Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19169Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Efter kort tids kamp med mit indre, fik jeg tvunget mig selv til at kravle ud fra sengen. Aldrig i mit liv havde jeg stået i så akavet en situation før. De fem drenges blik fulgte mig hele vejen ned i stuen, hvor de bad mig om at slå mig ned i den ene sofa. Jeg vidste at mine kinder var brændende røde, og jeg havde det varmt. Min vejrtrækning var tung, og langsom, og mine øjne flakkede nervøst rundt i rummet. Men udover det vidste jeg intet længere. Jeg vidste ikke hvad der skulle ske med mig, og hvad drengene ville sige. En ting vi lige skal have på det rene.. Jeg ved udmærket hvem One Direction er, og at det var dem der stod foran mig.. Men situationen lagde ikke rigtigt op til at man skulle komme med et udbrud, som fortalte dem hvem de var – noget som de sikkert også udmærket vidste uden, at en eller anden teenage pige skulle fortælle dem det.

 

Jeg sank langsomt ned i sofaen, mens jeg kæmpede for at gøre hver bevægelse så langsom som muligt for, at trække tiden lidt ud. Efter at have rykket mig et par gange, og rettet på puden mindst ti gange, vidste jeg at det ikke kunne trækkes længere, og min øjne kørte op, og mødte de fem drenge. De havde sat sig rundt omkring i stuen overfor mig, og sad nu og stirrede gennemtrængende på mig. Jeg kiggede tilbage på dem uden at blinke, men inden i var jeg ved at bryde sammen. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre nu, og en gennemtrængende hovedpine var begyndt at sprede sig, som den altid gjorde når min hjerne arbejdede på højtryk. Det var som om hjernecellerne blev presset for hårdt, og kæmpe for at komme ud af mit hoved for at tage sig en slapper. Men jeg havde brug for alt i min hjerne lige nu, når krydsforhøret startede. De måtte for alt i verdenen ikke ringe til min forældre.. Det ville ødelægge hele min familie.. Eller de rester der nu var tilbage af den. Jeg sank langsomt en klump da Louis, som jeg vidste han hed, lagde op til at starte en samtale.. Jeg havde tydet hans ansigtstræk korrekt, for to sekunder efter kom der nogle lavmælte, men alligevel tydelige ord ud. ”Hvorfor?”, spurgte han.. Det var alt. Hvorfor? Jeg vidste det ikke selv. Det var bare sket fordi, tjah. Sådan noget sker. Men i stedet for at sige noget, trak jeg bare ligegyldigt på skuldrende.

 

Jeg fortsatte dog, da de ikke lagde op til at ville sige mere. ”Jeg har altså ikke tænkt mig at hoste op med min livshistorie, til fem drenge fra et eller andet boyband. Det nægter jeg simpelthen.. Ring til politiet eller lad mig gå, det er op til jer. Men lad være med at tro, at i kender min grund til at gøre det her, for det gør i ikke.”, ordene pressede sig hårde, men tøvende over mine læber. Deres blikke hvilede stadig på mig, og jeg kunne se at i hvert fald to ud af de fem kæmpede en indre kamp med sig selv, om hvad de skulle stille op med mig. En høj kimen tilkendegav at en person prøvede at komme i kontakt med mig over mobilen, og min hånd søgte irriteret ned i min lomme, og hev en gammel Nokia op. Jeg stirrede kort på nummeret, og indså hurtigt at det var min mor. Så tog jeg den, og kørte den langsomt op mod øret.

 

”Det er Nicole.”, sagde jeg blot tøvende, min mor derimod gik helt i panik. ”Nicole, hvor er du henne?! Din far, og jeg har været så bekymrede. Vi overvejede ligefrem at ringe til politiet.. Skynd dig hjem!”, sagde hun hurtigt, da jeg havde præcenteret mig. ”Jeg kan ikke komme lige nu, jeg skal lige ordne noget først. Er far hjemme hos dig? Hvad med hans nye kone?”, mumlede jeg langsomt. ”Det er netop det jeg ville snakke med dig om.. Din far er blevet syg, så han skal indlægges. Han kom hjem for at sige farvel til dig, da du nok ikke må se ham det næste stykke tid.”, smerten hvilede tungt i hendes stemme, og jeg blev straks bekymret. Mit ansigtsudtryk måtte virkelig være sorgmodigt lige nu. ”Jeg skal nok prøve at komme hjem hurtigst muligt.. Hvornår skal han af sted igen?”, sagde jeg forsigtigt. ”Du har en time til at komme hjem. Vi ses Nicole.”, sagde min mor stresset, og lagde på.

