Lost - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2012
  • Opdateret: 17 jun. 2012
  • Status: Igang
Nicole har haft en nem opvækst med alt hvad hun behøvede, men da hendes forældre bliver skilt, mens hun er seksten bliver alt vendt op og ned. Hun søger tilflugt i gaderne, og vandre ofte rundt alene for at slippe for alt planlægningen med flytning. Hun føler hun er blevet delt i to, og ingen lytter til hende mere. For at få hendes forældres opmærksomhed begynder hun at stjæle, men hvad sker der når hun bliver opdaget? Og når man stjæler hos folk, som er alt for hjælpsomme, til at hun kan slippe fra det uden dårlig samvittighed?

205Likes
203Kommentarer
19089Visninger
AA

3. Kapitel 1.

Mine hænder hvilede i mine lommer, mens jeg kiggede op mod husene. Der var lys i største delen af dem, men det var kun et spørgsmål om tid før lyset blev slukket. Det var en mandag aften, og klokken var allerede ved at være omkring elleve. Snart ville de sidste mennesker falde til ro, for at være klar til en lang arbejdsdag. Mine tanker gled tilbage til hvordan der så ud hjemme ved mig, de tomme pletter på væggene, hvor gamle familiebilleder i arrigskab er blevet flået ned. Det stod i stærk kontrast til de hyggelige familie huse på denne her gade.

 

Min far havde for en måned siden forladt os, og var flyttet ind hos hans nye kæreste, den tre år yngre Marie.. Jeg havde endnu ikke mødt hende, og det var heller ikke noget jeg så frem til.. Ikke fordi jeg ikke var overbevist om at hun flink, min far plejede at have ret god smag i damer, han havde trods alt scoret min mor. Det var mere fordi jeg vidste, at det var et tegn på, at det var helt slut mellem mine forældre.. Noget som jeg ønskede ikke passede.. Jeg burde fortælle noget om min familie, men der er vidst ikke så meget at sige. Dog vil jeg fortælle at mit navn er Nicole Liberty Evans. Min mor syntes at jeg skulle hedde Nicole, og min far syntes det skulle være Liberty.. Endnu en ting som de ikke kunne blive enig om. Min far hedder Jonathan Evans, og min mor hedder Jenna Evans.. De er den eneste del af min familie som jeg ser, da resten af min familie er fordelt udover verdenen, og himlen. Jeg havde en lillebror som hed Jamie, men da jeg fyldte tolv døde han af akut cancer. Der var intet at stille op, og det tog hårdt på min familie. Det var nok også der det så småt begyndte at gå galt. Den eneste grund til at de holdt sammen fire år efter hans død var mig. De ville ikke sårer mig, så kort tid efter hans død.. Han var trods alt også min bedsteven. Venner var, og er ikke ligefrem noget jeg svømmer i.

 

Jeg sukkede lettet da det sidste lys blev slukket i de hyggelige huse. Nu skulle jeg bare beslutte mig for, hvilket af dem jeg ville bryde ind i. Ikke at jeg ikke allerede havde taget mine overvejelser. Mit blik fulgte konstant det store, hvide hus, hvori lyset havde været slukket længe. Der holdt ikke nogen bil i indkørslen, og folk skulle gerne have været hjemme nu, hvis de havde planer om at komme hjem. Derfor valgte jeg at gå ud fra, at familien var på ferie, eller sov hos nogle andre. Jeg satte kurs mod døren, og tjekkede hurtigt sikkerheds systemerne. Der var ret meget sikkerhed, men ikke noget som ikke kunne klares med lidt intelligens. Ganske rigtigt, kort tid efter stod jeg inde i huset, og mit blik gled søgende omkring. Det var bare hurtigt ind, og så ud igen. Ikke noget med at falde i staver. Jeg skabte mig et hurtigt overblik, inden jeg smuttede op på overetagen. De var tydeligvis rige dem der boede her, alt var stilfuldt, sort og hvidt.. Lædersofaer. Køkkenet var kæmpestort, og køleskabet var fyldt op til randen. Jeg havde da også snuppet et æble, inden jeg gik ovenpå. Der var store værelser på begge sider, alle med dobbeltsenge. De havde hver sit personlige præg, men der var ikke noget der mindede om et børneværelse, eller et værelse til forældrene. Højest sandsynligt var det nogle unge mennesker med nogle lidt for rige forældre, som boede i huset. Jeg skulle dog ikke klage. Deres computere, radioer, Ipads og lign røg hurtigt ned i den store rygsæk på min ryg. Så smuttede jeg nedenunder, mens jeg kastede et sultent blik i køleskabet. Mit blik fangede hastigt nogle twix, og jeg snuppede dem sammen med en cola. Et lille kig på tv'et kunne vel heller ikke skade.

