Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19172Visninger
AA

9. Kapitel 7.

 Klokken var nået otte, og jeg havde netop spist aftensmad med drengene. Min hjerne pumpede med information omkring dem, som jeg kæmpede for at huske, alt fra Harrys obsession med katte til Liams had til skeer. De havde vist mig billeder af en baby, som åbenbart hed Lux og som de alle forgudede efter deres store, stolte smil at dømme og latter når de fortalte om de gange hun havde spist ligeså meget som Niall, blot for bagefter at gylpe udover Harry. Jeg gik dog ud fra at de overdrev lidt af hensyn til det sidste.. Ingen kunne spise som Niall.

 

”Nicole, hvad siger du til at se en film?!”, råbte Niall gennem hele stuen, blot for efter to sekunder at komme ud i køkkenet med hænderne fulde af film. Jeg havde netop sat den sidste tallerken i vaskemaskinen, og rettede nu mit blik mod den blonde, smilende dreng foran mig. Allerede på forhånd vidste jeg, at Niall ikke godtog et nej, så jeg stak ham bare et stort smil og nikkede. Jeg nåede ikke engang at nikke en gang, for Niall glædestrålende sprang op i luften, mens et højt; ”Yes!”, blev klemt ud over hans læber, inden han igen væltede ind i stuen. Man kunne hører lidt tumult derinde fra, og da jeg kom derind lå drengene spredt ud på nogle madrasser på gulvet, og de to sofaer. Louis lå på gulvet, og skævede arrigt til Harry som lå på den ene sofa, og fyldte ekstra meget med et tilfredst smil på læberne. ”Jeg troede vi havde en bromance, men næh nej. Når det kommer til stykket betyder man jo intet..”, mumlede Louis tvært, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. ”Jeg kommer om lidt tøser!”, udbrød jeg med et provokerende smil, inden jeg drejede omkring for at gå op af trappen. Jeg nåede lige at hører drengenes irriterede udbrud over at jeg kaldte dem tøser, inden jeg var oppe af trappen og havde kursen mod mit værelse. Jeg trak i noget neutralt nattøj, og børstede hurtigt mit hår igennem inden jeg igen satte i løb ned af trappen, dog med min pude og dyne i hånden denne gang. Jeg smed mig på den eneste frie plads, som var mellem Louis og Zayn. Ikke at det gjorde mig det store, Louis var hyle morsom, og hvis vi skulle se gysere havde jeg Zayn.

 

Det viste sig hurtigt at vi ikke skulle se gysere, men derimod skulle se In Time. Jeg havde aldrig set den før, så mine øjne klistrede til skærmen, mens Louis kom med provokerende kommentarer om mig engang i mellem. Jeg ignorerede det dog, da jeg vidste at det var i sjov. Som filmen skred frem begyndte der at lyde en dæmpet snorken omkring mig, og mine øjne ramte Niall, Liam og Louis. Så mig, Harry og Zayn var de eneste der stadig fulgte med i filmen.. Eller jeg var. Harry og Zayn gloede twitter. Klokken var kun halv ti, men drengene var åbenbart trætte og jeg kunne vel ikke bebrejde dem noget. De sidste par dage havde tæret på kræfterne, selv for mig. Mit blik ramte Zayn, og da han kunne mærke jeg kiggede på ham mødte hans blik mit. Han smilte forsigtigt til mig, og jeg lavede hurtigt en bevægelse med mine arme, som spurgte ham om han ville med ud at ryge. Normalt ville jeg have sagt det højt, men jeg kunne ikke nænne at vække de andre. Han nikkede, og vi fik hurtigt viklet os ud af dynerne, og mens Zayn hviskede til Harry at vi lige smuttede, gik jeg ud og trak mine slidte sko på. Smøgerne lå på det lille bord i entréen, så dem behøvede jeg ikke tænke på før jeg skulle ud, og lighteren havde jeg i min jakkelomme.

