Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19061Visninger
AA

5. Kapitel 3.

Jeg mærkede en varm hånd lande på min skulder, men rystede den hurtigt af mig. ”Jeg er okay.. Jeg tager mig en smøg.”, sagde jeg køligt, selvom at jeg vidste at mine stemme var grødet. Jeg mødte Nialls blå øjne, og vidste at det var hans hånd jeg havde rystet af mig. Han nikkede svagt. ”Zayn tager også en smøg, du kan gå over og ryge med ham.”, tilbød han forsigtigt. Jeg nikkede bare svagt.. Måske ville det være meget rart at snakke med en anden, mens man røg en smøg. Mine ben satte langsomt i bevægelse, og selvom at jeg netop havde sagt farvel til min far, muligvis for evigt og muligvis kun for en kort stund, gik jeg roligt og viljefast. Jeg havde altid været svær at læse, selv for folk som kendte mig, fordi mine reaktioner ofte var rolige og beherskede. Inden i kunne jeg være der rene kaos, og udadtil kunne jeg være fuldkommen rolig. Om det var positivt eller negativt, var vel op til den enkelte at bestemme.

 

Jeg trådte hen til Zayn, som netop havde tændt hans smøg, og sendte ham et forsigtigt smil. ”Hvordan har du det?”, spurgte han forsigtigt, mens jeg også tændte min smøg. Jeg rettede mit blik mod ham, og mødte hans varme, brune øjne. ”Jeg har haft det bedre, men det går.. Tak.”, svarede jeg bare, efter kort at have tænkt over hvordan jeg havde haft det. Det undrede mig hvorfor de pludselig gik så meget op i, hvordan jeg havde det.. For en time siden havde de været fuldkommen ligeglad med mig, men jeg valgte ikke at spørge dem. Det måtte de selv finde ud af, jeg ville bare væk fra dem så hurtigt som muligt, og få styr på resten af mit miserable liv. Der var stille lidt tid, hvor mig og Zayn bare stod og røg. Jeg havde ikke styr på hvad de andre drenge lavede, men jeg havde set min far forlade huset med Marie. Jeg satsede på at min mor var gået i seng.. Hun havde ikke rigtig virket som om hun var helt sig selv. ”Jeg vidste ikke at.. Du havde så meget at se til.”, afbrød Zayn min tankestrøm. Jeg kiggede bare forvirret på ham.. Hvilke ting havde jeg at se til? Han forstod vidst mit blik, for han uddybede i hvert fald det hele. ”Du ved.. Din fars sygdom, dine forældres skilsmisse..”, mumlede han. Jeg sendte ham bare et svagt smil. ”Jeg fandt først ud af at min far var syg hertil aften.. Resten af tiden har det bare været deres skilsmisse, som gjorde mig til.. Du ved, den jeg er.”, sagde jeg. Det sidste kom ud som et skældsord, og jeg kunne se at han var lidt overrasket. Han havde sikkert troet at jeg nød at stjæle.. Jeg mødte endnu engang hans rolige øjne, og smilte skævt til ham. ”Hvorfor stjæler du?”, jeg vidste at spørgsmålet ville komme på et tidspunkt, og alligevel blev jeg overrasket over at det var Zayn der spurgte, men jeg havde for længst besluttet mig for hvad jeg ville svare.. De havde selv bedt om sandheden, så nu skulle de nok få den. ”Jeg savner opmærksomheden.. Du ved, fra mine forældre.”, efter at jeg havde sagt ordene indså jeg hvor opmærksomhedskrævende det lød.. Men det var jo også det jeg var.. En forstyrret, opmærksomhedskrævende teenager, ikke?

 

Jeg mødte hans forvirrede øjne, og smilte forsigtigt. ”Jeg følte mig glemt.. Når de endelig huskede mig under skilsmissen, så var det bare for at overtale mig til at flytte hjem til dem.. Og jeg har ikke lyst til at vælge mellem mine forældre, så jeg valgte ingen af dem. Jeg smuttede ud i gaderne, og opholdt mig mindre, og mindre hjemme.. Så slap jeg for at vælge mellem dem.”, forklarede jeg, da han blev ved med at se forvirret på mig. Da jeg havde sagt ordene nikkede han svagt. ”Louis' forældre er også skilt.. Du kan snakke med ham, hvis du har brug for en som forstår dig.”, mumlede han lidt genert. Jeg nikkede bare, og smed min smøg ned på jorden, inden jeg plantede min fod oven på den. ”Hvad har i tænkt jer at gøre med mig?”, spørgsmålet havde hvilet så længe på min tunge, at jeg var nød til at få det ud. Jeg rettede mit hoved op med et sæt, og mødte hans øjne. Jeg var bange.. Bange for hvad der skulle ske med mig. Jeg forstillede mig de værste ting, og som altid piskede jeg en stemning op omkring mig selv. En dårlig, kvalmende stemning. Jeg kunne se han blegnede kort, inden han tog sig sammen. ”Det.. Ved vi ikke endnu, og da slet ikke efter alt det her.”, da han sagde det sidste, slog han opgivende med armene omkring sig og hentydede til min far, og skilsmissen. Jeg nikkede bare svagt. ”Vil I ikke skynde jer at finde ud af det, så jeg kan få det overstået, og komme videre i mit liv?”, mumlede jeg, inden jeg drejede om på hælene og gik over mod de andre.