 

Jeg sad i et stykke tid, og fulgte opmærksomt med i et eller andet madprogram.. Ikke fordi det var vildt spændende, men det var da bedre end så meget andet. Jeg havde snuppet det sidste æble i køleskabet og sad nu også og gumlede ivrigt på det. Mit mørkebrune hår hang i mine øjne, og irriterede mit udsyn. Jeg havde en løs, grøn skovmands skjorte på, og sorte, stramme bukser. Mine grønne øjne var indrammet med et lille lag mascara, og ellers havde jeg ikke det helt store sortiment af makeup på. Et kors hang omkring min hals, og skreg nærmest af ironi, mens mit ansigtsudtryk udtrykkede en sorg, men også ligegyldighed som man sjældent så hos en så ung som mig. Jeg havde hele livet foran mig, men mit liv var ikke noget værd. Jeg sukkede svagt, og lænede mig dybere ned i sofaen. Den var blød, og jeg var en smule træt.

 

Det var netop da den tanke fløj igennem mig, at jeg hørte en bil kører ind i indkørslen. Der gik ikke mere en fem minutter, så var jeg oppe af trappen, og fløj ind på det første værelse jeg så. Jeg gled ned under den store dobbeltseng, netop som døren gik op nedenunder. Jeg fortrød allerede at jeg havde valgt at ligge mig under sengen. Støvet kilede mig i næsen, og jeg lå ubehageligt på de hårde gulvbrædder, men der var ikke mulighed for at fortryde nu. Jeg havde heldigvis nået at slukke fjernsynet, og udover det havde jeg ikke tændt noget lys. Jeg hørte højlydt snak, og latter nedefra stuen. Der lå jeg så, under sengen i et fremmede hus, klamrende til en rygsæk fyldt med tyvekoster, som jeg havde stjålet fra de fyrer som netop var kommet hjem. Jeg kunne ikke hører hvor man de var, men jeg gik ud fra at de var flere en tre. ”Jeg smutter i seng Liam, sov godt.”, hørte jeg en dyb stemme mumle, inden døren ind til værelset blev åbnet. ”Zayn! Har du taget min twix?!”, hørte jeg endnu en stemme råbe, og drengen som netop var trådt ind på værelset råbte irriteret tilbage, at han i den grad ikke kunne finde på at tage hans twix. Så blev lyset tændt, og jeg hørte et gisp. Derfra brød helvede løs, og jeg lukkede af for alle lyde. Jeg kunne ikke hører på de unge fyrer, skændes fordi jeg var lidt egoistisk. De havde opdaget indbruddet, og var i tvivl om hvad de skulle stille op, så meget fik jeg med. ”Jeg tror stadig personen er her. Der står et æble på bordet, og det er stadig ikke blevet brunt, der hvor der er taget en bid!”, sagde en stemme langsomt. Jeg holdt vejret. Jeg vidste jeg havde dummet mig, og at det kun var et spørgsmål om tid før de fandt mig. Alligevel blev jeg liggende mens jeg holdt vejret. ”Du tænker da også kun på mad Niall.. Men lad os nu se om vi kan finde personen selv. Det virker ikke til at det er en stor, maskulin mand eftersom han nok ville have valgt noget andet end et æble.”, lød en latterfuld stemme denne gang.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg lå under sengen, før der var en der tænkte på at kigge under sengen. Jeg gik ud fra at det var omkring en halv time, da mit ene ben netop var begyndt at sove. Det første sæt øjne jeg mødte var blå, og et smil afslørede en hvid bøjle. Så var øjnene væk igen, og i stedet lød et råb gennem hele huset. ”Jeg har fundet hende drenge!”, og øjnene kom igen. Jeg kunne ikke lade være med at notere mig at det var en underlig reaktion. Inden jeg vidste af det mødte jeg ti øjne, som blinkede nysgerrigt tilbage. Fem mennesker, som alle ventede på at jeg gjorde et eller andet.. Det kom bare aldrig, jeg var fastfrosset under sengen. Ramt af chok for hvad der nu skulle ske. Konsekvenserne af mine handlinger..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...