 

Der gik ikke længe for Zayn kom listende ud til mig, og han fik også hurtigt trukket sko på, inden han forsigtigt greb min hånd og trak mig med ud. Vi gik ud af bagdøren, blandt andet for at sparre mig for de papparazzier som godt kunne stå ude foran deres hus. Ikke at de ikke vidste jeg var der, jeg havde skam læst artiklerne om One Directions nye ''veninde'', men jeg tror de ville undgå at der kom mere fokus på det. Haven var svagt lyst op af lyset fra huset, og havelygterne. Der var stort set stille derude, bortset fra lyden af Zayns, og mine skridt og vandet fra poolen. Så snart vi havde sat os på bænken bagerst i haven, tændte jeg en smøg og kastede pakken videre til Zayn, som greb den med et smil. Hans øjne fulgte mig, mens jeg kiggede ud over den store have. ”Nicole?”, Zayns stemme trængte hurtigt igennem til mig, og borede sig ind i min bevidsthed. Mit hoved drejede sig langsomt, og jeg opfangede hurtigt at mine øjne befandt sig mindre end tredive centimeter fra Zayns rolige blik. Inden jeg vidste af det bevægede han sig fremad, og inden jeg kunne gøre noget ramte hans læber mine. Ikke i et krævende, voldsomt, hårdt kys. Hans læber smeltede forsigtigt sammen med mine i noget der nærmere mindede om et roligt, bekræftende kys. Et kys der bekræftede at vi begge to holdt af hinanden, og ønskede det bedste for hinanden. Jeg mærkede hans arme glide forsigtigt ned til mine hofter, og jeg lagde mine forsigtigt omkring hans nakke. Vi trak os forsigtigt fra hinanden, men mødtes hurtigt i endnu et kys. Det sluttede alt for hurtigt, og bagefter lagde han i stedet armene om mig, og trak mig kærligt ind til sig. Jeg kunne hører hans hjerte, som forsigtigt bankede af sted og et smil bredte sig over mine læber. ”Jeg elsker dig.”, hviskede han forsigtigt, inden hans læber blidt ramte mit hår. Så rejste han sig op, og trak mig med tilbage til vores madrasser. Lige inden jeg faldt i søvn, fik jeg presset de længe ventede ord over mine læber. ”Jeg elsker også dig Zayn.”, og så gled mine øjne i.

 

**

 

Jeg var vågnet til lyden af snakken stemmer. Zayns var tydeligere over de andre, og man kunne høre vreden som ulmede i den. Det fik mig dog ikke til at stå op, nærmere det modsatte af frygt for hvad grunden til hans vrede var. Var det min skyld han var vred? Fortrød han kysset? Det håbede jeg virkelig ikke.. Det ville ødelægge mig. Endelig elskede jeg igen, det måtte for guds skyld ikke blive ødelagt. Jeg kunne hører at Louis forsøgte at få ham til at falde ned, mens Liam åbenbart snakkede i telefon for han blev ved med at sige en masse ord som ikke passede ind, for derefter at vente kort tid inden han svarede 'ok', 'ja' eller 'nej'. Jeg kunne ikke finde sammenhæng i det hele, før mit navn blev nævnt.. Så gik det hele op for mig. Zayn fortrød ikke. Han var skuffet, såret og bange. Bange for at miste mig. De havde truffet en beslutning, og efter i nat var Zayn ikke med på den. Jeg kom hurtigt ud af dynen, da alt dette gik op for mig. Jeg blev nød til at høre hvad de havde besluttet, og hvad det var der gjorde Zayn så vred.

 

Jeg trådte ud i køkkenet, og alle kiggede straks på mig. Stilheden lagde sig hurtigt, og det eneste man kunne hører var Liam som engang imellem sagde nogle få ord inde fra kontoret. Jeg besluttede mig for at bryde stilheden hurtigt, og det jeg længe havde ventet på at få svar på kom over mine læber. ”Hvad skal der ske med mig?”, spurgte jeg direkte. Jeg kunne se Niall sende Louis et blik, som Louis hastigt sendte videre til Harry som bare stirrede blankt tilbage. Til sidst sukkede Louis irriteret, og gjorde et nik fra Harry til Zayn. Jeg kiggede først nu på Zayn, og opdagede de tårer som løb ned af hans kinder. Han havde ikke sagt et ord siden jeg trådte, og jeg sendte ham et bekymret blik da Harry gennede ham ud af rummet. Jeg sank ned ved spisebordet overfor Louis, og hvilede mine arme på bordet, mens jeg kiggede opfordrende på ham. ”Undskyld Nicole. Jeg håber virkelig du kommer til at acceptere vores beslutning.. Vi gør det virkelig i vores bedste mening, du må for guds skyld ikke tro andet!”, mumlede han fortvivlet. Jeg nikkede bare kort til ham, som tegn på at han skulle fortsætte. Jeg sendte ham dog også et smil, da jeg fik ret ondt af ham, men enhver som kendte mig ville kunne se i gennem det. Han sank en klump inden han med lav stemme fortsatte. ”Da din far er død, og din mor er alkoholiker besluttede vi at det ikke var sikkert at sende dig hjem..”, mumlede han langsomt og holdt en pause for at få vejret. Ville de sende mig i fængsel? Jeg vidste det.

