Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19092Visninger
AA

10. Kapitel 8.

Drengene havde banket på min dør hele dagen, men jeg havde affærdiget dem køligt. Til sidst havde de heldigvis givet op, og havde vidst besluttet sig for at pine Zayn, som også havde låst sig inde på sit værelse, i stedet. At dømme ud fra deres bedende stemmer, gik deres forsøg på at få ham ud ikke specielt godt. Jeg havde fået få ting af vide gennem døren. Jeg havde to dage tilbage. To dage tilbage sammen med Zayn, og de andre drenge som jeg holdt af. Familien jeg skulle bo hos bestod af et midaldrende ægtepar, som vidst nok hed Carmen og Andrew. De havde ingen børn, dyr eller andet som kunne forstyrre min hverdag, og de boede i Bristol, hvilket var et nogenlunde stykke fra London. Hvilket betød ingen Zayn i lang tid.

 

Jeg vidste at Zayn, og jeg blev nød til at droppe det vi nu havde. For noget havde vi da? Tanken gjorde ondt, og fik hele mit hoved til at snurre. Jeg skulle forlade Jason, selvom at jeg nok godt kunne overtale den sorgløse dreng til at flytte med. Noget som jeg helt klart havde tænkt mig at prøve på. Jeg ville komme til at savne en vens lejlighed at crashe, hvis han ikke fulgte med. Min øjne var helt tørrer, og jeg vidste at jeg havde brugt mine sidste tårer for længe siden. Tanken, at jeg spildte min tid med drengene på at sidde og være sur på mit værelse ramte mig, og jeg fløj op. Jeg blev nød til at bruge min tid fornuftigt, og nyde min sidste dage. Det nyttede ikke noget at være tvær, og indebrændt. Sket var sket, og jeg vidste at de ikke kunne annullere plejefamilien længere.. Så uanset hvad ville jeg ende i Bristol.

 

Mine ben brokkede sig da jeg rejste mig, efter at have slappet af i næsten en hel dag. Jeg listede hurtigt hen mod døren, og lyttede svagt efter drengene. Det lød til at lydende kom fra stuen, så min plan om først at snakke med Zayn, lod ikke til at være helt umulig. Jeg åbnede forsigtigt døren, og kiggede hurtigt ud inden jeg åbnede den helt, og listede hen mod Zayns dør. ”Zayn.”, hviskede jeg forsigtigt. ”Det er Nicole, luk op.”. Der gik ikke mere end to sekunder før Zayn åbnede døren op og hev mig ind til sig, mens han lukkede døren bag os. Hans læber mødte hurtigt mine i vores andet kys på to dage. Denne her gang var det mere krævende, og jeg vidste at savnet fik ham til at tænke irrationelt. Det savn, som allerede nu var begyndt at vise sine spor. Et svagt suk forlod mine læber, og forsigtigt trak jeg mig væk fra ham. Mine øjne mødte hans, og jeg opdagede straks tårerne i dem. Det fik mig til at trække ham ind i et kærligt kram, og en svagt hvisken forlod mine læber. ”Vi skal nok klare den.. Det skal vi nok.”. Jeg vidste ikke om han hørte det, og på en måde bad jeg til at han ikke havde. Det jeg lige havde sagt var sådan cirka den største løgn nogensinde. Jeg havde løjet for Zayn. Vi ville ikke klare den. Vi ville blive skilt efter blot at have kendt hinanden en uge, og kendt til hinandens følelser i to dage. Pludselig indså jeg noget. Jeg indså hvor hurtigt at jeg var kommet til at holde af drengene, og hvor hurtigt de var blevet en del af mit liv. Det føltes ikke som om jeg havde kendt dem i en uge, nok nærmere et helt liv. Det føltes som om jeg altid havde elsket Zayn, og aldrig havde kendt til en anden verden end den jeg havde levet i de sidste par dage. En verden som bestod af drengene. De var svære at hade, og ignorere. Derfor havde de også hurtigt fået anbragt sig på en stor plads i mit hjerte. En alt for stor plads til at jeg kunne bærer at miste dem, hvilket det så ud til at jeg kom til.

