One Direction - Story 1

Dette er en historie der vil omhandle det britiske/irske boyband "One Direction". Jeg har haft få tanker om denne historie så jeg vil prøve mig frem og finde på ting hen ad vejen.

13Likes
8Kommentarer
2074Visninger
AA

6. Liams hemmelighed

Liams synsvinkel:

Harry gik hurtigt, da han havde spist. Hvor mon han er gået hen? Zayn tvinger Niall til at rydde op i køkkenet. Jeg tager mig god tid med at spise mit stykke æggekage. Hvis jeg bliver færdig for hurtigt, skal jeg også i gang med at rydde op. Zayn slipper altid, men han laver jo også maden ret ofte. Ved egentlig ikke hvorfor. Jeg hører et klik bag mig og Louis går ind i køkkenet. Han kigger ikke på nogen af os, men sætter sig bare ved bordet og begynder at spise. Jeg spørger med en lidt mere bange stemme end jeg havde forventet: ”Er du o-okay, Louis?” Han stirrer ned i sin tomme tallerken. Niall slukker for vandet og retter hans blik mod os. Zayn prøver lader som om han ikke lytter, men jeg kan se han drejer hovedet en smule. ”Jeg ved det ikke. Jeg forstår bare ikke hvordan Harry…” begynder Louis, ”han kan da ikke være så sur på mig over sådan en lille ting! Vel?” Louis kigger spørgende på os. Vi veksler blikke, og Zayn lægger en hånd på Louis’ skulder. ”Han troede bare ikke at sådan noget ville ske for dig. Han er sikkert i et slags chok eller sådan noget.” Louis knækker sammen over bordet og taler med en svag stemme: "Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. I er sure på mig, Harry vil ikke engang snakke med mig og jeg skal finde på en undskyldning, så jeg aldrig kommer til at møde den pige, hvis navn jeg ikke engang kender, igen." Louis ryster mens han snakker. Han kigger op på mig med tårer i øjnene, som langsomt triller ned af kinderne. Vi krammer ham alle sammen. Jeg har aldrig set Louis være så ked af det. 

 

Louis' synsvinkel:

Jeg ligger på sofaen. Niall og Liam er gået ind på Nialls værelse og laver "twitcam". Zayn sidder og keder sig - åbenlyst. Han trækker hele tiden et blad frem, tjekker sin mobil eller tænder fjernsynet, for derefter at se på mig og lukke bladet, lægge mobilen i lommen eller slukke fjernsynet. "Zayn?" Jeg fanger hans opmærksomhed, "i skulle tage at gå i byen." Han vipper det ene øjenbryn og giver mig et spørgende blik. "Hvad mener du? Vi skal da ikke noget i dag," siger han. Sig nu bare JA, Zayn. "Netop! Der er ikke noget at lave her. I kunne måske... p-prøve at finde Harry - eller sådan noget," siger jeg, med så fast en stemme som jeg kan. Zayns ansigt bevæger sig ikke, men jeg ved, at han har ventet på, at jeg spurgte om noget i den stil. "SÅDAN!" brager det i hele lejligheden. "200.000 SER MED! Vi er bare gode, Liam - SÅDAN!" Niall råber indefra hans værelse, og Liams jublen skruer hurtigt op for lydstyrken. Zayn skærer tænder, vender hovedet og råber efter dem: "Hey! I to! Kom lige! Vi skal snakke om noget." De går ud af døren med lidt surmulen. "Okay, okay. Slap da af," vrisser Liam, "må vi ikke være glade længere?" Niall griner, og jeg kan ikke lade være med at løfte mundvigene en smule. "Hov, Louis?" udbryder Niall, "har vi endelig løftet dit humør?" Zayn giver dem et irriteret blik, og de stopper med det samme. Liam kigger på telefonen, der ligger ved siden af mig. "Forresten - der er ikke nogen, der har ringet, vel?" spørger han. Vi ryster på hovedet. "Hvorfor?" spørger jeg, "har du en aftale?" Liams står vidt åbne. Han kigger nervøst på mig, næsten bange, og fremstammer: "Ne-nej! Jeg-øhm... Ik' noget sådan, særligt..." Niall og Zayn stirrer forvirret på os begge.

Efter en lang snak overtaler jeg endelig drengene til at gå i byen - uden mig. Jeg trænger til at være alene. "Du ringer bare hvis der er noget," siger Zayn, mens de andre kalder på ham ude fra gangen. Jeg giver ham et lille nik og smiler træt. Han løber ned af trappen, mens han råber: "Vent på mig! Hallo? Lad nu vær'!" Jeg rejser mig fra sofaen og går med tunge skridt hen og lukker døren.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, men efter et stykke tid, hvor jeg har siddet og døset hen, bliver mine tanker afbrudt af en ringen. Det er telefonen. Jeg orker næsten ikke at tage den, men kommer i tanke om pigen. Mon det er hende, der ringer? Jeg løfter forsigtigt telefonen op til øret og spørger efter et svar: "Hallo?" En brummende stemme svarer med en streng tone: "Er det Liam?" Jeg tænker mig lidt om før jeg svarer. "Jeg-øhm... er en af hans venner! Kan jeg tage imod en besked eller noget?" Der går nogle lange sekunder før stemmen svarer: "Ja, altså... Sig til ham at Leon Hatchick har ringet omkring rollen i den nye film "Entrance". Han skal til audition igen om et par uger hvis han stadig er interesseret." Jeg sætter mig hurtigt op i sofaen og river tæppet væk. "Entrance, sagde du? Jeg skal nok give ham besked. Hva-øh, Hvad er helt præcist han har lavet?" spørger jeg. Det kan da ikke passe at Liam har gjort sådan noget. Hatchick svarer: "Har han ikke fortalt det? Han har været til flere auditions hos os, og det gik fremragende. Han var da lidt i tvivl om han ville, men han er skam en god skuespiller ham Payne. Ham skal jeg nok få overtalt. Oh-ja! - kan du ikke skrive mit nummer ned så han kan ringe igen. Det er 23-65-99-54. Tak for det, du! Og ha' en god dag." Han lægger røret på. Jeg står med telefonen ved øret mens beep-tonen kører. Hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...