Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19137Visninger
AA

7. Kapitel 5.

 

Jeg havde gættet forkert. Jeg fik ikke 'turen' da jeg kom hjem. Jeg blev bare sent direkte op på det værelse jeg havde fået tildelt mig, og han forklarede at ingen måtte tale til mig. Jeg vidste ikke hvor længe det ville vare, og hvor sur han var. Jeg vidste bare at det var slemt. Virkelig slemt. Især når det kom fra Louis. Den normalt sjove, spøgefulde og rolige Louis. Jeg kunne mærke de andre kigge forvirret på ham, og fornemme blikkende på min ryg, da jeg hastede op af trappen. Selv da jeg gik op af trappen kunne jeg ikke være alene. Zayn gik lige bag mig, og låste uden et ord døren ind til mit værelse da jeg var kommet derind. Man kunne kun åbne vinduet meget lidt, og så var der en lås der blokerede for det resten af vejen. Ingen mulighed for flugt, eller det der mindede om.. Men hvis det skulle være på den måde, tjah. Så blev det på den måde. Det var den tanke der fik mig til at tænde smøgen, og ryge inde i det lille værelse. Jeg indhalerede ivrigt, indtil døren blev slået op, og den krøllede dreng, Harry stod og kiggede på mig med et irriteret blik. ”Så man kan ikke lade dig være alene en nat, uden at du skal ødelægge et eller andet? Fedt.”, vreden lyste igennem hans øjne, mens jeg blot kiggede tomt på ham. Min facade skjulte enhver følelse, men det var egentlig heller ikke fordi jeg følte det store. Jeg var ligeglad med ham, og han var ligeglad med mig. Om en uge ville jeg nok alligevel sidde i et ungdomsfængsel, og de ville have glemt alt om mig. Det galt bare om at overleve tiden i det her helvede så længe. Selv fængslet var bedre end det her, vil jeg vove at påstå.

 

Jeg kunne stadig fornemme Harrys blik hvile på mig, men jeg gled ind og ud af tankeverdenen, og havde derfor ikke tid til at registrere, at han lagde armene om mig og trak mig ind til ham. Det var først da jeg stod i omfavnelsen, at jeg opdagede de tårer, som langsomt gled ned af mine kinder. Jeg hulkede ikke, eller brød sammen. Tårerne løb bare langsomt ned af mine kinder. Jeg var normalt ikke typen som græd, eller viste tegn på svaghed. Derfor skuffede det mig også, at jeg ikke havde kunnet holde det inde. Heldigvis holdt Harry mig stramt ind til ham, og jeg kunne skjule mit ansigt mod hans brystkasse. Jeg faldt langsomt ned, og stod nu bare og klamrede mig til hans trøje, mens jeg forsøgte at finde en eller anden form for samling i alt det der var sket de sidste par dage. Harrys hånd kørte forsigtigt over mit hår, og han mumlede nogle utydelige ord, som jeg ikke forstod noget af, men de beroligede mig alligevel. Jeg sukkede svagt, og trak mig så langsomt væk fra ham. ”Du må ikke snakke til mig.”, kom det fortvivlet over mine sprukne læber. Jeg kørte hurtigt min tunge over dem. Jeg var tørstig, men jeg havde bedre ting at fokusere på lige nu. Hans blik kørte ned til min læber. ”Du er tørstig.”, konstaterede han langsomt. ”Louis sendte dig herop, uden at give dig noget at drikke eller spise.”, fortsatte han langsomt. Jeg kunne se han var forbløffet. Mere nåede jeg ikke at se før han greb min hånd og trak mig med ud af værelset, og ned af trappen mod køkkenet. De andre drenge var stadig oppe, og sad nede i køkkenet. De stirrede forvirret på mig og Harry, og Louis sendte Harry et irettesættende blik, som han ignorerede. Jeg fulgte Harry med øjnene, mens han rodede rundt i køleskabet, og kort tid efter placerede mig på en stol med et glas vand, og noget lasagne han hurtigt havde opvarmet i mikrobølgeovnen foran mig. De andre drenge sendte Harry et forvirret blik, men han rystede bare på hovedet til dem, som tegn på at de skulle vente. Jeg vidste at de ville få hele historien, så snart jeg var kommet op på mit værelse igen. Maden gled langsomt ned, og jeg mærkede sulten forsvinde. Efter at have tømt tre glas vand kiggede jeg udmattet på Harry, og han trak mig hurtigt med op af trappen igen. Han viste mig et lille badeværelse, og jeg børstede tænder, skiftede til nattøj og hvad jeg ellers skulle. Efter det førte Harry mig tilbage til mig værelse, og trak mig kort ind i et kram. ”Sov godt Nicole.”, smilte han forsigtigt til mig. Jeg nikkede blot tøvende, stadig forvirret over hvorfor han pludselig opførte sig så sødt overfor mig. Så smækkede døren i, og jeg sank ned i sengen, mens tankerne fløj omkring mig, og inden jeg vidste af det sov jeg.