 

Zayns skuldre rystede, og jeg besluttede mig for at fører ham hen til sengen. Vi sank ned i den, og jeg lagde mine arme omkring ham. Jeg kunne ikke lade være med at syntes at hele situationen var ret komisk. Det burde være ham der trøstede mig, og mig der græd mine lunger hud. Men jeg forstod ham godt. Tro mig, hvis jeg kunne ville jeg have fulgt hans eksempel.. Men som det stod nu havde Zayn brug for at jeg var stærk. Min mor havde brug for at jeg var stærk, og jeg havde vel i bund og grund også selv brug for det. Jeg ville have min far kunne se på mig fra himlen, og se på en stærk kvinde, som holdt sammen på resterne af hendes liv. Ikke en, som lod det hele flyde forbi hende uden at ænse hvor meget hun gik glip af. For jeg ville ikke gå glip af de sidste dage med drengene. Jeg trak mig endnu engang på få minutter væk fra Zayn, og søgte hans øjne. Han mødte hurtigt mit blik, og jeg smilte opmuntrende til ham. ”Lad os nyde den sidste tid inden, jeg.. Du ved.”, sagde jeg tøvende, ude af stand til at fuldende sætningen. Han nikkede forsigtigt, og rømmede sig så. ”Undskyld Nicole.. Det hele blev bare for meget. Jeg burde være stærk!”, jeg kunne hører afmagten i hans stemme, og han gemte kort sit hoved i hans hænder inden han igen mødte mit blik. Inden jeg vidste af det mødte hans læber min, og han fik mig lagt ned i sengen, så han var placeret ovenpå mig. Hans kys var krævende, og hans hænder strøg sig blidt over min hofte. Mine arme lå omkring hans nakke, men inden det udviklede sig skubbede jeg ham kærligt væk. ”Zayn, ikke nu. Du er vred og ked af det, det er ikke den rigtige måde..”, jeg sukkede svagt og sendte ham et undskyldende blik, men han så bare forstående på mig, så jeg fortsatte hurtigt. ”Lad os smutte ned til de andre, de har det nok ligeså dårligt med det hele, som vi har det.. I hvert fald hvis jeg kender dem ret.. Hvilket jeg ikke ved om jeg gør, da jeg kun har kendt dem i en uge.”, jeg kunne godt fornemme at jeg havde rodet mig ud i noget, og kiggede bare opgivende på Zayn, som ikke kunne lade være med at grine lavt. Hans latter var rolig og dyb, og jeg kunne ikke lade være med at grine med. ”Kom.”, sagde han med et skævt smil, og tog min hånd. Jeg smilede stort til ham inden jeg gik med ham ud af værelset, og ned af trappen.

 

Drengene sad nede i stuen, og var tydeligvis ved at ligge en strategi omkring hvordan de fik os ud. De havde ikke set os endnu, og vi fulgte dem med øjnene. Niall var i gang med at gnaske sig igennem en sandwich, og Liam sad og kiggede skeptisk på Harry og Louis, som åbenbart havde besluttet sig for at stå for planlægningen. De var alle sammen placeret i de store sofaer, udover Niall som sad i en af lænestolene. Jeg kunne ikke lade være med at have ondt af Harry og Louis, som så ud til at leve sig ind i planlægningen med alt hvad de havde. En latter slap over mine læber, og straks drejede alle drengene hovederne og kiggede på os. Niall fløj op med et højt: ”Endelig!”, inden han fløj om halsen på mig og Zayn, mens han forklarede hvor kedelige de andre var. Jeg lyttede kun til Niall med et halvt øre, resten af min opmærksomhed fik de resterende drenge, som kiggede nysgerrigt på mig og Zayn, og i Harry og Louis' tilfælde, en smule tvært. ”Undskyld for at spolere jeres planlægning!”, mumlede mens latteren bølgede over mine læber. De andre kunne heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, og selv Zayn smilte. Jeg smilte hurtigt til dem inden jeg hurtigt kyssede Zayn på kinden, ”Jeg laver lige noget mad.”, hviskede jeg hurtigt i hans ører. Jeg vidste at de havde brug for at snakke uden at jeg var der, og nu fik de muligheden. Han nikkede kort, og jeg listede ud i køkkenet.

