Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19048Visninger
AA

8. Kapitel 6.

Fem dage var der gået. Fem dage hvor jeg havde været ved drengene. Jeg kunne godt fornemme, at de var begyndt at diskutere hvad de ville stille op med mig, for jeg var op til flere gange blevet mødt af stilhed, når jeg gik ind i et rum hvor de alle var samlet. Jeg var nervøs, hvilket gjorde mig langt mere irritabel end jeg normalt var. Jeg havde stort set ikke snakket med nogen siden den dag jeg havde sagt farvel til min far, og min mor havde kun forsøgt at få mig hjem en enkelt gang. En gang, som var endt med at jeg havde råbt at hun kunne skride ad helvede til. For en gangs skyld kunne jeg slet ikke klare synet eller lyden af min mor, og den dag på hospitalet havde virkelig fået mig til at indse hvor langt ude hun var. Jeg frygtede at drengene ville sende mig hjem, og det havde jeg også sagt til Zayn som havde kigget bekymret på mig. Min mormor havde haft ringet til mig, og fortalt at min mor var begyndt at drikke igen. Noget som betød at hun var faldet tilbage i den gamle vane hun havde inden hun mødte min far.. Alkoholen. Det skulle undre mig om hun ikke også var sammen med alle hendes gamle alkoholiker venner igen, selvom at det var et par år siden de sidst havde været sammen. Hun havde droppet alkoholen fuldkommen da hun fik mig.. Men åbenbart havde det hele tiden lagt under overfladen, og truet med at vælde frem igen ved den mindste forandring i hendes perfekte familieliv. Jeg frygtede hvad der ville ske hvis jeg kom hjem igen, og jeg vidste at hun blev utilregnelige når hun drak for meget. Jeg havde oplevet min mor fuld få gange før, og det var ikke noget jeg holdt af at tænke tilbage på.. At tænke på at det var sådan hver dag var endnu værre.

 

Mine ben hang udover min seng, og jeg lå og nynnede til en sang som kørte i radioen. Klokken var netop nået tre om eftermiddagen, og jeg kunne hører drengene snakke lavmælt sammen nedenunder. Jeg magtede ikke afbryde dem, og håbede faktisk på de snakkede om mig, så jeg snart kunne få af vide hvad der skulle ske. Jeg havde kun været nede for at spise morgenmad indtil videre, og ellers havde jeg bare lagt på mit værelse. Jeg var for alvor begyndt at synge og spille musik igen, og jeg nød det i fulde drag. Jeg overvejede at ringe til min mormor, da jeg vidste at hun måtte føle sig virkelig alene, men jeg var også bange for hvad hun ville fortælle om min mor. Bange for at hører sandheden nu, hvor jeg ikke længere havde nogen at snakke med om alle mine problemer. Jeg svømmede jo ikke ligefrem i venner, og jeg havde heller ikke mulighed for at se dem, takket være drengene nedenunder. Jeg havde mistet forfærdeligt mange betydningsfulde mennesker i mit liv i løbet af de sidste fem år.. Min morfar, farfar, farmor, lillebror, onkel, far.. Muligvis også min mor. Hun var i hvert fald ikke den samme længere. Jeg vidste at det også måtte tage hårdt på min mormor, hun var trods alt en ældre dame, og det måtte være hårdt at se folk, som burde have levet længe efter hun døde.. Forsvinde omkring hende, som støv.

 

Jeg lå og blundede hen, mens mine tanker gled igennem alle dilemmaerne, som meget fint havde bygget en kløft mellem mig om omverdenen. Jeg ønskede ikke at snakke med nogen af frygt for at bryde sammen, og virke svag.. Men på den anden side vidste jeg, at jeg heller ikke kunne stå alene med mine problemer meget længere. Det var for hårdt, og jeg var i forvejen for ødelagt. Livet var uretfærdigt. Hvis gud fandtes.. Så var han også uretfærdig. Verdenen var uretfærdig. Alt omkring mig var uretfærdigt. Min far skulle leve, min bror skulle leve.. Min familie skulle være en kernefamilie som den var før i tiden.. Hvis den da nogensinde var det, og det ikke bare var en facade? Jeg var ikke længere sikker på hvordan mit liv havde været før. Havde det egentlig været så godt, som jeg følte? Tiderne hvor vi havde hygget en fredag aften med slik og disney show.. Det stod pludselig så fjernt. Det var ikke længere en del af mit liv. Min fortid var ikke længere min fremtid, og måske var det dét som gjorde så ondt? At give slip på fortiden, og tage i mod fremtiden.