 

De havde samlet sig i en lille flok, og stod og snakkede lavmælt sammen. Da jeg kom klappede de dog fuldstændig i, og kiggede bare afventende på mig. Jeg lod dem dog ikke vente længe, før jeg begyndte at tale. ”Hvor lang tid regner i med at holde mig væk fra mit hus? For jeg går ud fra at jeg ikke kommer til at se mit hus i noget tid?”, spurgte jeg uden tøven. Louis nikkede bare hurtigt. ”Pak til en uge, så skal vi nok have fundet ud af noget.”, sagde han og kiggede undersøgende på mig, som om han forventede at jeg hvert øjeblik kunne bryde grædende sammen.. No way. Så svag er jeg dog heller ikke. I stedet satte jeg bare kursen mod huset endnu engang. Jeg kunne hører lyden af skridt lige bag mig, og vidste at en af drengene var fulgt efter mig. Hvem det var, var jeg ikke klar over.. Og egentlig var jeg også ret ligeglad.

 

Jeg listede forsigtigt op af trappen, og gik over mod den første dør på højre hånd. Den var hvid, og med elegant skrift stod der 'Nicole Liberty Evans' hen over den. Mine fingre gled over det sølvfarvede håndtag, og et forsigtigt smil bredte sig over min læber. Jeg savnede dengang alt var som før. Hvor min mor og far var sammen, og jeg stadig nød barndommen. Men der var ikke tid til at dvæle ved fortiden, for mit liv kørte jo med fuld fart forbi mig. Jeg pressede dør håndtaget ned, og holdt vejret da døren knirkede. Jeg håbede for guds skyld ikke min mor havde hørt mig. For et kort øjeblik havde jeg også glemt min forfølger, men nu lagde jeg mærke til Liam, som afslappet stod og kiggede på mig fra døren. Jeg valgte at ignorere ham, og smed i stedet for bare mine ting ned i den lille rejse taske. Jeg pakkede kun det mest nødvendige, og så en gammel slidt bamse, som jeg havde fået af Jamie, kort tid inden han døde. Så vente jeg mig om mod Liam, og smilte forsigtigt til ham. ”Jeg er klar nu..”, sagde jeg forsigtigt. Man kunne knap nok høre min stemme, og den var hæs og ødelagt. Jeg rømmede mig svagt, inden jeg gik efter ham ned af trappen. Han lod sig ikke påvirke af det, og fortsatte tavst nedenunder. Det var lidt små akavet, at skulle sove hos fem fremmede drenge, men jeg havde besluttet mig for at virke upåvirket.

 

Jeg sank ind på bagsædet endnu engang. Det var ved at lysne uden for, og de første solstråler kæmpede sig op i horisonten. Jeg missede træt med øjnene, og lænede mig lidt tilbage i sædet. Vi havde ikke kørt mere end et minut før jeg faldt i søvn, og det næste jeg hørte var drengenes lavmælte diskussion omkring hvorvidt de skulle vække mig eller ej. De var ret uenige, men jeg orkede ikke gøre noget ved det, så jeg holdt bare mine øjne lukkede og sank tilbage i søvnen. Jeg mærkede til sidste nogle arme omkring mig, og så noget blødt. Derefter følte jeg ikke længe noget, og sank blot ind i en dyb, drømmeløs søvn.

 

**

 

Jeg vågnede ved at sengen gyngede svagt under mig, og en lav mumlen spredte sig i rummet. Jeg opfangede ikke ordene, men fokuserede på at få mine trætte øjne klemt op – en stort set umulig opgave. Stemmerne gled sammen i en utydelig masse, og jeg sukkede irriteret. Jeg var bestemt ikke et morgenmenneske, og jeg hadede når folk tvang mig ud af sengen før jeg selv var klar til det. Der er en grund til at jeg ikke automatisk står op klokken syv om morgenen. Min krop har brug for mere søvn, og det burde folk da forstå. Men nej, åbenbart ikke.

