familie, og bragt til mit nye hjem. Jeg så ikke frem til det overhovedet, og Zayn havde været stille og indelukket hele dagen. Mere end han plejer, hvilket er .. Meget. Min kuffert var fyldt til randen med tøj, og jeg havde tidligere i dag fået Zayn til at fremkalde nogle billeder som jeg havde taget med drengene, som nu lå oven på tøjet. Jeg var nervøs, og havde ikke lyst til at rejse fra det velkendte. Jeg havde altid haft svært vil at tilpasse mig nye ting, og jeg holdt virkelig meget af drengene.

 

Jeg mærkede to stærke arme omkring min mave, og drejede med et smil rundt og mødte Zayns brune øjne. ”Hej smukke.”, sagde han, mens han smilede skævt. Jeg kunne ikke lade være med at lade en kort latter slippe over mine læber, da hans smil for en gangs skyld mest af alt mindede om noget en pædofil kunne finde på at sende en ung pige. Han kiggede forvirret på mig, men kunne ikke selv lade være med at smile svagt. Jeg kyssede ham blidt på munden, og kiggede så forventningsfuldt på ham. ”Hvad skal vi lave?”, spurgte jeg nysgerrigt. Mit humør var i bund, men jeg havde klasket et smil på læberne af frygt for at gøre drengene kede af det. ”Jeg kunne spørge dig om det samme.. Drengene vil alle sammen noget forskelligt, så valget er dit.”, han smilede sødt til mig, og jeg nikkede tøvende. ”Hvad vil drengene?”, spurgte jeg eftertænksomt, og mine øjne mødte hastigt hans. ”Du ved, det sædvanlige .. Niall vil på Nandos, Liam ned til havnen, Harry og Louis se film, og jeg vil bare gerne være sammen med dig.”, han blinkede hastigt med det ene øjne, og jeg grinte kort sammen med ham. Jeg overvejede det kort, ikke længe. Jeg vidste i forvejen godt hvad jeg ville, og det ville nok komme som en overraskelse for drengene. ”Zayn?”, mine øjne søgte hans, og han nikkede svagt som tegn på at jeg skulle fortsætte. ”Jeg vil gerne vide noget mere om.. Familien.”, jeg trak vejret dybt efter at ordene havde sluppet mine læber. Jeg vidste ikke om han ville blive ked af det, sur. Jeg vidste intet. Derfor overraskede det mig, at et smil bredte sig over hans læber. ”Selvfølgelig Nicole! Louis og Liam ved mest om det, men vi kan snakke med dem hvis det er?”, et varmt smil hvilede på hans læber, og jeg kunne heller ikke selv lade være med at smile svagt. Jeg nikkede og lagde min hånd i hans, og fulgte villigt med ned af trappen. Alle drengene sad i stuen, og da vi trådte ind kiggede de afventende på os. De havde helt klart ventet på at hører hvad jeg syntes vi skulle lave. Jeg kiggede på Zayn med bedende øjne, og han nikkede svagt. Endnu en ting som var fantastisk ved Zayn.. Han forstod selv de sindssygeste hentydninger.

 

”Liam, Louis vil i ikke fortælle Nicole lidt om Carmen og Andrew?”, sagde han med et skævt smil, mens hans hånd lagde sig beroligende om ryggen på mig. De nikkede begge to smilende, og jeg sank ned i sofaen over for dem, lige ved siden af Zayn. Så rettede jeg mine øjne mod dem, og de begyndte at snakke. De erstattede hinanden der hvor den ene havde huller i informationen, så jeg fik det hele med. ”Carmen er hjemmegående, og Andrew arbejder som arkitekt.”, sagde Louis med et smil, og Liam afbrød ham hurtigt. ”Ja, og Carmen er i slutningen af trediverne, mens Andrew er i starten af fyrrerne!”, han sendte mig et roligt smil, og rettede så blikket mod Louis igen. ”De har ofte plejebørn boende, nogen gange flere af gangen. De regner med at få en dreng på din alder lidt efter dig, men de er stadig ikke helt sikre.”, mumlede Louis, mens han skævede til Zayn. Jeg vidste at Zayn frygtede at jeg fandt en anden. Jeg frygtede også at han fandt en ny, men jeg ville acceptere det når han gjorde. For jeg vidste han ville finde en ny.. Han kunne ikke være alene resten af livet, blot fordi han havde kendt mig i en kort periode. Jeg kyssede ham hurtigt på kinden, og sendte ham et beroligende smil. Jeg kunne mærke de andre drenges blikke hvile på os, men ignorerede det indtil at jeg blev for nysgerrig og endnu engang rettede mit blik mod Louis og Liam. ”Hvad mere?”, spurgte jeg med et skævt smil, mens min hånd gled ind i Zayns. ”Du skal gå på Roundview College, dog kun i et år.”, fortsatte Louis langsomt, mens hans blik hvilede på mig. Jeg nikkede tøvende. Det var længe siden jeg sidst havde været i skole flere dage i træk, og når jeg endelig kom var jeg der ofte kun en halv time. Jeg mærkede Zayn give mig et klem, og jeg smilte svagt til ham.