 

 

**

 

 

Jeg vågnede med et sæt. Min vejrtrækning var tung og besværet, og jeg trak vejret i små, hivende gisp. Mine øjne flakkede rundt i rummet, og det tog mig et kort øjeblik at falde til ro. Der var mørkt, og jeg fik hurtigt famlet mig hen til stikkontakten. Så snart værelset var oplyst sank jeg sammen på sengen igen, og stirrede på alle de små ting der stod rundt omkring. Jeg indså hurtigt, at det her ikke var noget gæsteværelse, men derimod en af drengenes værelser, og ud fra Harrys humør da jeg røg derinde, og de utallige katte figurer der stod sirligt i vinduet, ville jeg satse på at det var hans. Mine øjne fangede en guitar i hjørnet, som stensikkert var Nialls og jeg konkluderede hurtigt at Harry havde kastet sig ud i det projekt, at han ville kunne spille guitar. Min øjne fortsatte lidt rundt i lokalet inden de igen landede på guitaren. Da jeg var yngre havde jeg spillet guitar, men jeg var stoppet efter min brors død, for at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne overleve uden de ting der betød mest for mig. For at bevise, at jeg ikke holdt så meget af noget, at jeg ikke kunne undvære det. Jeg vidste godt at det nok ikke var den rette fremgangsmåde, men i min sorg havde jeg nok været ret ligeglad.

 

Jeg rejste mig, og gik med søvnige skridt over, og tog fat i guitaren. Det var en helt normal western guitar, men jeg vidste at den nok havde kostet mere end en normal teenage dreng havde råd til. Ikke at det påvirkede mig det store.. Jeg havde brug for noget til at aflede min opmærksomhed, og musik var vidst et godt valg. Jeg placerede langsomt mine fingre mod de tynde strenge, og gennemsøgte hurtigt min hjerne efter en sang jeg kunne huske. Det eneste der dukkede op var 'Further Away' med Ben Howard, og 'Lost' med Anouk. Jeg kørte langsomt min hånd over guitaren, og melodien fra Lost begyndte. Jeg sang den til min brors begravelse, og det havde været den sidste sang jeg spillede og sang. Derfor var det vidst også kun retfærdigt, hvis det var den første jeg sang efter pausen. Et smil spredte sig over mine læber, da sangen langsomt fyldte rummet. Jeg savnede min bror virkelig meget, men det var også nødvendigt at komme videre. Det var en lang process, men det var ikke umuligt. Mens tankerne, og lydene fløj omkring mig kørte mit blik hurtigt over til det lille digitalur ved siden af sengen. De røde tegn lyste klart op, og viste meget præcist at klokken netop havde ramt 07:49. Normalt var jeg ikke typen der stod tidligt op, men ting forandre sig jo.