 

Efter telefon samtalen sad jeg kort bare og stirrede lige ud. Jeg havde glemt alt om de fem drenge, men der var også vigtigere ting lige nu. ”Hvem vil køre mig hjem?”, spurgte jeg uden tøven. De stirrede alle sammen forvirret på mig. ”Du får ikke lov til at tage hjem.”, sagde Louis, som tydeligvis havde mistet tråden og var fuldkommen forvirret. ”Jeg skal nok følge med jer bagefter, når i har besluttet jer. Jeg er bare nød til at ordne nogle ting der hjemme først.”, jeg bed mig nervøst i læben, og krydsede fingre for at de ville give mig lov til at tage hjem. Jeg var nød til at se min far, uanset hvad. Jeg lagde mærke til at drengene kort kiggede på hinanden indtil Zayn, en mørkhåret fyr nikkede. ”Jeg skal bare lige have en smøg, så kører vi dig.”, sagde han med et skævt smil. Jeg nikkede hurtigt. ”Må jeg komme med?”, jeg havde pludselig en trang til at ryge. Alt var stressende, forvirrende og på kort tid var der sket utroligt meget. Endnu engang sendte drengene nogle blikke til hinanden, inden Zayn nikkede.. For guds skyld, trak de ikke nogle beslutninger selv.

 

Heldigvis stod jeg kort tid efter uden for deres dør, og røg langsomt min smøg. Jeg mærkede hver del i min krop slappe af, og det var egentlig også ret hyggeligt at stå og ryge med Zayn. Selvom at ingen af os sagde noget, så var følelsen af fællesskab der alligevel.. Det er vel sådan en ryger ting. Jeg ryger for at opleve følelsen af fællesskab.. Andre gør det for nydelsen, og nogle har sikkert helt andre grunde. Men selvom at jeg slappede af, og hyggen var der.. Så følte jeg mig stadig malplaceret foran der fine hus, sammen med det kendte boyband. Der stod jeg med min lidt for store, grønne skovmandsskjorte, som engang havde været min fars, og udover at det havde jeg netop været undervejs til at stjæle alle deres dyre ting. De måtte virkelig hade mig.. Jeg sukkede svagt, og mødte Zayns spørgende blik. Gad vide hvad han tænkte på lige nu.. Sikkert det samme som Louis.. Hvorfor?

 

Jeg smilte tøvende til ham. ”Du ved godt det er skadeligt, ikke?”, sagde jeg med et skævt smil, og hentydede til smøgen, som hvilede i hans hånd. Han grinte bare stort, ”Tjah, en dag fra eller til..”, smilte han forsigtigt til mig. Jeg nikkede smilende, det kunne det være noget om. Der var tavshed lidt endnu, inden han brød den. ”Vi må hellere komme af sted..”, var alt han sagde, inden han smed resterne af smøgen ned i askebægeret og gik ind i huset. Han stilte sig i døren, og ventede på at jeg trådte ind, hvilket jeg gjorde kort tid efter. Jeg kunne hører drengene snakke lavmælt ude fra køkkenet. Jeg vidste at de snakkede om mig, men lod mig ikke påvirke af det. ”Skal vi køre?”, sagde jeg med det samme jeg trådte ind i køkkenet. Det var gået et kvarter siden min mor havde ringet, og det ville tage cirka ti minutter at køre hjem til mig fra drengenes hus. Det ville sige at jeg kun ville få lidt over en halv time med min far, inden han skulle af sted. En klump havde samlet sig i min hals, men jeg havde et påtvunget smil på læberne, og drengene kendte mig heldigvis ikke godt nok til at lægge mærke til det. De nikkede alle sammen, som svar på mit spørgsmål og kort tid efter sad jeg plantet i en fancy bil med Harry som chauffør. Det var en forholdsvis stor bil, så der var ikke noget problem med at få plads til os alle.. Stemningen var tung, og trykket og jeg er overbevist om at man ville kunne skære store stykker af den med en kniv.. Jeg havde afleveret drengenes ting tilbage, lige inden vi havde sat os ind i bilen, og det hjalp bestemt ikke på stemningen. Efter fem minutters trykket stilhed, begyndte drengene lavmælt at snakke sammen. Stemningen løsnede en smule op, men jeg sagde stadig ikke et ord. Jeg tror egentlig heller ikke de forventede at jeg deltog i deres samtale, så det var måske meget fornuftigt bare at tie stille.