 

”Vil jeg nogensinde få jer at se igen?”, spørgsmålet fløj over mine læber før jeg kunne stoppe det. Jeg havde ikke lyst til at vide svaret, og det havde ikke været meningen at jeg skulle sige det højt. Jeg bed mig nervøst i læben, og kunne ikke beslutte mig om jeg ønskede at de svarede eller ej. Jeg kunne skimte drengene sende hinanden nogle nervøse blikke, men jeg havde allerede tolket deres tavshed. Jeg ville aldrig komme til at se dem igen, hvis det stod til dem. Jeg nikkede tøvende. ”Det er okay.”, mumlede jeg da Zayn skulle til at åbne munden for at forklare. Jeg sendte ham et skævt smil inden jeg vristede min hånd ud af hans. ”Jeg smutter lige op på mit værelse. Kald på mig når Andrew og Carmen kommer.”, sagde jeg køligt, og gik hurtigt over mod trappen. ”Nicole.. Lad nu være.”, jeg kunne høre Zayns stemme bag mig, men ignorerede den køligt. Jeg var hurtigt oppe af trappen, og kunne allerede mærke tårerne presse sig på. Jeg nåede lige at smække døren i bag mig, og låse den inden jeg gled ned af væggen og et hulk undslap mine læber. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg havde forventet.. Hvad skulle en flok kendte teenagedrenge med sådan en som mig? Et problembarn, socialtaber. Mon ikke jeg kunne få et par diagnoser eller to trukket ned over hovedet, hvis jeg bad om det? Jeg havde været lykkelig – så lykkelig, som jeg nu kunne være – i snart en uge. Lykken var flygtig, så mon ikke det var på tide den forsvandt? Åbenbart, for den ville forsvinde sammen med drengene. Sammen med Liam, som altid var som en far, og altid sagde det rigtige. Sammen med Niall, ham som altid kunne få en til at grine med hans madglade humør, og sindssyge latter.. Sammen med Louis med hans tossede vittigheder, som ingen rigtig forstod, men som alle alligevel grinede af. Sammen med Harry, og hans perverse tankegang, jokes og hans bromance med Louis, som var så charmerende.. Og sammen med Zayn. Zayn som havde samlet mig op, og hjulpet mig da jeg havde mest brug for det. Den Zayn som man altid kunne stole på, og finde ro hos.

 

Endnu et hulk slap over mine læber, men jeg blev hurtigt afbrudt af en hård banken på døren. ”Libby.. Kom nu ud til mig, det er vores sidste dag sammen. Lad os nyde den.”, lød Zayns stemme gennem døren. Jeg hvilede mit hoved i mine hænder, og endnu et hulk slap udover mine læber. Endnu engang lød hans banken, og denne gang svarede jeg hæst. ”Zayn, lad mig være.”, min stemme knækkede over, og jeg gned hurtigt mine hænder i mine øjne for at fjerne det fleste tårer. Jeg hørte skridt som bevægede sig væk fra døren, og vidste at Zayn var væk. Jeg bevægede mig hurtigt over til min seng, og skjulte mig under dynen. Dagen havde været udmattende, og inden jeg vidste at det var jeg faldet i søvn.

 

**

 

Jeg vågnede med et sæt. Normalt var jeg ikke typen der drømte det helt store, men denne her gang havde jeg haft en ret vild drøm. Ikke på den frække måde, men lige nu ville jeg ønske det var. Det var Louis' stemme som havde vækket mig fandt jeg ud af, da det hårdt bankede på døren og hans stemme skar igennem den. ”Nicole, der er mad. Carmen og Andrew kommer om en time, kom nu ud..”, han lød bedende, og jeg sukkede svagt. Mareridtet havde sat sit præg på mig, og jeg så dobbelt så træt ud som jeg havde gjort inden jeg lagde mig til at sove. Følelserne buldrede rundt i kroppen på mig, og jeg var faktisk overrasket over hvor roligt jeg tog det.. Altså hvis man tog i betragtning, at jeg var på vej til at blive flået fra alt det velkendte.. Min familie, venner og hverdag.. Så må man da sige jeg var ret rolig, men det at holde følelserne nede gjorde mig derimod forfærdeligt udmattet.

