Samuel

En historie om den 13, snarligt 14-årige Samuel, som er under sin uddannelse som krigerspejder. Fortællingen foregår i landet Emboras, hvor Samuel skal afsted på en farefuld færd for at fange sit ridedyr, så han kan afslutte sin uddannelse. Desværre venter noget uventet ham, hvis han kommer tilbage fra sin rejse.

2Likes
3Kommentarer
718Visninger

1. Jagt

 

Den brunskaftede pil sejlede hen over lysningen, og den brede, trekantede, rageknivsskarpe od hamrede ned i det lille dyr. Den skar sig gennem kødet, som var det blødt smør, der havde stået ude i eftermiddagsvarmen om sommeren. Den lille, hønsefugl begyndte med det samme at skræppe så højlydt op, at Samuel ikke var i tvivl om at man kunne høre den i hele kongeriget. Fasankokken forsøgte desperat at lette fra jorden, men logisk nok, havde den svært ved at flyve med en pil tværs gennem kroppen, og blodtabet fra det åbne sår, havde drænet den for kræfter.

13-årige Samuel, trådte ud af skovbrynet. Han var en spinkel dreng. Omkring halvanden meter høj. Han havde et venligt ansigt, med høje kindben. Hans øjne var meget mørkebrune, næsten sorte, og mandelformede. Hans næse var fremtrædende, uden at være stor. Hans mellemlange mørkebrune hår strittede uregerligt til alle sider. Hans smalle, mørke øjenbryn, buede let nedad mod næseroden. Hans arme var spinkle, men stærke og senede, som resten af han krop. De stærke muskler udgjorde det meste af hans kropsvægt. Han havde dårligt nok et gram fedt på kroppen. Hans hud var nøddebrun. En ting han havde fra sin mor der havde været fra stammelandsbyerne, mod vest. Han havde aldrig kendt hende. Hun var død på barselssengen og havde kun fået ham. Så Samuel var vokset op hos sin far. Han var klædt i tynde skinbukser, der gik til knæene. Han gik i tynde skinstøvler, der gik ham til lidt over anklerne. På overkroppen var han iført en rødbrun kortærmet lærredsskjorte. Han faldt godt i med skoven.                                                                                                                                               Hans rødbrune lærredsskjorte og korte skindbukser faldt godt i med de omgivende nyudsprungne grønne ege, elme, og bøgetræer, som sås allesteds hvor blikket farede. Selvom det var i slutningen af sommeren, var træerne først lige sprunget ud. Det havde været en lang og hård vinter.                                                                                                                              Den lille lysning – Samuel kunne skrå tværs over den på knap fyrre skridt – var farvet lysegrøn af friskt sommergræs der gik godt op over anklerne. Det føltes dejligt blødt under de tynde skinstøvler. Solen var så småt begyndt at kravle hen over trætoppenes grene, og nogle få solstråler oplyste lysningen. Dejlige dufte fra de mange blomster der stod rundt i skovbrynet fyldte luften. Samuel åndede dybt og højlydt ind mens han snuste til luften. ”Ah. Sikke en dejlig sommermorgen,” sagde han glad til sig selv, mens han skråede hen over lysningen mod fasanen.  Fasankokken havde været svær at få øje på i starten, men dens højlydte skræppende sang, havde hurtigt afsløret den. Hans humør faldt et par grader og han bandede lavmælt for sig selv – det havde ikke været et rent skud. Så havde den lille hønsefugl været død før den overhovedet havde nået at åbne næbet, så den kunne skræppe højlydt op, og irritere Samuel ubeskriveligt meget.                                                                                                                                                                                                                       Mad skal hverken skræppe hvine eller udstøde nogen som helst andre forme for lyde, tænkte Samuel for sig selv.                                                                                             Han bevægede sig mod fasanen på sine lange stærke ben, og nåede snart hen til fasanen i den anden ende af den lille lysning. Her lænede han sig ind over det lille dyr. Pilen var gået ind lidt over venstre vinge, nær ved halsen. ”Hvis jeg bare havde ramt halspulsåren, kunne det vel næsten gå som et rent skud,” mumlede han lavmælt for sig selv. Men det havde han ikke. Faktisk flere centimeter fra. Pludselig nappede det lille dyr ham i lillefingeren. ”Av for fanden!” skreg han så højt at fasankokken igen begyndte at skræppe højlydt op. Den lever åbenbart endnu, tænkte han surt. Det varer ikke ved. Samuel kastede et hurtigt blik på sin lillefinger, hvor et par dråber blod livligt begyndte at pible frem. Så trak han sin store flotte dolk, som hans far havde lavet til ham i sin smedje, og foræret ham til Samuels trettenårs fødselsdag, af skeden; den havde et flot skaft i mørkt træ med fire udskårne fordybninger som henholdsvis lille, ringe, lange og pegefineren skulle ligge i. Æggen krummede en smule og var ligeså skarp som oddene på hans pile. Hævn. Han tog uden videre fat i den larmende fugls hoved med sine slanke stærke fingre, og skar med det femten centimeter lange knivsblad, halsen over på den. Blodet sprøjtede ud over hans tøj, men han blev ved med at skære og flå, indtil han kunne kaste hovedet fra sig. Han tog fasankokken i fødderne og samlede hovedet op. Så hev han meget forsigtigt pilen ud af den lille døde krop, for ikke at ødelægge det lækre kød, og tørrede blodet på pilen af i det høje lysegrønne græs. Derefter puttede han den tilbage i koggeret. Så dækkede han alt blodet med nedfaldne blade, tog en lille håndfuld frø op af sine skindbukser og dryssede dem ud på jorden foran sig. Han var nødt til at øve sig utrolig meget, før han kunne bestå de endelige prøver, som lå på den sidste uge, op til hans fjortenårs fødselsdag. Sådan blev de lagt, så man både kunne fejre beståelsen af prøverne, og sin fødselsdag samme dag. Altså på sin fjortenårs fødselsdag. Det ville sige hvis man bestod. Hvis man ikke bestod, skulle man sidde og ærgre sig på sin fødselsdag.