 

Jeg spærrede irriteret mine øjne op, og mødte fem drenges blikke, som alle hvilede på mig. Jeg huskede alt fra i går, og sendte dem bare et halvgenert blik. Jeg brød mig ikke om når folk gloede, så jeg skyndte mig at gemme mit hoved under dynen. ”Gå.”, mumlede jeg tvært. De grinede bare lavmælt, og to sekunder efter startede en kamp om hvem der var stærkest. Kampen gik ud over den dyne, som desperat forsøgte at holde mig varm, mens den blev rykket halvt af. Jeg var sur, men udadtil upåvirket. ”Har i truffet en beslutning?”, udbrød jeg svagt, for at fange deres opmærksomhed. Tavsheden lagde sig tungt over flokken, og de stoppede med at kæmpe om dynen. Endnu engang hvilede deres blikke på mig. Zayn, Louis og Liam stod og kiggede undskyldende på mig, mens Niall og Harry stadig var ved at dræbe hinanden med deres blikke på grund af deres kamp om dynen. ”Nej, ikke endnu.”, sagde Liam med den undskyldende tone, som før havde hvilet i hans blik. Jeg nikkede bare forstående. ”Fair nok. Jeg smutter i bad, hvis i ikke har noget i mod det.. Bare rolig, jeg stjæler ikke noget.”, sagde jeg, og blinkede med det ene øje. Jeg kendte dem ikke overhovedet, men derfor måtte jeg vel stadig få det bedste ud af det. Jeg tror lidt drengene delte min holdning, de virkede i hvert fald åbne, og snakkesalige over for mig. Men det kunne selvfølgelig også være en facade, dem var der jo så mange af.

 

Jeg var netop kommet ud af badet, da min telefon ringede indædt. 'Jason' stod der med stor skrift over den, og et stort smil blev klasket op på mit fjæs. Jeg tog den, og hørte med det samme Jasons glade stemme i mit øre. ”Hej Libby! Kommer du ikke over i dag?”, spurgte han, og jeg kunne tydeligvis hører latteren i hans stemme. Vi var bedstevenner, noget som vi var blevet efter alt det med mine forældre. ”Jeg er fanget i et hus sammen med nogle kendisser, men jeg kan da forsøge.”, sagde jeg en smule irriteret. ”Det ok, du kan altid tage en af dem med! Men ring når du ved noget, jeg bliver nød til at smutte. Ses darling.”, sagde han, og lagde på.

 

Jeg var på vej ned af trappen, mens jeg kæmpede en kamp med mig selv, for at beslutte hvad jeg skulle stille op. Jeg ville aldrig i mit liv slæbe en af drengene med hen til min dealer ven. Det ville være alt for.. Underligt, var vel ordet. Jason solgte stoffer til alle han kunne komme til, og drengene skulle ikke rodes ud i mere af mit.. Lort. Alligevel var jeg nu på vej ned af trappen med det mest uskyldige ansigtsudtryk jeg kunne mønstre. Jeg nåede ned til køkkenet, og mødte med det samme Louis' blik. Han var nok ikke den mest oplagte at spørge, men jeg kendte ikke drengene særlig godt, og vidste ikke hvem der var nemmest at overtale. Desuden tror jeg ikke at nogen af dem ville være særlig åbne på det her område.. Så skulle det da lige være Zayn, han røg jo alligevel. Men det var lidt noget andet kunne man jo så sige.

 

Jeg rev mig selv ud af mine tanker, og sendte Louis et bedende blik. Jeg kunne allerede fornemme hans suk, men lod mig ikke hylle ud af den. ”Må jeg ikke tage hen til en af mine rigtig gode venner i dag?”, spurgte jeg med de bedste hundeøjne jeg kunne finde på. Det var åbenbart ikke godt nok, for han rystede stille på hovedet. ”Nicole, vi kan ikke lade dig ude af syne.”, sagde han forsigtigt. Jeg nikkede bare irriteret. ”Kan en af jer ikke bare tage med?”, spurgte jeg hastigt. Nu var det i hvert fald sket, jeg havde spurgt. Han nikkede med en eftertænksom mine. ”Det kan vi vel godt. Jeg kan tage med om en halv time, hvis det er okay.”, svarede han langsomt, mens han kiggede granskende på mit irriterede ansigtsudtryk. Jeg vidste at han ville fortryde han sagde ja, men det var vel hans eget problem. Nu skulle jeg morer mig lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...