Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19058Visninger
AA

6. Kapitel 4.

Jeg sad ved siden af Louis på vej over mod Jasons hus. Jeg havde forklaret ham hvad Jason hed, og hvor gammel han var, men så heller ikke mere. Resten måtte være en overraskelse. Jeg sagde stort set ikke et ord, selvom at vi skulle sidde i bil i omkring fyrre minutter.. Noget som underligt nok var mere akavet, end at føre en samtale med ham. Det var også en af de ting der fik mig til at snakke med ham, uden at han sagde noget først. ”Jeg er undskyld for det med.. Jeres ting og mig.. Du ved, at jeg ville stjæle..”, mumlede jeg langsomt, lidt tom for andre ideer om et samtaleemne. Han holdt sine øjne rettet mod vejen, men smilte svagt. ”Det er okay Nicole. Vi fik bare et chok, da alle vores sangtekster og sådan ligger på vores computere.. Resten af tingene kunne vi jo altid købe igen. Det er ikke ligefrem fordi vi mangler noget.”, sagde han med et skævt smil. Jeg nikkede bare svagt. Godt, så fik vi det på det rene. Jeg havde sagt undskyld, og havde startet en samtale, hvilket var fremskridt. Tavsheden spredte sig igen, men denne her gang brød jeg den ikke. Jeg sank bare ind i mine tanker, og tænkte tilbage på gårsdagens oplevelser. Jeg savnede allerede min far forfærdeligt meget, og bekymringen for ham hvilede konstant lige under overfladen. Ikke at jeg viste den udadtil, men den var der. Jeg minedes tydeligt den forandring jeg på kort tid havde set hos ham. Han havde set så træt og udmattet ud, slet ikke som den far jeg normalt kendte.

 

Jeg var så langt væk i mine tanker, at jeg slet ikke lagde mærke til at bilen stoppede ude foran Jasons lejlighed. Det var først da Louis afbrød min tankestrøm, at mit blik søgte mod lejligheden. Jeg kunne se en svag røg komme ud fra hans lejlighed, og vidste at rummet højest sandsynligt var tyk af røgen fra deres joints, ikke at det påvirkede mig synderligt, men jeg vidste ikke med Louis.. Louis virkede ikke som typen der kunne finde på at tage stoffer, selvom at han sikkert kunne blive ret sjov efter et par joints. Jeg rystede frustreret på hovedet, jeg skulle sørge for at holde Louis væk fra alt sådan noget.. Ellers ville de andre drenge aldrig tilgive mig, og det ville være ret akavet, da jeg i forvejen havde givet dem rigeligt med grunde til at hade mig. Hade mig, afsky mig, frygte mig.. Alt det som jeg havde forsøgt at opnå, og som jeg nu havde opnået. Jeg havde troet det ville føles bedre, at mærke adrenalinen pumpe i kroppen, når man blev taget i at stjæle, men for at være ærlig var det meste af det man følte, bare den knugende fornemmelse at dårlig samvittighed. Måske var det fordi de var så søde mod mig, hvis de bare havde smidt mig i fængsel havde følelsen nok været lidt anderledes. Men det kunne ikke ændres. Sket var sket, shit happens og hvad man nu ellers siger. Jeg sukkede svagt, og steg så ud af bilen. Louis sendte mig et spørgende blik, men jeg smilte bare beroligende til ham, ellers gjorde i hvert fald et ynkeligt forsøg på det. Det endte nok mest af alt i en mislykkedes grimasse.

 