 

Hans øjne mødte mine, og han kiggede sorgmodigt på mig. ”Vi har besluttet at du skal i plejefamilie.”. Et gisp forlod mine læber, og jeg stirrede afventende på ham. Ventede på at han slog op i en høj latter, og fortalte mig at det var for sjov. At jeg kom hjem i morgen, og kunne leve mit liv igen. At Zayn og mig ikke skulle skilles, for det skulle vi vel hvis jeg skulle i plejefamilie. Man skulle starte et nyt liv, var det ikke det en plejefamilie gik ud på? Det kom bare aldrig, han grinte ikke. Han kiggede bare trist på mig, mens jeg bare stirrede tomt tilbage. Hvad ville han have jeg skulle gøre? I går havde været fantastisk, jeg havde endelig fået følelsen af at komme videre, og nu var det ødelagt. ”Hvornår, og hvor?”, spurgte jeg bare. Det var alt jeg kunne få ud af min mund. Intet andet. ”Liam er ved at få de sidste ting på plads. Du ved der er jo en masse papirer, underskrifter og andre ting man skal have på plads. Din mor var ikke rigtig villig til at give afkald på dig, men vi har snakket med nogle advokater, politiet og lign. Du er blevet tvangsfjernet, så problemet er løst.”, jeg kunne fornemme at han havde snakket sig varm, og at han derfor bare plaprede løs. Mit ansigt var blevet blegt, og jeg stirrede forvirret på ham. Han havde lige knust, en i forvejen ødelagt kvinde. Hvordan kunne han tage det så roligt, når han lige havde ødelagt min mor? Taget det sidste hun havde, udover alkoholen fra hende?

 

”Jeg nægter.”, ordene kom iskolde over mine læber. Jeg kunne se Louis' blik blive forvirret inden han rystede svagt på hovedet. ”Det kan du ikke. Papirerne er ordnet, du kan intet stille op. Det her er ikke din beslutning, overlad det til de voksne.”, sagde han med et forsigtigt smil. Mit øjne mødte hans, og jeg vidste at vreden i dem forskrækkede ham. ”Hele mit liv har mine forældre, lærer og det seneste stykke tid også psykologer forsøgt at styre mit liv. Se hvordan det er endt. Lad mig styre mit eget liv forhelvede!”, det sidste blev højere end jeg havde forventet, og hamrede frustreret min hånd ned i bordet, så den tallerken, med tilhørende bestik som stod for bordenden klirrede faretruende. Jeg vidste at det var Nialls, da han var den eneste der havde appetit i situationer som denne. Jeg vil faktisk vove at påstå at han spiste for at trøste sig selv. Distrahere sig selv, fra det der skete omkring ham. Jeg rystede frustreret på mit hoved, inden jeg drejede omkring, åbnede køkkendøren og smækkede den hårdt efter mig. Jeg flygtede op på mit værelse. Jeg havde ikke lyst til at begynde et nyt liv, når det liv jeg havde nu, netop var begyndt at blive bedre. Det var latterligt, uretfærdigt og gjorde mig arrig. Folk skulle ikke bestemme over mig, og da slet ikke folk som ikke kendte mig. Da slet ikke drengene, og da slet ikke drengene med undtagelse af Zayn. Den Zayn som altid vidste hvad der var rigtigt og forkert. Altid vidste hvad der var bedst for mig. Næsten altid da. Hvad skulle der blive af os?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...