Der ville gå to år før man igen kunne gå op til prøverne. Hvis man endnu engang ikke bestod, kunne man prøve tredje og sidste gang – inden man blev atten. Bestod man endnu engang ikke ville man ikke kunne gå til prøverne igen, og man ville aldrig kunne blive krigerspejder. Samuel glædede sig ufatteligt meget til at overstå prøverne, og han måtte bare bestå. Præcis som hans far havde gjort. Han skulle arbejde for kongen, som spejder, der stille som en kat observerede alting og derefter rapporterede det videre. Men han kunne også sættes i kongens hær i tilfælde af krig, hvor han ville blive sat ind primært som bueskytte. Krigerspejderne var kendt for altid at have mange idéer, og tilsyneladende have en løsning på alting. Det var også dem der jagede vildt til kongen, og til sig selv naturligvis. De var udstyret med et bredt udvalg af våben, som først blev udleveret til dem efter prøvernes afslutning og beståelse; En langbue og dertilhørende udstyr, bestående af en skydehandske af læder – kun ringfinger, langfinger og pegefinger skulle være i handsken, da det kun var dem der skulle trække buen. Fra fingrene gik en bred lap læder hen over håndryggen hvor to lædersnore var sat fast, en i hver side, som man bandt fast om håndleddet. En armbeskytter af skind og hjortepels, så udover at beskytte armen mod strengen når pilen sendtes af sted, ville den også dæmpe lyden grundet pelsen. Langbuen var lavet af en lige stamme fra et elmetræ, som var blevet flækket med det rigtige værktøj. Så var der blevet skåret et langt, lige og tykt stykke træ ud af stammen, - fri for knyster - og så startede det lange arbejde med at file og tørre og gøre ved, som Samuel ikke vidste meget om. Han havde allerede en langbue nu. Den brugte han til at jage fasaner, hare, de små tykpelsede hjorte der levede i området og alt det andet vildt skoven ellers kunne byde på. Men han ville få en ny og meget kraftigere bue, hvis han bestod prøverne. Buen han havde nu havde en trækvægt på omkring femogtredive pund. Den var kun lige stærk nok til at kunne slå middagsmaden ihjel. Og det havde den ikke engang kunnet i dag. Den han fik hvis han bestod prøverne trak næsten det dobbelte; tres pund. Til buen hørte selvfølgelig et stort pilekogger, med tredive pile, vis æg var så skarp som en ragekniv. Krigerspejderne havde fire klingevåben; to dobbeltæggede kasteknive, en stor jagtdolk, og et kortsværd. Der var en specialsyet skede i læder til hver af dem. På indersiden af skederne var der pels, så knivene og sværdet let gled fri, når der skulle trækkes blank. Krigerspejderne var eksperter i at bruge dem. De var udover knivene, også udstyret med et våben, kaldet en nunchako; et nærkampsvåben bestående af to sekskantede træstave, ligeså lange som ejermandens underarme, præcis så tykke at de lå perfekt i brugerens hånd. De var forbundet med en syv leddet kæde, og træstavene var forstærket med jernbånd. Det var et meget effektivt våben, men meget svært at håndtere, og det krævede meget øvelse. Samuel syntes dog at han var ved at blive ret god med dette våben. Teknikken bag våbnet var meget at svinge det rundt, og pludselig lave et hurtigt slag mod