One Direction - Story 1

Dette er en historie der vil omhandle det britiske/irske boyband "One Direction". Jeg har haft få tanker om denne historie så jeg vil prøve mig frem og finde på ting hen ad vejen.

13Likes
8Kommentarer
2076Visninger
AA

12. Liams belastning

 

Louis’ synsvinkel

Klokken er omkring 09:00. Jeg har tænkt mig at stå tidligt op, så jeg har masser af tid inden vores photoshoot. Da jeg kom hjem i går var Liam gået i seng. De andre drenge spurgte ind til hvad jeg havde lavet - selv Harry. Og han lød ret bekymret. Jeg fik faktisk snakket lidt med ham i går. Det er som det plejer. Harry og jeg kan bare ikke være sure på hinanden. I hvert fald ikke i særlig lang tid. Men der var også noget at snakke om. Liam havde opført sig mærkeligt og virkede fraværende. Drengene sagde, han havde været sådan siden aftensmaden. Vi diskuterede lidt om, hvad vi troede, der var galt, men de fleste af årsagerne ville han have fortalt os om. Det ville han da…

Jeg rejser mig fra sengen. De andre er vist ikke stået op. Der er helt stille. Jeg lister ind i stuen. Gulvet knirker, hver gang jeg rør det med foden. Endelig når jeg køkkenet med fliser, der ikke lammer det mindste. Jeg åbner et skab, men får øje på Liam. Han sidder og stirrer ned i bordet, mens han læner sit hoved i sine hænder. Han er nok faldet i søvn. Men i køkkenet? Det er sgu da et mærkeligt sted.

Efter 10 minutter står der en skål med pandekagedej ved siden af komfuret. Nu laver jeg mad til resten og så skal humøret nok komme op. Lige siden i går, hvor jeg mødtes med Amy, har jeg ikke kunnet lade være med at smile hele tiden. De andre drenge virker så triste, men måske er det bare fordi jeg er så pisse-glad hele tiden! Jeg kommer til at stå og danse lidt, mens der kører en sang i mit hoved. ”KLING-KLANG-KLI-LING!” Fuck! Jeg tabte kniven. Liams hoved giver et ryk idet det aflange metal rammer jorden.  Han kigger træt over på mig. Men… hans øjne er helt blanke? Stille, triller en tåre ned ad hans kind. Jeg går med langsomme skridt imod ham. ”Liam?” Han kigger ned i bordet igen, og jeg kan se hans mund vrænge sig sammen - prøve at holde gråden inde. Jeg lægger min arm om hans skuldre og aer hans arm. Han holder blikket fast i bordet. som om han er bange for at se mig i øjnene, som om han ikke må. Hans skuldre laver små ryk, mens han begynder at hulke. ”Vil du snakke om det?” spørger jeg blidt. Det er så svært at hjælpe ens venner, når de er kede af det, og man ikke ved, hvad der er galt. ”Det var ikke meningen at jeg skulle finde ud af det… Det burde slet ikke være sket. Hvis jeg bare havde ladet være med at snage… For pokker!” Det er som om han spytter ordene ud. Som om han bare vil af med dem, få dem ud af munden. Vent? Hvad? Hvad for en hemmelighed. Hvad fuck snakker han om? Han ved vel ikke… eller hvad? Shit, shit, shit! Han ved det!!! ”Liam, jeg kan forklare!” udbryder jeg lidt for højt. Jeg vil helst ikke vække de andre. Men… ved de det også? ”Liam, jeg er virkelig ked af, at jeg ikke har fortalt det. Jeg ville bare vente til det rigtige tidspunkt. Undskyld! Du behøves ikke at græ…” Men Liam afbryder mig: ”Louis! Jeg kan simpelthen ikke forstå - hvordan kan du finde på sådan noget? Du kan DØ af det!” Hvad? Nu overdriver han sgu da også. ”Det er sgu da ikke farligt!” råber jeg højt, ”jeg må da selv bestemme over mit liv.” Jeg har prøvet at fæstne Liams blik hele tiden, men først nu får vi øjenkontakt. ”Louis,” siger han bedende, ”du kunne i det mindste snakke med os om det… Os, dine venner… Vi ville hjælpe.” Jeg bliver genert. Kan mærke mine kinder blive røde - bare tanken af Amy. Jeg begynder lige så stille at fortælle om hende: ”Hun er bare så dejlig at være sammen med. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg tænker på hende.” Men Liam afbryder mig lige med det samme. ”Hvad snakker du NU om?” Vi kigger forvirrede på hinanden. ”Hvad snakker DU om?” spørger jeg. Liam holder sig for munden, som om der er noget inde i den, der ikke må komme ud. Han fjerner den langsomt, da han ser at jeg ikke vil opgive. Han SKAL svare. ”Jeg var ude på toilettet, og så fandt jeg… nogle… hvad skal jeg sige - stoffer.” Det føles som om noget skriger inde i mit hoved. STOFFER!? WTF? Jeg kan se Liam blive forlegen. Han nulrer sine shorts med fingrene og kigger ned i gulvet. ”Jeg ville ønske jeg ikke havde…” begynder han, men stemmen bliver afbrudt af gråd. Jeg giver ham et kram. Det er bare ikke virkeligt. Jeg havde aldrig troet at det ville ske… altså DET der - med stoffer. ”Men hvad snakkede du om?” udbryder han, klart for at skifte emne. Jeg trækker hovedet meget langt tilbage. Fuck… stort fuck… ”Øhm… hvad snakker du om?” prøver jeg, men Liam har gennemskuet det. ”Det er hende jeg mødte ved springvandet,” forklarer jeg, ”Hun er bare så… dejlig!” Liam smiler stort. ”Der er vist en der er forelsket!” siger han drillende. ”Arh! Du rødmer!” Med et kæmpe grin råber han det sidste, og jeg kan ikke lade være med at dække mit ansigt med mine hænder.

Efter at have fortalt Liam alt om Amy, snakker vi lidt om det og kommer til den konklusion, at det ikke er en af os to, der har skaffet stofferne. Vi lover, at vi ikke siger det til nogen af drengene endnu, og vi er hele tiden på vagt, hvis der pludselig er en, der vågner og hører, hvad vi snakker om. Men det føles som om, der går timer, inden vi kan se Niall stikke hovedet ud af soveværelset. Liam tørrer tårerne væk fra øjenkrogen og rejser sig. Jeg giver ham et smil inden han går ud af døren. ”Hvad gik det ud på?” spørger Niall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...