Jeg trådte ind i opgangen efter at have ringet på op til Jason. Lugten fra røgen hang tungt, og sødt i luften. Louis lagde vidst ikke mærke til det, og ellers lod han sig i hvert fald ikke mærke med det, for han fortsatte roligt op af trappen. Døren ind til lejligheden stod åben, og jeg trådte uden tøven ind. Jason sad i en af de store, sorte sofaer som stod langs den ene væg. Han røg en joint, men da han så mig rejste han sig hurtigt op, og trak mig ind i et kærligt kram. ”Nico! Vil du have en? Jeg har også noget andet, hvis det er!”, sagde han med et stort smil klasket i hovedet, og hentydede til hans joint. Jeg rystede bare på hovedet, og skævede over mod døren hvor Louis stod med et chokeret ansigtsudtryk. Jason fulgte mit blik, og nikkede langsomt og med et tåget blik. Man kunne tydeligt fornemme, at han for længst var langt væk i stofferne, og jeg kiggede bekymret på ham. Jeg var egentlig ikke bange for ham, selvom at man ofte hørte om folk som blev utilregnelige når de var skæve. Jason blev bare ret kærlig, afslappet og som han selv sagde det, problemløs. Ukompliceret. Jeg smilte forsigtigt, men det ændrede sig hurtigt til en grimasse, da Jason højlydt råbte til Louis. ”Dig der i døren! Vil du have et indblik i den sorgløse verden?”, han slog op i en høj latter lige efter at han havde sagt det, som om han lige havde fyret verdens bedste joke af. Louis kiggede forvirret over på mig, og besluttede mig for at svare for ham. ”Louis tager ikke stoffer Jason.”, køligheden hvilede tungt i ordene, og jeg smilte forsigtigt over mod Louis. Han rystede bare på hovedet, inden han drejede omkring og gik nedenunder. Jeg besluttede mig for ikke at følge efter.. Frihed var vel bare en positiv ting. Der var omkring tyve andre mennesker presset ind i den lille lejlighed. De fleste sad og kyssede heftigt, mens andre røg eller drak. Jeg kendte de fleste, men ingen af dem var nogen jeg havde lyst til at snakke med. ”Jason, skal vi ikke gå en tur?”, spurgte jeg med et skævt smil. Han trak bare på skuldrende, og kort tid efter var jeg nede på gaden med ham. Jeg kunne ikke se Louis nogle steder, men vi var også smuttet ud af bagdøren. Den lille baggård virkede større i det svage lys, og jeg mærkede kulden krybe omkring mig. Jeg skjulte mine hænder i de lange ærme på den grønne skovmandsskjorte, og skævede forsigtigt over mod Jason. Han var ikke ligefrem typen man kunne kalde lækker, og hans frisure gjorde bestemt ikke situationen bedre. Alligevel havde han en eller anden underlige måde, at få en til at føle sig tilpas, og glad i hans nærvær.

 

Vi traskede ned igennem de sparsomt belyste gader. De fleste folk var gået i seng, og da jeg skævede til uret på min mobil viste klokken også med fed skrift '23:03'. Vi havde været væk fra festen i omkring en halv time, og hvis jeg kendte Louis ret, så var han begyndt at lede efter mig. ”Jason?”, mumlede jeg forsigtigt. Min stemme var hæs, og jeg kunne mærke sorgen komme kravlende. Mine følelser blev altid meget stærkere om aftenen, hvilket også skete nu. ”Mhm?”, mumlede han blot, mens han tog et sug af den smøg han nu havde skiftet jointen ud med. ”Er jeg et dårligt menneske?”, spurgte jeg tøvende. Jeg havde brug for at snakke med en som virkelig kendte mig, og min side af historien. ”Ikke værre end så mange andre.”, lød svaret fra ham. Han tog endnu et sug af hans smøg, og vente mig langsomt om mod ham. ”Jeg er et forfærdeligt menneske Jason. Indrøm det nu bare.”, ordene kom hårde og kølige over min læber. Jeg ved ikke hvor mit pludselige temperament kommer fra, men det blusser op med en ukendt styrke. Jeg ved egentlig godt, at det bare er et forsøg på at dække over sorgen, men jeg vælger at ignorere det, og bare lade vreden fylde mig. Ikke vreden på Jason, Louis, min far, mor eller nogen af de andre drenge. Bare et indædt had til mig selv, og den person jeg er blevet. Det lyder måske nemt nok at sige, at man skal ændre sig. Men tro mig, det er en lang process. En lang og hård kamp, som man ikke kan tage alene. Der er så mange små ting, som man ikke tænker over at man skal stoppe med, fordi de er blevet til vaner. Rygning, druk, misbrug af stoffer, fester, skældsord, vrede, sorg. Alle de ting er bare nogle få som man skal rette op på, og bare det at droppe smøgerne er en kamp. Udover det er der selvfølgelig også det faktum, at man er nød til at rette op på de ting, som fik en til at begynde med det hele i starten. I mit tilfælde mine forældre, og det er jo tydeligvis for sent. Min far ligger døende, og min mor sidder knust af sorg og ensomhed i et lille parcelhus.

 

Jeg kunne mærke problemerne samle sig omkring mig, og uden videre krympede jeg mig sammen og hulkede. Jeg havde ikke set det komme, og blev mindst lige så chokeret over min reaktion som Jason. Han havde aldrig set mig græde før, og jeg kunne tydeligvis se at han syntes situation var meget ubehagelig. Jeg kørte hænderne igennem mit hår, mens jeg hulkede svagt. Jason stirrede bare målløs på mig, og jeg vidste at han i fuldskab overvejede om han skulle smutte, eller stikke mig en smøg. Akavet strøg hans hånd over min ryg, og han klappede mig på hovedet. Hvis situationen ikke havde været så alvorlig, så ville jeg nok have brudt ud i latter. Hvor tit er det lige at ens junkie ven står og klapper en på håret, mens han indædt prøver at holde læberne sammenpresset så hans smøg ikke ryger på jorden?