hoved, mave, skridt eller bryst. Ingen kunne selvfølgelig slå hans far når det kom til dette nærkampsvåben. Han sagdes at være den dygtigste med nunchako i hele kongeriget. Han var vidt berygtet, for sin dygtighed på dette område. Han mente selvfølgelig selv, at det ikke var noget at prale med. Han hadede vel bare at være i centrum, mente Samuel. Uanset hvad hans far mente, syntes Samuel at det var sejt. Også selvom der kun var tredive uddannede krigerspejdere i kongeriget. Dette våben havde også en specialsyet rund dobbeltskede, med pels indvendig så stavene var i en skede hver. Sidst, men ikke mindst havde krigerspejderne et halvandet meter langt pusterør, fremstillet i bambus. Det var konstrueret således, at det kunne deles i tre lige store dele, så det var lettere at transportere. På det ene af de tre små rør, var der lavet en rille indvendigt, på det næste en udvendigt og i den anden ende en indvendigt, og på det sidste en udvendigt. På den måde kunne de tre ’rørdele’ skrues sammen. Pilene var lavet af noget meget stærkt træ som var skåret femten centimeter lange, de var runde, og havde en diameter på to-tre millimeter. De var snittet spidse i enden og belagt med metal som var slebet sylespidst. I den anden ende var der sat dun fjer fast, ved hjælp af en klæbrig masse, der var udvundet fra et ahorntræs stamme. Derefter var enderne af dun fjerene omviklet med hestehår - de var stærke - og snøret godt og stramt sammen. Så var den klæbrige masse igen smurt på, så knuden ikke kunne gå op. Krigerspejderne benyttede en ands dun fjer, fordi de ikke sugede vand til sig, på grund af et særligt fedtstof. De kunne nemt mases sammen og være inde i det lange løbs munding, i modsætning til styrfjer. De var lette og fangede luften godt når man pustede gennem det lange rør. Det resulterede i at pilene forlod pusterørets munding med imponerende fart. Pilene var dødelige på over halvtreds meters afstand. Til pilene hørte et specielt minikogger, der sammen med alle knivene havde sin plads i bæltet. Sammen med pusterøret, hørte et udvalg af forskellige gifte. Gifte til at dræbe sit offer hurtigt, gifte til at dræbe sit offer langsomt, gifte til at volde smerter på sit offer, men uden at dræbe personen, og gifte til at bedøve sit offer. Udover at være uhyggeligt dygtige med deres våben, var krigerspejderne eksperter i en kampkunst, kaldet Kung Fu. Den var blevet studeret i et land langt mod syd, mange generationer tilbage i tiden. Kung Fu var en kampkunst til brug i selvforsvar, hvilket krigerspejderne ofte fik brug for. Den bestod af en masse avancerede håndteknikker, selvforsvarsteknikker, - mod våben især – spark og stande. Ingen kunne besejre en krigerspejder i Kung Fu. Udover dem selv altså. Samuel havde selvfølgelig et eksemplar af hvert af disse våben, som han kunne træne med, men de var hans fars. Han ville gerne eje sine helt egne. Samuel var lærling hos sin far. Sådan var det med alle krigerspejdere. Alle de beståede krigerspejdere havde været i lære hos deres fædre. Også Samuels far. Og hans far. Samuels far trænede ham i bueskydning, såvel som Kung Fu. Alt hvad Samuel kunne, havde han lært af sin far. Groft sagt.