 

Jeg havde rodet rundt i skabene i cirka ti minutter, da jeg fandt opskriften på en helt normal chokolade kage. Det var også det eneste mine evner rakte til, så det var vel egentlig meget heldigt. Jeg gav mig i kast med at finde ingredienserne, og indså at der manglede en smule kakaopulver.. Ikke noget, som ikke kunne undværes selvfølgelig, så jeg kastede mig ud i projektet, og en time senere stod jeg med en sulten Niall, og en færdig bagt kage i hænderne. Om den smagte godt havde jeg ingen idé om, men jeg nægtede i hvert fald at spise noget jeg selv havde lavet. ”Niall, henter du de andre? Så dækker jeg op.”, sagde jeg med et skævt smil. Han nikkede, og kort tid efter sad vi alle rundt om bordet. De andre havde sagt at kagen var god, men jeg tvivlede dog på fem, sultne teenagedrenges evner til at bedømme mad. ”Nicole?”, udbrød Niall, mens han kæmpede for at holde maden i munden. ”Mhm?”, mumlede jeg bare distræt, mens mine øjne hvilede på mig og Zayns hænder. ”Hvad siger du til at tage med os i tivoli i morgen? Altså, os alle sammen!”, sagde Niall glad, mens et strålende smil var placeret i ansigtet på ham. Jeg tøvede dog langsomt. Hvis jeg tog i tivoli med drengene ville det være ensbetydende med at der ville være fans, papparazzier og hvad der nu ellers fulgte med berømmelsen. Hvis jeg blev set med dem, så ville pressen også fokusere på mig, og det var højest sandsynligt ikke den bedste start på et nyt liv. Hvis jeg skulle starte et nyt liv uden drengene, så kunne det ikke hjælpe at jeg hver dag blev mindet om deres berømmelse. Jeg blev nød til for alvor at starte forfra.

 

Mine øjne mødte Zayns, da han hånd forsigtigt klemte min. ”Hvad er der?”, spurgte han forsigtigt. De andre drenge fulgte nysgerrigt med i vores samtale, og mit svar var også lige så meget til dem, som de var til Zayn. ”Hvis jeg tager med jer, så vil der være papparazzier.. Fans, og hvad der nu ellers dukker op. Folk som ikke bare vil lade mig være lige med det samme.. Og hvis jeg skal starte på en frisk, så .. Vil jeg gerne undgå det..”, min stemme blev mere og mere undskyldende, men drengene nikkede bare, og kiggede på hinanden. ”Det er okay, så finder vi bare på noget andet!”, sagde Harry med et charmerende smil. Jeg nikkede bare tøvende, bange for at jeg havde gjort nogle af dem irriterede. Hvis de nu havde glædet sig til at tage i tivoli, så ville jeg for guds skyld ikke spolere det for dem. ”Hvad med at vi laver en film dag? Med film, frysepizza, popcorn og hvad der ellers hører til?”, udbrød Zayn tøvende, mens han sendte mig et spørgende blik for at se om det var fint med mig. Jeg nikkede bare, og sendte ham et skævt smil. ”Jeg vil hente film!”, råbte Niall højt, mens han viftede med armene i luften for at få vores opmærksomhed. Kagen var for længst spist, og han kunne nu deltage i samtalen igen. Mit blik kørte over til Louis, og pludselig blev jeg ramt af dårlig samvittighed. ”Louis?”, min stemme var lav, men alligevel fik jeg straks alles opmærksomhed. ”Mhm?”, han smilte skævt og rettede ligesom de andre sin opmærksomhed mod mig. ”Kan jeg lige snakke med dig?”, min stemme var lav, og mine kinder brændte. Jeg havde dårlig samvittighed, og hele situationen var ret akavet, da jeg endnu ikke vidste om vi var venner eller ej. Til min store glæde nikkede han, og rejste sig op. Jeg fulgte efter ham ind i stuen, hvor han drejede omkring og kiggede på mig. ”Hvad så Nico?”, spurgte han, mens han kiggede spørgende på mig. Jeg tøvede svagt, og trådte et skridt tættere på ham, så jeg kunne mærke hans ånde mod min hud. Jeg lænede nakken tilbage og mødte hans øjne lige inden ordene forlod min læber. ”Undskyld Louis.”, de bevægede sig hastigt over min læber, og inden jeg vidste af det var jeg drejet omkring og luntet op af trappen, mens jeg efterlod Louis tilbage med et forvirret blik i de rolige øjne. Ordene havde været svære at sige, men nu var de sagt. Nu skulle den sidste tid bare nydes inden det var slut.. Jeg vidste at kontakten til drengene ville blive brudt når jeg flyttede. De var kendte, mens jeg var en stort set normal, britisk, skoleelev. Det kunne aldrig nogensinde ende godt, og det vidste vi alle sammen udmærket, uanset hvor lidt vi ville indrømme det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...