 

Jeg sang lavt, og forsigtigt for ikke at vække nogen, så det kom som et chok for mig, da alle drengene væltede ind af døren netop, som jeg havde afsluttet den sidste tone. Zayn og Harry kiggede søvnigt på mig, mens Louis, Niall og Liam så friske og vågne ud. ”Var det dig der sang?”, udbrød Niall lykkeligt. Jeg overvejede et kort øjeblik at benægte, men indså at der ikke rigtig var noget musikanlæg eller lignende i rummet, som jeg kunne skyde skylden på. Til sidst trak jeg bare på skuldrende, og smilte skævt til ham i et forsøg på at få ham til at snakke om noget andet.. Uheldigvis er Niall ikke typen som forstår hentydninger, så i stedet for at holde mund, kastede han sig ud i en lang tale om hvor fantastisk det lød, alt i mens Liam forsøgte at tysse på ham. Han gav dog hurtigt op, og skubbede ham i stedet irriteret ud af døren. ”Lav morgenmad Niall, vi kommer om lidt!”, råbte Liam gennem hele huset, og man kunne hører Niall sukke og traske højlydt ned af trappen, i et forsøg på at virke sur. Jeg rystede bare på hovedet af ham, og kiggede så op på de resterende drenge. ”Hvorfor sagde du ikke, at du kunne synge?”, overtog Louis forundret. Jeg trak på skuldrende, men endte alligevel med at mumle et; ”Jeg synger ikke længere.”. Jeg kunne godt hører hvor latterligt det lød, da jeg lige havde vækket dem ved at synge. Louis syntes vidst også det var underligt, for han sendte et mistænksomt blik mod Zayn, som hurtigt fik givet ham et blik tilbage. To sekunder efter havde Louis, Harry og Liam forladt rummet, og Zayn stod og kiggede spørgende på mig. ”Nicole, hvorfor fortalte du det ikke? Det virker måske ikke vigtigt for dig, men du ved tydeligvis godt at du kan synge, og der er et eller andet der plager dig. Vi bliver nød til at være mistroiske over for det mindste, det bliver du nød til at forstå.”, sagde han langsomt, og sank ned i sengen ved min højre side. Jeg rettede forsigtigt mit blik i mod ham, og trak langsomt på skuldrende. ”Jeg synger bare ikke.”, mumlede jeg endnu engang. Jeg kunne godt se at han ikke hoppede på den, men han valgte heldigvis at lade den ligge. Jeg skulle under ingen omstændigheder fortælle en fyr, som jeg knapt nok havde kendt i to dage, om alle mine problemer.

 

Jeg traskede ned af trappen efter at have redt hår, børstet tænder og trukket en stor sweater på over nogle sorte, stramme bukser. Jeg kunne hører drengene diskutere ude fra køkkenet, og en masse larm fra gryder. Det første syn der mødte mig da jeg kom der ned var da også Niall der havde kastet sig ud i en diskussion med Harry, om hvorvidt femten æg var nok til at lave røræg af, og Louis der stod med røven i vejret og rodede rundt i et lille skab, hvorfra halvdelen af indholdet, som bestod af gryder og pander var trillet ud, og havde lagt sig i en radius af to meter omkring ham. Jeg kunne ikke holde et lille grin tilbage, og straks stirrede alle drengene på Zayn og jeg. Jeg vidste at de nedstirrede Zayn for at finde ud af, om han havde fået lokket svaret ud af mig, og vidste at han skuffede dem ved at ryste på hovedet. I stedet for at lade mig påvirke bøjede jeg mig ned og samlede to pander om fra gulvet. ”Hvad laver du med alle de her pander Louis?”, spurgte jeg forvirret. Han drejede kroppen, og hans øjne mødte mine, men kørte straks ned til panden i min hånd. ”Har du taget min stegepande?!”, hvinede han chokeret, og jeg må ærligt indrømme at mine første tanke var; 'auch, den sad'. Ikke at jeg viste det selvfølgelig. Jeg slog bare op i en høj latter, og rystede på hovedet. ”Den lå på gulvet, sammen med alle de andre gryder og pander!”, smilte jeg forsigtigt til ham. Han kiggede undersøgende på mig, men godtog så mit svar, og snuppede panden ud af hånden på mig. ”Vi siger sytten, et halvt æg Niall! Så er det i midten!”, udbrød Harry triumferende. ”Et halvt?”, udbrød Louis fortvivlet, og stirrede ned i æggebakken, i et forsøg på at finde ud af hvordan man kun tog et halvt æg. Endnu engang måtte jeg holde min latter tilbage, og kunne ud fra de tilbage holdte fnis bag mig, hører at Zayn kæmpede en mindst lige så brag kamp. Niall surmulede et kort øjeblik, men nikkede så.. Mere nåede jeg dog ikke at se, da min telefon kimmede ivrigt i min lomme. Min hånd gled ned i min lomme, og rodede et kort øjeblik rundt i et forsøg på at få min mobil op. Et forsøg som tilsidst lykkedes efter ti sekunders indædt kæmp. Navnet 'Mor' lyste op på skærmen, og jeg sukkede svagt. Hun havde været meget overbeskyttende efter min brors død, men da mine forældre valgte at blive skilt var det som om hun glemte mig. Ikke at det gjorde mig noget, at kunne være væk et par dage uden at hun sagde noget til det.. Det var bare lidt underligt. Jeg trykkede langsomt på den grønne telefon, og kørte så telefonen op til øret.