Samuel rystede på hovedet, og klarede sine tanker. Han skældte lavmælt sig selv ud. Der var ikke tid til at stå og dagdrømme nu. Han havde arbejde der skulle gøres. Og han skulle øve. Meget. Ellers kunne han glemme alt om sine dagdrømme. Hans træfsikkerhed med langbuen var langt under det niveau der krævedes af prøverne. Og der var kun syv måneder til. Kun en ud af de otteogtyve prøvelser, som prøverne eller ’eksamen’ bestod af, måtte dumpes hvis man skulle bestå det hele. For som de benhårde dommere sagde: ”Ingen er perfekt.”

Samuel klarede endnu engang tankerne. Han tjekkede om alle hans pile med de rageknivsskarpe odde lå trykt i hans pilekogger. Så gik han tilbage til derfra hvor han havde skudt den første fasan. Og så ventede han.

Den næste fasan dukkede først op flere timer senere. Samuel var næsten faldet i søvn, da han så noget bevæge sig i den anden ende af lysningen. Han trak en pil op af koggeret og lagde den på strengen. Han stirrede efter fuglen indtil han kunne se hvilken vej den vendte, så han vidste hvor han skulle ramme. Så spændte han sin bue op indtil venstre hånds langfinger – han var venstrehåndet – lå i mundvigen. Han koncentrerede sig af alle kræfter denne gang, sigtede og gav slip. Buestrengen brummede dybt, og den brunskaftede pil med de mørkegrå og sorte faner sejlede endnu engang hen over lysningen. Den gang hamrede denne gang ned i hjertet på det lille dyr, og fasankokken skræppede ikke engang. Den var død før den ramte jorden. Denne gang smed Samuel sin bue på jorden ved siden af sig – og den anden fasan, – og styrtede triumferende og glad afsted mod den lille døde hønsefugl. Han skar hovedet af den med sin store dolk, dækkede endnu engang blodet til med blade, og gik tilbage til sin bue. Han samlede buen op og slyngede den over skulderen så den hang sammen med pilekoggeret og de rageknivsskarpe odde. Så samlede han den første fasan op. Han fandt to stykker tyndt reb frem fra sin lomme, og vandrede lidt ind i skoven. Her fandt han en gren på et egetræ, der stak næsten vinkelret ud fra stammen. Han begyndte at binde reb om fødderne på fasanerne, og bandt derefter fasanernes fødder fast til grenen, så de hang med hovedet nedad. Han trak sin dolk og stak den ind øverst i bugen på den ene fugl. Han førte den nedad så han skar en lang flænge, hele vejen gennem bugen på fuglen. Så vippede han huden til side og begyndte at skære og flå indvoldene ud. Han smed dem ligegyldigt i græsset ved siden af sig. Dem ville han tage sig af senere. Han fandt en skindpose frem som han puttede hjertet og leveren i. Dem kunne man sagtens spise, hvis man stegte dem over bål, - eller i den åbne kamin til at varme den lille hytte op, som hans far og Samuel boede i, - og Samuel elskede det. Den åbne kamin var selvfølgelig ikke tændt nu, her om sommeren. Den anden fugl fik samme proces, og han samlede indvoldene op, og gik tilbage til lysningen. Her smed han dem, fordi han vidste at de ville blive spist af ræve, ulve eller endda en af de bjørne der huserede i området. Han havde aldrig set dem, men han havde set fodspor fra dem, når han var ude og jage. Han gik tilbage, og bandt fasanerne fri fra grenen. Men fasanhovederne smed han ikke fra sig. Han kendte nogen der ville blive rigtig glade for dem.