 

Det tog mig cirka fem minutter at samle mig, så rettede jeg mig op, og tørrede de sidste tårer væk. ”Undskyld Jason.”, sagde jeg forsigtigt. ”Det ok.”, mumlede han fjernt. Han havde sikkert allerede glemt at jeg havde grædt. Jeg rystede svagt på hovedet, og trak en smøg op, som jeg hurtigt fik tændt, og indhaleret. ”Vi må hellere gå tilbage, jeg tror Louis leder efter mig.”, sagde jeg efter lidt stilhed. Han nikkede langsomt, og satte kursen mod hans lejlighed. Turen føltes længere end den havde gjort da vi var gået derhen, men til sidst stod jeg i hans baggård og gav ham et forsigtigt kram. ”Vi ses Jason, jeg smutter nu. Hvis Louis er deroppe, så bare sig at jeg venter nede foran.”, sagde jeg langsomt inden jeg drejede omkring, og gik om foran. Louis' bil holdt der stadig, og uden tøven begav jeg mig over mod den. Netop som jeg nåede hen til den kom Louis væltende ud af opgangen. Jeg kunne se skuffelsen vælte rundt i hans blik, og mærkede samvittigheden stige indtil jeg frygtede at jeg hvert øjeblik kunne bryde sammen. ”Undskyld Louis. Jeg havde brug for at snakke med Jason.. Jeg skulle have sagt noget.”, mumlede jeg undskyldende. Han sagde ikke et ord, han skubbede mig bare ind i bilen, inden han selv placerede sig på førersædet. Jeg vidste at han var vred, skuffet og ked af det. Ked af min måde at handle på, og forarget over alt det jeg gjorde. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, for lad os være realistiske.. Jeg kender ikke drengen på nogen måde. Udover at jeg ved, at han har udtalt sig om at han elsker gulerødder, hedder Louis og er med i et boyband. Et verdenskendt boyband.. Det med gulerødderne kan lige så godt være et medietrick, så det er jeg faktisk ikke helt overbevist om passer. Jeg sukkede svagt, og besluttede mig for at tænke det hele igennem inden vi nåede hjem. Jeg vidste at når jeg kom hjem ville jeg få hele turen. Den tur man fik af sine forældre, når man kom en time for sent hjem en lørdag nat.. Eller en torsdag aften, hvor man havde drukket lidt for meget efter deres smag. Det var bare noget lidt andet, når det var nogen på ens egen alder ordene kom fra..

 

Jeg skruede op for musikken da 'We Are Young' kom i radioen, og jeg trak svagt på smilebåndende. Det havde været Claires - min bedsteveninde før jeg ødelagde det hele – ynglingssang. Jeg kunne mærke at Louis skævede over til mig, men ignorerede det hastigt. Egentlig var Claires musik langtfra min musiksmag, men det var ikke ensbetydende med at der ikke lå nogle dejlige minder i den sang. Desuden var det jo kun godt at være åben over for andre ting. Noget som jeg bestemt ikke havde været det sidste års tid. Det ville ikke være helt skidt, at kunne spole tiden tilbage. Se hvordan det hele havde været endt, hvis min lillebror Jamie stadig havde været i live. Så havde alt nok været anderledes, og jeg havde nok spillet fodbold med ham, i stedet for at drikke og ryge. Man kunne vel sige at jeg havde mistet min bedre halvdel sammen med ham. Jeg var i hvert fald ikke blevet et bedre menneske efter hans død, og jeg savnede ham forfærdelig meget. Hans store blå øjne, og hans blonde hår som stod i stærk kontrast til mit brune. Det evige smil der havde befundet sig på hans læber, og de røde æble kinder. Den måde han charmede sig ind på alle, og hvordan man ikke kunne være sur på ham i mere en et minut. Han løste alle skænderier og problemer med hans sorgløse gemyt.

 

Mine øjne søgte op mod den mørke himmel, som om jeg kunne få et sidste glimt af ham. Men jeg vidste at han var væk, og at jeg aldrig ville få ham at se igen, udover på gamle, slidte familiebilleder. Forhåbentlig havde han fået store, bløde vinger og nød livet deroppe.. Og havde fået nogle venner indtil vi andre kom og slog os til ham. Men der var jo ikke længe til at han fik far tilbage. Jeg sukkede svagt. Mit liv var i hvert fald ikke blevet mindre kompliceret efter de sidste to dage. Nok nærmere det modsatte. Men problemer kommer, og problemer går.. Sådan er livet. Det var jo heller ikke fordi mit liv var kedeligt. Det var fyldt med oplevelser, spænding.. Spørgsmålet var bare, om det var det jeg ønskede?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...