 

Det bankede hårdt på døren, og mit hjerte sprang et slag over da jeg fik et chok. Mit blik søgte mod døren, og jeg mumlede et søvnigt; ”Kom ind.”, lige inden døren gik op, og Zayn stod og kiggede på mig med et smil. ”Er du okay?”, spurgte han, og var hurtigt ovre ved mig. Jeg trak blot på skuldrende, og var taknemmelig for at Zayn ikke var typen som havde behov for at grave rundt i mine følelser, men bare lod det ligge. ”Hvornår skal i arbejde igen?”, spurgte jeg langsomt, da jeg indså at de ikke havde lavet det store mens jeg var hos dem. ”Først om to uger, så vi har en nogenlunde lang pause. Niall tager hjem til Irland i næste uge, og Danielle og Louis besøger deres kærester, så de vil gerne have det hele på plads inden de tager af sted, hvis du forstår.”, smilte han forsigtigt til mig. Jeg nikkede bare. De ville have fundet ud af noget af hensyn til mig, inden næste uge. Det var lige til at holde ud, selvom at dommen for mit vedkommende gerne måtte være kommet nu.

 

Jeg lænede mit hoved tilbage mod min hovedpude, og lukkede mine øjne i. De sidste par dage havde jeg døjet med hovedpine, hvilket højest sandsynligt skyldtes kaosset omkring mig. Jeg kunne fornemme Zayns blik hvile på mig, men forsøgte så godt som muligt at ignorerer det. Noget som mislykkedes da min telefon gav sig til at kime ivrigt fra det lille bord ved siden af sengen. Irriteret slog jeg hånden ud efter den, og mærkede min hånd folde sig sammen om den i første forsøg. Jeg kiggede med missende øjne på den, og opdagede hurtigt at det var min mormor.. Så behøvede jeg da ikke selv at ringe trøstede jeg mig med, inden jeg tog den og sendte et roligt smil til Zayn.

 

”Hej prinsesse.”, lød min mormors svage stemme i røret. Jeg trak svagt på smilebåndet ved lyden af hendes stemme. Hun var i slutningen af halvfjerdserne, og nok den mest friske person jeg kendte. Hun stressede rundt til diverse fritidsaktiviteter, og slæbte mine fætre og kusiner med til diverse forlystelsesparker. Den eneste hun havde opgivet var vidst mig. Heldigvis forstod hun, at der var andre ting der optog mig liv på nuværende tidspunkt. ”Hej granny.”, drillede jeg hende kærligt. Hun hadede når jeg kaldte hende granny, da hun mente at det i høj grad mindede hende alt for meget om hendes høje alder. Et mildt fnys lød igennem røret. ”Du er ikke hjemme vel?”, skiftede hun hurtigt emne. ”Nej?”, mumlede jeg spørgende. Der var et kort øjebliks stilhed inden hun fortsatte. ”Nicole, lov mig at du ikke tager hjem det næste stykke tid. Din mor er ikke helt sig selv, og det er bedst hvis du holder dig på afstand til hun igen kommer på rette fod. Kan du ikke spørge dine venner om du må blive lidt længere hos dem?”, hendes stemme blev tyk af sorg, da hun snakkede om min mor.. Hendes datter. Jeg vidste at hun var skuffet og bekymret, og var et øjeblik lykkelig for at hun ikke vidste noget om min skæbne. Det ville ødelægge hende endnu mere, at vide at jeg havde stjålet, bedraget, røget, fusket, drukket, taget stoffer.. Alt det hun ikke ønskede at hendes barnebarn skulle. Alt det hun havde forsøgt at holde mig langt væk fra. ”Jo, jeg skal nok finde ud af noget. Klare du dig eller skal jeg komme forbi?”, spurgte jeg forsigtigt. ”Det er okay, jeg skal nok klare mig. Pas du bare på dig selv, jeg har jo Hannah.”, lød hendes stemme i røret. Hannah var min moster.. Min mors søster, og sådan cirka den sødeste kvinde jeg nogensinde har kendt. Hendes mand – min onkel – døde, og efterlod hende alene med deres fire børn på henholdsvis alderen tre, syv, ti og tretten. Ikke at hun lod sig hylde ud af den ligesom min mor tværtimod kæmpede hun, og har nu et forholdsvis normalt liv igen. Selvom at der altid vil mangle noget for dem selvfølgelig. Det lå åbenbart til min familie at miste fædre.