 

Nicole? Nico, er du der?!”, min mors stemme lød angst, og jeg mærkede straks panikken sprede sig. ”Jeg er lige her mor, hvad er der?”, mumlede jeg svagt. ”Hvor er du henne?”, udbrød hun. Hun lød forvirret, og lød slet ikke som den selvsikre kvinde jeg kendte. ”Jeg er hos nogle venner. Jeg kommer hjem om en uge, håber det er okay, men hvad er der?”, sagde jeg endnu engang. Jeg indså at jeg havde glemt at fortælle hende, at jeg tog af sted, men det var for sent at gøre noget ved det. ”Jeg er hos din far. De regner ikke med at han lever meget længere. Han er, vi er .. På The Royal Marsden.”, mumlede hun inden hun brød sammen. Jeg kneb mine øjne sammen for at holde tårerne tilbage, men det mislykkedes stort set. ”Det okay.. Jeg kommer måske mor, giv ham et kram fra mig. Jeg elsker jer.”, mumlede jeg svagt, inden jeg lagde på.

 

Jeg kunne mærke alle drengenes blikke hvile på mig, men vente mig blot om mod Zayn. Hans øjne fangede hurtigt tårerne i mine øjne, og det anstrengte smil på mine læber. ”Vil du kører mig på hospitalet? Min far er på The Royal Marsden.. Han er døende.”, ordene kom langsomt og tøvende. Han kiggede sørgmodigt på mig, og hans blik var fyldt med medlidenhed. Noget som jeg i den grad ikke ønskede. Men han nikkede, hvilket gjorde mig glad. Ingen af de andre drenge fulgte efter da vi gik ud, og tog sko på. Det gjorde mig glad, at de ikke alle sammen ville med og glo på mig. Jeg havde brug for at sige ordentligt farvel til min far, og det kunne jeg bedst gøre alene. Jeg sank ind på bilsædet, og Zayn lukkede døren efter mig inden han selv steg ind på den anden side. ”Hvor slemt står det til?”, sagde han med blikket rettet mod vejen. ”Slemt.”, sagde jeg køligt, mens jeg lænede mit hoved mod vinduet. Det sitrede let i det, og glasset var koldt mod min kind. Jeg fulgte træerne i siden af vejen med øjnene, mens jeg lagde alle tanker bag mig. Min hjerne var helt tomt, og jeg følte intet. Det hele kom først tilbage, da Zayn åbnede min dør, og meldte ud at vi var ankommet.

