One Direction - Story 1

Dette er en historie der vil omhandle det britiske/irske boyband "One Direction". Jeg har haft få tanker om denne historie så jeg vil prøve mig frem og finde på ting hen ad vejen.

13Likes
8Kommentarer
2093Visninger
AA

10. Betalingen

Amys synsvinkel:

Jeg sidder på kanten af springvandet. Det er varmt og jeg dypper min hånd ned i det klare, blålige vand. Jeg bliver ved med at kigge rundt efter Harry, men jeg kan ikke se ham nogen steder. Jeg kan alligevel knap nok huske ham. Han havde en hue og solbriller på sidst vi mødtes, og han virkede fjern. Det hele gik så hurtigt. Jeg lagde næsten ikke mærke til hans ansigt. Jeg kan bare huske hans stribede trøje. Og hvordan hans mave kunne ses svagt igennem den. Jeg fik røde kinder, og da jeg opdagede at Caroline sad og fniste, blev jeg først stresset og nervøs. Det var så pinligt. Mon han egentlig kommer?

Min røde polkaprikkede kjole rasler stille når jeg flytter på mig. Jeg sidder og fumler med den hvide strutskørt, der er indenunder. Hold kæft jeg er nervøs. Tvivlen om Harry kommer, bliver hængende over hovedet på mig. Jeg prøver at skubbe tanken væk. Min kjole… Den-øhm… Den er rød, og… Jeg købte den i København. For 3-4 år siden. Det er længe siden jeg har været hjemme. Sammen med min familie, mine venner - og især Alex. Gud, jeg savner Alex.

Alex, min bror.

 

Louis’ synsvinkel:

Mine skridt bliver hurtigere og hurtigere. Der var en pige lige før, der gloede voldsomt på mig. Mon hun har set mig? Opdaget mig? Nej, det er umuligt! Jeg har både hue, solbriller og en hættetrøje på. Jeg orker bare ikke opmærksomhed. Endelig kommer jeg til pladsen med springvandet stående i midten. Mit hjerte springer et slag over. Der sidder hun. I en kæmpe rød kjole. Hun tiltrækker da godt nok opmærksomhed.

Jeg sætter mig først på bænken tæt på. Jeg vil være helt sikker på, det er hende. Hun sidder og nulre stoffet mellem sine fingre og kigger søgende rundt på pladsen. Pludselig møder hendes øjne mine og jeg er sikker. Det er hendes øjne. Jeg rejser mig og går langsomt, men målrettet hen imod hende. Hun smiler og jeg mærker mit hjerte banke hurtigere.

”Harry?” spørger hun. Jeg nikker og synker en voldsom stor klump. ”Jeg… jeg skulle betale for dine bukser?” Jeg nikker igen, og hun trækker sin pung ud af sin taske. ”Igen, du må virkelig undskylde, det der skete. Jeg havde bare ikke tid til ordne det lige der, men det var godt vi kunne finde ud af noget… nu… her…” Hun mumler det sidste, og jeg kan ikke lade være med at smile af hendes nervøsitet. Hun skulle bare vide, hvordan jeg har det. ”Hvad skylder jeg dig så? Og du må ikke lyve,” griner hun. Det er en mærkelig og pinlig situation, jeg sidder i. Ved ikke helt hvorfor. Jeg fortæller hende hvad de kostede, og med en koncentrerende tunge ud af munden skriver hun en chek til mig. ”Værsgo!” siger hun højt og smiler bredt. Jeg putter den i lommen og rejser mig.

Hun stirrer på mig, og jeg stopper op da hun udbryder: ”Du siger da godt nok ikke meget, var?” Jeg vender mig om og svarer: ”Næ, det gør jeg vel ikke.” Hun er da for mærkelig. Hun smiler, rejser sig op og kommer helt hen til mig. Mine øjne bliver store. Hvad laver hun lige? Hun står på tær og hvisker drillende i mit øre: ”Så du KAN snakke. Det var da godt. Jeg var helt bange for at du var blevet stum.” Hun fniser, vender sig om og går hen mod en bænk. Jeg kan ikke lade være med at smile.

