One Direction - Story 1

Dette er en historie der vil omhandle det britiske/irske boyband "One Direction". Jeg har haft få tanker om denne historie så jeg vil prøve mig frem og finde på ting hen ad vejen.

13Likes
8Kommentarer
2098Visninger
AA

13. Telefonsvaren

 

KAPITEL 13

Amys synsvinkel

Jeg har ringet til Harry omkring 1000 GANGE! Tag din TE-LE-FON! Det er så vildt! Jeg bliver nødt til at fortælle nogen om Robert. Han er bare SÅ dejlig… Kan slet ikke holde op med at tænke på ham. Og han kan også lide mig! Smil, smil, SMIIIIL!... ”Come on, Harry!” råber jeg. Han tager altid sin telefon. ”*BEEP* Hej, du har ringet til Louis - men det vidste du nok godt,” lyder det ud af røret. WHAT? Nej, DET vidste jeg ikke. Hvad fanden sker der lige? Hvem er Louis? ”Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men efterlad en besked, og jeg ringer tilbage *BEEP*” Hvad fuck sker der lige? Louis? Ehh… Men… men det lød da lidt som Harry - eller hva’? Jouu… Arjh… Nej - nej, nej, nej, nej! Det er sgu da ikke Harry. Jeg har nok bare fået forkert nummer. Jeg har ikke lyst til at tænke over det. Ikke lige nu…

 

Louis’ synsvinkel

”Et ubesvaret opkald.” Det er fra Amy. ”*BEEP* Hej, du har ringet til Louis - men det vidste du nok godt. Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men efterlad en besked, og jeg ringer tilbage *BEEP*…” Øhm? Hun har ikke lagt nogen besked. Hov, vent! Sagde jeg lige at jeg hed Louis? Fuck, hvor er jeg dum! Nu bliver jeg jo nød til at fortælle hende, at jeg i virkeligheden hedder Louis og ikke Harry. Og hun vil sikkert have en grund… Hvad fanden skal jeg sige? Jeg kan da ikke sige sandheden - eller? Det ville faktisk være rart, dejligt at kunne snakke frit med hende. Jeg ringer hende op og fortæller hende det. ”Hej det er Amy,” kan jeg høre i den anden ende af røret, ”er det dig, Harry?” spørger hun. ”Ja,” svarer jeg med en smule nervøsitet, der sidder fast i min brystkasse, ”Amy? Der er noget jeg skal fortælle dig, men du har måske allerede opdaget det…” Og BOOM! Så står Harry i dørkarmen bag mig. Jeg kan mærke hans øjne hviler opmærksomt, næsten mistænkeligt på mig. Hvad gør man så nu? ”Undskyld, lige et øjeblik,” siger jeg hurtigt til Amy. Jeg vender mig om mod Harry og spørger smilende: ”Hvad er der?” Han kigger lidt rundt - sikkert for at finde en grund til at snage. ”Jeg ville bare spørge, om vi måske kunne glemme det der med-øh… med det der telefonnummer og-øhh… hende pigen. Eller hva’?” Jeg kan ikke lade være med at grine. Vi KAN ikke forblive uvenner. Selvom der går en uge eller mere, vil vi altid blive venner igen. Jeg krammer Harry… noget jeg har haft lyst til at gøre i lang tid. Jeg har savnet ham. Savnet at snakke og grine uden en pinlig tavshed, hver gang vi holder mund. Min krop slapper automatisk af. Som om jeg har rystet en byrde væk. Som om jeg vejer mindre og ikke skal kæmpe imod. ”Harry for pokker…” hvisker jeg med en grødet stemme, ”jeg har sådan savnet dig!”

________________________________________________________________________________________________

Et meget kort afsnit "I know", men håber det er okay ;) Jeg har allerede planlagt langt frem, og jeg lover... Det bliver fedt! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...