 

Damen bag skranken var en ældre dame med håret sat op i en stram knold. Umiddelbart ville jeg sige at hun så sur ud, men da vi kom derover viste det sig at hun var ret flink. Hun snakkede løs, og fik en til at glemme hvorfor man var kommet.. Det var egentlig meget rart.. At tænke på noget andet altså. Et smil prydede hendes læber, og fik hende til at se ti år yngre ud. Hendes øjne lyste varmt, og jeg smilte stort tilbage. Indtil jeg kom i tanke om hvorfor jeg var kommet, og fik spurgt hvor Jonathan Evans lå. Det viste sig at de havde tre med samme navn liggende, men vi fik hurtigt konstateret at den Jonathan jeg ledte efter højest sandsynligt lå på intensiv. Det var der jeg nu var på vej hen, mens min hånd havde fanget Zayns og nu var i fuld gang med at klemme livet ud af den. Han kiggede op til flere gange bekymret på mig, men jeg sendte ham bare et sorgmodigt blik, og han forstod at der ikke var noget unormalt over min reaktion. Min vejrtrækning var besværet, og tårerne kæmpede en konstant kamp for at komme ud. Jeg havde ikke regnet med at min fars død ville komme så hurtigt, og jeg vidste at min mor heller ikke havde forventet det. Ingen havde forventet det. Kræften havde spredt sig om natten havde damen ved skranken fortalt. Det var gået hurtigt, og der havde ikke været noget at gøre. Ikke at hun kendte ham, men hun havde hans journal liggende. Det ville blive underligt ikke at have en far at gå til, når ens liv blev lidt for meget. Jeg kunne altid snakke med ham, når jeg havde problemer. Udover det frygtede jeg min mors reaktion. Jeg var bange for, at hun blot blev endnu mere ligeglad med mig, og opførte sig som om livet var ligegyldigt. Pludselig indså jeg, hvor meget jeg savnede det liv jeg havde haft før. Jeg savnede de aftner i parken, hvor man løb rundt og legede med vennerne, og de dage hvor man var i klub efter skoletid.. Dengang mine forældre ikke var skilt, og vi sad og så film i stuen.. Med Jamie.

 

Jeg stivnede da vi stod foran døren ind til hans stue. Jeg var bange for hvad jeg ville se, og forstillede mig de værste scenarier udspille sig for øjnene af mig. Men da jeg åbnede døren, og trådte ind mødte jeg bare en hvid seng, hvori min far lå. Han var lidt blegere end sidst jeg så ham, og havde mørke render under øjnene, men hans øjne lyste af glæde da han så mig. Hans smil var varmt og kærligt selvom at han var døende. Intet havde forandret sig, udover at min far var ved at forlade mig. Jeg kunne ikke se min mor, men der stod en stor buket blomster ved siden af hans seng. Jeg havde helt glemt Zayn der stod bag mig, men egentlig tror jeg ikke han havde forventet andet. Jeg fløj ind i min fars arme, og klamrede mig til ham. ”Du må ikke forlade mig.”, mumlede jeg hulkende ned i hans grålige hår. ”Shh.”, mumlede han bare, mens hans hånd strøg mig over håret. Ikke at det beroligede mig det store, men det var stadig rart. Jeg hørte døren gå op bag mig, men jeg kiggede ikke op for at se hvem det var, indtil jeg mærkede nogle spinkle arme omkring mig, og vidste at det var min mor. ”Nicole, du er nød til at sige farvel nu..”, sagde hun forsigtigt, mens hun holdt om min far og jeg. ”Jeg vil blive her!”, min stemme var grødet, men kraftfuld. ”Det kan du ikke Nico, min pige.”, sagde min mor igen. Jeg drejede hovedet og mødte hendes røde øjne. ”Far, sig til mor at jeg godt må blive her!”, jeg vente mig om, og sendte ham et håbefuldt blik. I stedet rystede ham bare på hovedet, og jeg mærkede alle mine facader falde til jorden. Jeg rystede fortvivlet på hovedet. ”Hvorfor?”, var alt jeg fik over mine læber. Jeg mødte hans fortvivlede blik, men så intet som kunne give mig den mindste smule håb. ”Det er for sent Libby. Det er kun et spørgsmål om timer, minutter.. Jeg fik dem overtalt til ikke at give mig morfin, fordi jeg ville være ved fuld bevidsthed når du skulle se mig, men de kommer om lidt og giver mig en dosis mod smerterne, og derefter vil jeg ikke have du ser mig.”, jeg kunne hører at det var hårdt for ham at sige ordene, og at det også gjorde ham ked af det. Måske endda vred. ”Jeg er ligeglad, jeg vil være hos dig.”, mumlede jeg, mens tårerne løb ned af mine kinder. Han rystede bare på hovedet, og kort efter mærkede jeg nogle stærke hænder gribe fast om mine overarme. ”Libby, du bliver nød til at gå med.”, mumlede Zayn forsigtigt i mine ører, for at få mig til at slappe af. Det havde ikke den store indflydelse, og i stedet kæmpede jeg bare for at rive mig fri. ”Lad mig sige farvel Zayn.”, mumlede jeg, mens jeg endnu engang prøvede at rive mig fri. Jeg fik noget af et chok da han blot gav slip, og jeg vaklede et par skridt bagud inden jeg genvandt balancen. Jeg kiggede kort på ham, men han nikkede blot hen mod min far. Der gik ikke et sekund, før min arme endnu engang hvilede om min far. ”Jeg elsker dig far, ikke forlad mig.”, hviskede jeg ned i hans hår. Jeg kunne mærke et blitz og mine øjne mødte min mor, som stod med et kamera foran hovedet. Jeg stirrede et kort øjeblik, så rystede jeg på hovedet og gik ud af rummet med Zayn i hælene.