 

Jeg stod foran spejlet, og forsøgte at gøre mig nogenlunde præsentabel, selvom at mine tanker var et fuldkommen andet sted. Jeg havde drømt om min nye skole.. Min nye familie.. Andrew slog, og Carmen lignede mest af alt et forvrænget billed af en ond heks eller stedmor. I skolen var jeg blevet tæsket, og lærerne havde haft uhyggelige masker på, som konstant fløj forbi i min underbevidsthed. Mareridtet havde blot gjort mig mere nervøs, og min vejrtrækning var hurtig men besværet. En time, og så kom de for at hente mig.. En time.

 

Jeg listede forsigtigt ned af trappen da jeg syntes jeg så nogenlunde ud. Jeg kunne hører snakken ude fra køkkenet af, og vidste at drengene kun ventede på mig. Da jeg trådte ind rettede de alle sammen deres blik mod mig, og jeg mærkede rødmen sprede sig. Den sidste plads var mellem Niall og Zayn, og jeg vidste godt at de havde valgt at placere mig der fordi Niall altid var så upåvirket, og fordi Zayn var den eneste som kunne berolige mig.. Dog tvivlede jeg på at han ville være til den store hjælp, når jeg var i det humør som jeg var i nu. Ikke fordi jeg var sur, jeg var bare deprimeret, nedtrygt, skuffet.. Forvirret. Jeg kæmpede virkelig en brag kamp for ikke at lade det gå ud over drengene, og et anstrengt smil var da også placeret på mine læber under hele måltidet.. Det måltid som syntes at gå langt hurtigere end de andre aftner vi havde spist sammen. Jeg følte jeg havde siddet der i ti minutter, da Louis kiggede på klokken som hang på væggen bag mig, og gispede svagt. ”De er her om fem minutter!”, udbrød han forvirret, tydeligvis også forundret over hvor hurtig tiden var gået. Jeg kunne ud af øjenkrogen se Zayn kigge ned i jorden, og hurtigt kører en hånd op til hans øjne. Han græd. De andre drenge kiggede sig bare utilpasse omkring, og viste tydeligvis ikke hvad de skulle sige eller gøre.

 

”Zayn, vil du ikke gå med Nicole op og hente hendes ting?”, Liams stemme trængte igennem hos dem alle, og vi nikkede alle samtykkende, selv Louis, Harry og Niall som intet havde med situationen at gøre. Zayn rejste sig tøvende og rakte en hånd over til mig, som jeg langsomt tog fat om. Han kyssede mig kærligt foran drengene, og trak mig så med op af trappen. Værelset jeg havde boet på var alarmerende drenget igen.. Der var intet spor på at der havde boet en anden person i rummet, og da slet ikke en pige.. Udover kufferten i hjørnet selvfølgelig, og den gennemtrængende duft af pige parfume. Jeg var lige nået hen til min kuffert, da Zayn kærligt drejede mig rundt. ”Nicole, jeg elsker dig.”, mumlede han forsigtigt inden hans læber lagde sig blidt mod mine. Jeg kyssede kærligt med, inden jeg trak mig ud fra ham. ”Zayn.. Det gør det ikke nemmere, men jeg elsker også dig.”, mine stemme var urolig. Bange for hvad der skulle ske med Zayn og jeg, når vi ikke kunne være sammen mere. Jeg følte mig som en dårlig parodi på Romeo og Julie, forbudt kærlighed og det hele. Jeg sukkede svagt. ”Lov mig at du finder en ny.”, mumlede jeg, selvom at ordene gjorde ondt at sige. Jeg vidste at hvis jeg ikke bad ham om det, så ville han dvæle ved fortiden.. Zayn var den trofaste type, og til tider lidt for trofast. Han var nød til at vide, at han skulle glemme mig.

 

