One Direction - Story 1

Dette er en historie der vil omhandle det britiske/irske boyband "One Direction". Jeg har haft få tanker om denne historie så jeg vil prøve mig frem og finde på ting hen ad vejen.

13Likes
8Kommentarer
2084Visninger
AA

7. Amy

Harrys synsvinkel:

Jeg går ind ad døren. Jeg kan ikke se drengene nogen steder. "Hallo? Niall? Jeg har købt den til dig," råber jeg. Jeg lægger pakken med "Nando's" logo ned på bordet. Jeg går gennem køkkenet og videre ind i stuen. Louis ligger på sofaen. Jeg har lyst til at snakke med ham, men kan ikke. Jeg vil ikke komme krybende og bede om at vi bliver bedste venner efter det her. Jeg er - sur på ham, og det ændrer sig ikke bare lige. Men jeg ville stadig ønske, at vi havde det ligesom før. For bare tre dage siden kunne vi ikke stoppe med at snakke og fjolle rundt, men nu er det helt anderledes.

"Niall er her ikke." Jeg får et chok. Louis kigger på mig. "D-det kan jeg godt se, Louis. Du behøver ikke fortælle alt. I hvert fald ikke dit TELEFONNUMMER!" Min stemme er tøvende, men det røg også bare ud af munden på mig. Jeg er bare så... Vred på ham! Han rejser sig og går ind på sit værelse. Døren smækker bag ham. Jeg hænger min jakke op og sætter mig i sofaen. Jeg har ikke noget at lave. Mit hoved drejer sig næsten af sig selv, men mine øjne møder døren, der lige er blevet smækket i bag mig. Jeg har bare lyst til at banke på og se, om han vil åbne for mig. Jeg smider hurtigt den tanke væk. Det kan jeg godt glemme alt om.

Jeg vender mig om og trækker min computer frem. Inde på twitter er der propfyldt. Alle de kommentarer vi får. Jeg prøver at starte et twitcam, og efter få minutter er der over 10.000 der kigger med. 10.000? Er de oppe om natten eller hvad. Klokken er i hvert fald 3-4 stykker i mange af de lande hvorfra de skriver. Tallet stiger hurtigt. Jeg kan ikke forstå det. Jeg sidder og glor ind i et kamera uden at sige noget, mens 47.000 sidder og glor på mig? Jeg vinker til kameraet. Flere og flere skriver kommentarer, hvor der står: "nej! du må ikke gå søde harry <3 <3" og "hvor er drengene? please - bliv!? vi elsker dig <3" Jeg smækker computeren sammen og trækker tæppet over mig. Jeg har lyst til at gemme mig. Gemme mig for Louis og drengene, for vores fans, for hele verden...

 

Louis' synsvinkel:

Jeg vågner ved en høj lyd der skær i mine ører. Jeg springer næsten i sengen, men slipper et stort suk ud mellem mine læber, når jeg hører at det er min mobil, der ringer inde fra stuen. Jeg ligger og venter i et stykke tid og håber på at den holder op af sig selv, men den bliver ved. Jeg smider benene udover sengekanten og kan mærke, hvordan de kæmper for at rejse sig op og bære mig de få meter der nu er.

Til sidst åbner jeg døren ind til stuen og ser min mobil ligge på sofabordet og brumme, ved siden af en sovende Harry. Jeg lister forbi og kigger på den blinkende skærm. Det nummer kender jeg da ikke? Jeg tænker mig ikke grundigt om inden, jeg hiver den op til øret og spørger: "Hallo?" Det er først når en kvindestemme begynder at snakke, at jeg finder ud af, hvad jeg har gjort.

"Undskyld, er det Harry jeg snakker med?" spørger hun. Oh God! Det er sikkert en syg fan der har skaffet sig mit nummer. Jeg går i panik og kigger rundt i rummet efter hjælp, men jeg kan ikke gøre andet end at svare: "Øhm... Nej! Det er IKKE Harry, du snakker med..." FUCK, en dum ting at sige. Men hun lægger nok på nu. "Hvis du kender ham, kan du så ikke lægge en besked eller noget til ham - fra mig?" Jeg får næsten et chok. Min mund står åben, og jeg aner ikke hvad den ville have sagt. Jeg tager mod til mig og spørger med en hård stemme: "Hva'? Hvem snakker jeg egentlig med?" Hun gisper og svarer højlydt: "Åh, undskyld! Det er jo rigtigt. Jeg hedder Amy Christensen. Jeg fik ikke fortalt mit navn. Jeg er hende pigen, der spildte kaffe ud over Harry for et par dage siden. Det er derfor jeg..." Hun når ikke at sige noget før jeg afbryder hende: "Nårh! Dig!... Ja, dig kan jeg godt huske." Men pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg jo har sagt, at jeg ikke er Harry. Jeg fumler med mobilen og laver små lyde. "Hej det er Harry. Jeg undskylder for min ven før. Han joker ret meget." udbryder jeg. Hvis nu hun tror, at jeg var "Harrys" ven før, men at jeg er Harry NU, så kan jeg jo starte på ny. Yes!

"Hej Harry," begynder hun, "jeg ville spørge dig om vi kunne mødes et sted i byen i dag. Omkring 17-tiden?" I det øjeblik åbner Harry (den rigtige) sin øjne tøvende. "Lou?" hvisker han, mens han rækker en hånd ud efter mig, "vil du ikke nok tilgive mig?" Jeg stirrer på ham. Sover han ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...