 

Jeg græd stadig, da vi gik mod bilen og der var en akavet stemning. Zayn vidste tydeligvis ikke hvad han skulle gøre, og jeg var dybt skuffet over min mors handling derinde. Man tager ikke billeder af en døende mand.. Det gør man bare ikke, uanset hvor godt man kender personen. Men selvfølgelig.. Han var jo også døende for tre dage siden, og der tog hun sikkert også billeder. Hun er typen som skal have minder om alt. Endnu engang rystede jeg svagt på hovedet. Mine øjne mødte Zayns og jeg fremtvang et smil. Mit humør skulle ikke gå udover ham, det ville være synd for ham. Hans hånd strøg mig forsigtigt over håret, og han trak min ind i et svagt kram, inden han åbnede bildøren for mig, og endnu engang satte sig ind ved siden af mig.. ”Er du okay?”, smilede han forsigtigt til mig. Jeg kendte ikke selv svaret, så jeg trak blot på skuldrende. Men hvor okay kunne man være, når ens far var død? Eller død i min verden, for jeg kom aldrig til at se ham igen. Jeg sukkede svagt, og så ændrede jeg det til en hovedrysten. Hans hånd lagde sig på min, og han smilte forsigtigt. Mit blik søgte hans, og jeg smilte tøvende tilbage. Jeg skulle nok komme igennem det her, jeg havde jo Zayn. For det vidste jeg. Som den eneste ting, vidste jeg at jeg havde Zayn, og at han ikke havde tænkt sig at droppe mig. Jeg vidste at han ville blive, og hjælpe mig igennem det her. Det der bekymrede mig, var de andre. Jeg vidste stadig ikke hvad de ville stille op med mig, og jeg vidste at hvis de andre sagde at de syntes jeg skulle ryge i ungdomsfængsel, så ville Zayn ikke kunne ændre noget.. Og hvad hvis de nu besluttede at jeg kunne tage hjem, og leve mit liv videre? Ville jeg overhovedet kunne det, uden min far? Uden drengene, som jeg kun havde kendt to dage, men som alligevel havde hjulpet mig utrolig meget. Der var så forfærdelig mange spørgsmål jeg gerne ville have svar på, og som tingene var lige nu, lod det til at tiden var den eneste der havde svarende, og tiden var desværre en forfærdeligt langsom kilde. Jeg sukkede svagt. Nogen gange ville jeg ønske jeg var synsk. Jeg havde brug for svar.. Svar for at leve livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...