Inden Zayn nåede at svare hørte vi hoveddøren gå op, og jeg løftede hurtigt min kuffert op, kyssede Zayn på munden og luntede ned af trappen. Jeg kunne høre Zayn gå bag mig, men ignorerede det. I stuen stod en ældre mand med begyndende gråt hår. Et kærligt smil var plantet på hans læber, og damen ved siden af ham med det lyse hår lyste op i et stort smil da hun så mig. Carmen og Andrew. Jeg smilte forsigtigt til dem, og de kiggede undersøgende på mig. ”Åh Nicole!”, udbrød Carmen, og trak mig ind i et kærligt kram som om hun havde kendt mig hele livet. Jeg blegnede kort, og trak mig hurtigt ud af det akavede kram, mens Carmen stille rødmede. ”Undskyld, vi har glædet os sådan til at se dig. Vi går ud fra at du har hørt lidt om os fra drengene?”, hun fik det formuleret som et spørgsmål, og jeg nikkede blot tøvende. ”Godt, så lad os komme af sted!”, udbrød hun. Andrew havde stadig ikke sagt et ord, men jeg gik ud fra at han bare var genert, eller forholdsvis tavs af natur. Jeg nikkede tøvende.. Alting gik så hurtigt. Tanken om at skulle med de her vildt fremmede mennesker overvældede mig, men jeg nægtede at lade tårerne slippe ud af mine øjne, og holdt dem stædigt tilbage.

 

”Jeg går ud fra vi skal sige farvel så..”, sagde jeg tøvende og gik over til drengene. De nikkede alle tøvende, og kiggede bekvemte på mig. Jeg trak først Niall ind i et kram. Jeg var løbet tør for ord, og sagde derfor ikke noget til dem. Da jeg nåede til Zayn stoppede jeg op. ”Jeg elsker dig, husk det.”, sagde jeg langsomt inde jeg tøvende lagde mine arme omkring ham. Jeg kunne se han kæmpede mod tårerne, og jeg kunne mærke mine egne øjne blive blanke. Jeg gav langsomt slip på ham, og trak mig ud af krammet. Jeg smilte kort til dem, og lod min hjerne indprente sig hver detalje, lige fra Harrys skæve smil til Zayns tatovering af en mikrofon på armen. Jeg noterede kun svagt at Carmen og Andrew sagde farvel, og så blev jeg trukket med ud til bilen. Så snart jeg trådte over dørkarmen gled tårerne ned over mine kinder. Et svagt: ”Jeg vil ikke med..”, slap over mine læber og jeg mærkede Carmens bekymrede blik på mig. Andrews hånd lå stramt om mit håndled, og da han samlede min kuffert op og lagde den om bag i den store familiebil gik alt i mig i panik. Jeg forsøgte at vride mig fri af Andrews greb, og han lagde roligt begge hænder omkring mine håndled. Drengene stod i døren og kiggede forskrækket på mig, mens jeg kæmpede en brag kamp for at komme fri. ”Jeg vil ikke med..”, hulkede jeg endnu engang, men endnu engang hjalp det ikke. Jeg kunne se Zayn kæmpe en kamp for ikke at løbe hen til mig, og for at opfordre ham til det gav jeg mig til at hulke hans navn. Jeg kunne se Harry ligge sin hånd på Zayns skulder, og kunne se Zayn vende sig mod ham og sende ham et beroligende smil. Denne handling fik dog blot mig til at gøre mere oprør, og Andrew måtte tvinge mig ind i bilen, og smække døren i hovedet på mig. Uheldigvis havde de tænkt så langt, som at sætte børnelås på døren, og jeg følte mig som en kriminel på vej til fængslet. Min hånd bankede indædt på ruden, og mit skrig skar igennem ruden. En forsigtigt støvregn var begyndt, og virkede bare til at gøre omstændighederne endnu mere sørgmodige. Jeg kunne hører Andrew bande svagt, og bede Carmen om at holde min arme. Hun kæmpede sig besværet om til mig, og greb fat om mine håndled mens hun forsøgte at få øjenkontakt med mig. I stedet drejede jeg blot hovedet væk, og kiggede mod drengene. Jeg kunne se at Niall var brudt sammen i Liams arme, og den eneste grund til at Zayn ikke gjorde det samme var mig.. Jeg kunne se det på ham. Han ville skåne mig for at se den smerte han følte.

 

Andrew startede hurtigt bilen for, at fjerne drengene fra min synsvinkel hurtigst muligt i håbet om at det ville berolige mig. Da bilen satte i bevægelse stirrede jeg bare tomt på drengene, som vinkede langsomt. Hele situationen var forkert.. Niall græd ikke, Zayn skjulte ikke sine følelser.. Jeg råbte ikke. Alt var forkert.

 

Jeg drejede mig i bilen for at få et sidste glimt af drengene, og nåede lige at se Harry lægge sine arme om Zayn. Jeg var forvirret.. Mit indre var i oprør. Jeg kendte ikke forskel på op og ned, rigtigt og forkert. Alt var forandret, og jeg vidste ikke engang hvem jeg selv var.. Det eneste ord der kunne beskrive mine følelser var lost. Et ord som jeg sjældent brugte, men var fyldt med så stor en mening og betydning. Nu skulle jeg begynde mit nye liv..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...