 

Snakken gik langsomt mellem drengene i yderligere fem minutter, og så kunne jeg pege på mit hus, og sige at de skulle holde inde der. Jeg havde bedt dem om ikke at sige noget til mine forældre om indbruddet, men de havde stadig insisteret på at komme med ind. Det øjeblik med min far, som jeg havde forstillet mig som et personligt, rørende øjeblik, så nu ud til at blive ødelagt af fem drenge. Noget som gjorde mig en smule irriteret, og fik mig til at træde hurtigt ud af bilen da vi kørte ind i gårdspladsen. Hvis jeg var heldig kunne jeg nå at få et kort øjeblik alene med min far. Jeg satte i løb mod det lille parcelhus vi boede i, og smed mine sko i det ene hjørne da jeg trådte ind. Jeg kunne hører lavmælt snak inden fra stuen, og da jeg trådte ind, så jeg min far sidde i den ene sofa med armen om en kvinde, som jeg gik stærkt ud fra var Marie.. Hans nye kæreste. Min mor havde rettet sine blanke øjne mod mig, men før havde de været rettet mod min far. ”Far!”, udbrød jeg, og sprang ham om halsen. Jeg kunne hører drengene komme ind i entreen, men gik ud fra at de selv kunne finde ud af at gå de tre skridt hen til stuen. Min arme hvilede omkring min fars hals, og jeg følte mig som en lille pige igen. ”Liberty, min pige.”, sagde han med et smil. Jeg kunne se sorgen i hans øjne, og mærkede den smitte af på mig.. Heldigvis var jeg ikke typen som havde let til tårer, og jeg ville i hvert fald ikke lade drengene, eller Marie få den tilfredsstillelse at se mig græde. ”Hvad er det der er galt?”, tvang jeg min stemme til at sige. Det blev kun til en lav hvisken, men jeg vidste at han havde hørt mig. Han vidste udmærket at jeg ikke snakkede om selve situationen, men mere om hvad han fejlede. ”Jeg er blevet syg min pige.”, sagde han forsigtigt, mens han strøg mig langsomt over håret. ”Hvordan, hvad?”, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Problemerne voksede omkring mig, og jeg kunne ikke gøre andet end stå og se på. ”Uhelbredelig kræft. Jeg har åbenbart haft det i noget tid, og det har spredt sig så meget, at det er for sent at stille noget op.”, han sagde ordene forsigtigt, som om det hjalp på hele situationen. I stedet blegnede jeg bare, mens jeg strammede grebet om ham.. Som om jeg kunne holde døden væk på den måde. ”Du kan ikke forlade mig nu.”, mumlede ned i hans skulder. Det var så lavt, at det kun var ham der kunne hører det. Men jeg vidste at det ikke gjorde nogen forskel, for mit vedkommende måtte de hører hele samtalen.. Hele min livshistorie, så længe min far overlevede. ”Undskyld Liberty.”, sagde han forsigtigt. Mine knoer var hvide, fordi jeg havde boret mine negle så hårdt mod min håndflade. Det værste var nærmest følelsen af at tårerne ikke ville komme frem. Det var som om, at alt der foregik omkring mig bare var en ond drøm. Jeg kunne svagt skimte drengene stirrer lamslåede på os fra døråbningen. Min far vristede langsomt mine arme løs, og jeg lænede mig tilbage så jeg kunne kigge på ham. Han lignede stadig den 'gamle' far. Hans ansigtstræk var stadig beslutsomme, stærke og ansvarsfulde. Hans øjne lyste, og smilerynkerne var fremtrædende. ”Farvel far, jeg elsker dig.”, sagde jeg inden jeg endnu engang trak ham ind til mig. Så rejste jeg mig op.. Jeg vidste at hvis jeg blev der længere, så ville det bare blive langt sværere at give slip på ham. Jeg trak min far indtil mig en sidste gang, og kiggede en enkelt gang på ham, inden jeg snurrede rundt på hælen, og gik direkte ud af rummet. Jeg kunne høre drengene bag mig, men kunne ikke overskue at tage mig af det. Jeg trak vejret dybt da jeg stod i den kølige luft, og bøjede mig så forover og skjulte mit ansigt i mine hænder.. Hvad havde jeg gjort siden alt dette skulle ske for mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...