Hun smitter mig med en glad følelse. Jeg kigger på mit ur. Klokken er 17:13. Burde gå hjem til de andre. Inden de begynder at ringe og udspørge mig. Der er bare noget inde i mig, der får mig til at følge efter hende. Måske er det den glade følelse. Jeg sætter mig ned ved siden af hende, men sørger for at der er en god halv meter imellem os.

Vi kigger lidt rundt, og mens jeg er godt i gang med at studerer mine ærmer spørger hun: ”Hvor kommer du egentlig fra, Harry?” Harry? Nårh, ja! Jeg hedder jo ”Harry”… Jeg åbner munden for at lyve, men tænker at det nok er lige meget om hun ved hvor jeg kommer fra. ”Duncaster,” svarer jeg, ”jeg er flyttet til London sammen med nogle venner.” -Med venner mener jeg altså 4 kendte drenge, der er med i det samme boyband som mig, der hedder One Direction- tænker jeg ironisk inde i mit hoved.

”Nårh… Det var dem der var i baggrunden, da jeg ringede til dig!” udbryder hun. Jeg nikker og spørger smilende: ”Hvad med dig? Hvor kommer du fra?” Hun kigger ned i jorden. ”Mange steder,” begynder hun, ”Jeg er født i Danmark, men de sidste 3 år har jeg rejst rundt omkring. Jeg har været ret isoleret - ikke haft en computer med, min mobil kan ikke en skid! Den er oldgammel. Så jeg valgte bare at rejse til England. Jeg havde været her 3 gange før. Nej, 4 gange, så jeg kender stedet ret godt.” Jeg rømmer mig lidt. ”Det er i hvert fald et godt sted at blive opdateret om omverdenen,” fniser jeg, og vi griner begge to.

Hun har et sødt grin. Jeg lægger bare mærke til sådan nogle små ting om hende. De små perfekte ting om Amy. Mine kinder bliver varme. Fuck! Hvis nu hun ser mig rødme. Pinligt! Hun kigger hurtigt rundt på pladsen. Hendes hår flyver rundt i luften, og jeg får lyst til at røre ved det. Hov, vent! Det skal jeg vist ikke lige. Det ville sgu se mærkeligt ud. Hun kigger på mig igen. Det er som om, hun prøver at se igennem mine solbriller. Men hun kan ikke - Ingen kan…

 

Amys synsvinkel:

Det er som om jeg har kendt Harry i tusind år. Jeg ved ikke om jeg fortæller ham noget jeg ikke burde, for ordene vælter bare ud af mig. ”Kan du ikke prøve at tage dine solbriller af?” spørger jeg. Jeg har ventet i et stykke tid med at spørge om det. Måske er der en grund til, at han ikke vil vise sit ansigt. Jeg kan bare ikke komme på en. ”Je-jeg… jeg ved ikke om det er en god ide,” hvisker han, ”det er bare sådan at jeg… Jeg ved ikke…” Han stopper midt i sætningen. Jeg vil så gerne se hans øjne. Bare én gang. ”Det er okay. Det må du jo selv om,” siger jeg stille.

I det øjeblik river han hurtigt brillerne af, og hans smukke blå øjne glimter, mens han anstrenger sig for at holde dem åbne i solen. Han minder mig om én… Én jeg har set før. Jeg kan bare ikke komme i tanke om, hvem det er. Jeg er bare sikker på, at jeg har mødt ham før. Harry… Harry? Det siger mig ikke noget. Ikke en skid - nope!

Først nu lægger jeg mærke til, hvor lavt solen hænger. Den er blevet helt rødlig. Jeg løfter armen og kigger på mit ur. ”Hvad er klokken?” spørger Harry. Årh LORT! Klokken er over 18. Jeg har lovet at tage med Caroline og Kathrin i byen. Lort, lort, lort! ”Unskyld, jeg bliver nød til at gå,” siger jeg og smiler. Han kigger spørgende på mig, men s jeg tager min jakke og rejser mig. ”Men?” måber han. Øv… jeg ville ønske jeg kunne blive her. ”Vi kan ringes ved, ikke?” Han nikker. ”Jeg ringer til dig!” råber han efter mig, mens jeg går over pladsen. Jeg smiler bare og vinker til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...