One Direction - Story 1

Dette er en historie der vil omhandle det britiske/irske boyband "One Direction". Jeg har haft få tanker om denne historie så jeg vil prøve mig frem og finde på ting hen ad vejen.

13Likes
8Kommentarer
2093Visninger
AA

4. Jeg troede du var den ældste af os...

Louis' synsvinkel:

"Gav du hende dit nummer?" Harry stirrer på mig med store øjne. "Hvad mener du? Det kan da ikke passe, vel?" Alle glor på mig. Vi sidder i stuen og fjernsynet kører, men der er ingen der ser på det. "Det var bare for at skille mig af med hende!" udbryder jeg. Zayn sætter sig i sofaen overfor mig: "Men Louis, du kunne jo bare lade os hjælpe. Vi kunne råbe efter dig eller sådan noget." Jeg leder efter forklaringer inde i mit hoved. Hvorfor havde jeg egentlig vinket drengene væk da jeg havde problemer? Jeg må vel fortælle dem hvad jeg egentlig tænkte: "Jeg ville bare klare det selv." Det lød så forfærdeligt egoistisk. Som om jeg troede jeg var bedre end dem. Jeg kan se Harrys ansigt trække sig sammen, og mørket streger dukker op i hans pande. Han er mest skuffet. Det kan jeg klart se.

"Og det klarede du jo fint!" Jeg får tårer i øjnene. Harry kigger ikke på mig mens han siger det. Han kigger ikke på nogen af os. Han rejser sig og går hen imod sit værelse, men stopper i døren og siger dømmende: ”Jeg troede du var den ældste af os…” Døren smækker bag ham og det triller ned ad kinderne på mig. Zayn rejser sig for at gå ind til ham, men jeg beder ham om at stoppe. ”Han vil bare gerne være alene. Jeg kender det godt,” hvisker jeg.

Vi sidder i lang tid og siger intet. Så tager Liam emnet op igen: "Hvad hed hun egentlig?" Nu når jeg tænker over det... Jeg ved ikke engang hvad hun hedder. Jeg laver en uvidende grimasse. Zayn måber som han aldrig har gjort før. Liam bliver ved: "Men... Kender hun så dit navn?" Jeg rødmer. "Jeg lavede lige en lille, bitte fejl der." Der kommer en spørgende lyd fra Niall. "Jeg kom til at kalde mig... Øhm, Ha-harry." Med store øjne kigger drengene skiftevis på mig og på døren Harry forsvandt ind af tidligere. "For helvede, Louis," ryster Niall på hovedet. Liam ser ned i jorden og nulre nervøst sine fingre. ”Louis. Det er altså lidt min skyld - det må du virkelig undskylde.” Zayn klapper Liam på skulderen og siger: ”Du vidste ikke hvad der skete udenfor. Det har ikke noget med dig at gøre.”

 

Sent om aftenen lægger jeg mig til at sove som den første efter Harry. Vi regner i hvert fald med, at han sover. Både Zayn, Liam og Niall har prøvet at få ham ud af værelset, men han svarede ikke. Han har låst døren og er ikke engang kommet ud for at få mad. Jeg tager T-shirten af og lægger mig under den bløde dyne. Mine tanker hviler igen på de grønne øjne. jeg vil se dem igen. Bare en gang til. Mon hun ringer i morgen? Mine tanker flyder lige så stille væk og forsvinder...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...