 

I min tankestrøm nåede jeg slet ikke at registrere at hun sagde farvel, og lagde på. Det var først da jeg selv sagde farvel, og ikke modtog noget svar at jeg opdagede det. Zayn sad og kiggede bekymret på mig, og jeg skar en grimasse af ham, som fik ham til at trække på smilebåndet. Når det kom til stykket kunne han godt være ret nysgerrig, nøjagtig ligesom de andre drenge. ”Det var bare min mormor.”, sagde jeg efter lidt tids stilhed. ”Hvad sagde hun så?”, fortsatte han i et forsøg på at få mig til at uddybe. Et svagt suk brød over mine læber, og jeg overvejede om jeg skulle fortælle ham det. På den ene side var der en stemme som sagde, at det var mit problem og at det ikke ragede en kendt pop sanger, og på den anden side var der en stemme der sagde.. Hvorfor ikke?

 

”Min mor er røget tilbage i hendes gamle vaner efter min fars død, så min mormor sagde bare, at jeg ikke skulle tage hjem foreløbig.”, mumlede jeg så hurtigt, at jeg gik ud fra at han umuligt kunne have hørt det. Desværre tog jeg fejl, og han kiggede undersøgende på mig. ”Hvilken vane?”, kom det langsomt over hans læber. Han blev ved med at kigge på mig, som om han kunne grave hemmeligheden ud af mit hjerte bare ved at kigge. ”Hun er tidligere alkoholiker.”, sagde jeg bare tørt. Han nikkede svagt, og i hans blik spredte sig en følelse jeg hadede at være vidne til. Medlidenhed. ”Det er okay, jeg har klaret mig uden hende de sidste par år. Det er ikke den store forandring, at hun er fuld hver dag.”, sagde jeg med et skævt smil. Han nikkede tavst, men hans blik gled undersøgende over mit ansigt, i jagten på det mindste tegn på sorg. Han gav op da han ikke kunne finde noget. De ting der skete omkring mig gjorde mig stærkere. Ikke svagere. Jeg ville ikke græde, men jeg ville heller ikke grine. Jeg forholdt mig passiv i forhold til mit liv på nuværende tidspunkt, og sådan var det bedst. Hvis jeg ikke gjorde det.. Så ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde set alt for mange af mine venner ende med at svæve rundt i spiseforstyrrelser, stoffer, druk, angst.. Diverse andre psykiske lidelser. Blot på grund af, at de havde et lidt dårligere liv end deres sidekammerat i skolen. På grund af selvmedlidenhed. På grund af de billeder af kernefamilier deres klassekammerater byggede op, blot for at virke lykkelig udadtil. Ingen familie var perfekt, alle har deres hemmeligheder. Intet liv er perfekt. Ikke engang drengenes.

 

Jeg sukkede svagt. Intet liv var perfekt, nej. Men tanken om at det ville blive ved med at være sådan et stort rod var alligevel trist. Man kan vel trøste sig med tanken om, at det altid vil være det der er værre. Der vil altid være et eller andet som er værre end det man bliver udsat for. Jeg opdagede at mine øjne havde fundet mine hænder, som sad og pillede ved dynebetrækket, og mit blik kørte straks op. Det første de mødte var Zayns øjne. Zayns brune, beroligende øjne. Jeg vidste at tilliden lyste ud af mig, og et smil bredte sig på min læber. Der var altid det der var værre.. Tænk hvis jeg ikke havde Zayn?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...