Samuel begyndte at gå tilbage gennem skoven, mod den lille hytte i udkanten af skoven. Han havde fasanerne i sin venstre hånd, fordi den var stærkest, og hovederne i den anden. Allerede inden han nåede så langt at han kunne se hytten, kunne han dufte en liflig duft der snoede sig ind mellem træerne, og op i Samuels næse. Hans far var ved at lave frokost af den hare som Samuel havde skudt dagen forinden. Og Samuel havde lige skudt aftensmaden. Hans far havde overladt al jagt til ham så han kunne øve sig i sin træfsikkerhed, inden prøverne. Han var også ved at være godt sulten. Da han nåede hen til hytten i skovbrynet kom en kæmpemæssig jaguar slentrende rundt om hjørnet på den lille hytte. Jaguaren var omkring fire meter lang med halen, der udgjorde cirka en tredjedel. Den var næsten halvanden meter høj over skuldrene, og cirka på størrelse med en af de stridsheste som man red på i kongens kavaleri. Bare lidt længere, på grund af den lange, men ufatteligt stærke og kraftige krop. Den var utrolig kraftig af bygning, og både dens forben og bagben, var tykke af muskler. Den havde en tyk, halvlang, blød pels. Pelsen var gyldenbrun med kulsorte ringe overalt på kroppen, helt ud i halespidsen. Alle ringene havde en mørkere brun farve inden i, og en sort plet i midten. Dens ’ansigt’ havde et vildt udseende. Den havde store runde grønne rovdyrøjne, med en sort rund plet i midten. Pupillerne. Den havde lange knurhår, og en sort snude. Dens tænder og kæber var så stærke at de kunne knuse et skildpaddeskjold. Selvom den vejede omkring tohundrede kilo bevægede den sig fuldstændig lydløst, på grund af dens store bløde poter. De var udstyret med særlige hår på trædepuderne, så den ikke larmede når den skulle jage. En hver person der så denne kæmpekat ville have sagt: ”Sød lille missekat,” med dirrende stemme, eller have skreget meget højt, og løbet alt hvad remmer og tøj kunne holde, eller være besvimet på stedet. Men ikke Samuel. Han kendte denne kat. Det var hans fars. Krigerspejdere red ikke på de kæmpestore stridsheste, som dem man red på i kongens kavaler, men på vildkatte det var på størrelse med dem. Så dette var hans fars ridedyr, en kæmpemæssig jaguar!    Samuel var ikke det mindste bange for den store kat, han mente den var harmløs, selvom den havde slået adskillige voksne mænd ihjel, når hans far var i knibe. Han klappede den blidt på hovedet ”Hej Sesam,” sagde han. Den store kat spandt glad som svar, og slikkede sig sultent om munden mens den stirrede på fasanerne. ”Du kan tro nej du,” sagde Samuel. ”Men jeg har noget andet med til dig.” Han kastede det ene fasanhoved hen til Sesam som glad kastede sig over det og knuste det med sine stærke tænder. Hans far sad ved et åbent bål på den anden side af den lille stråtækte lerhytte. Han var ikke meget mere end en håndsbredde højere end Samuel, men bredskuldret, og hans over - og underarme bugnede af muskler. Han havde kort mørkebrunt hår, som var tydeligt at han selv havde klippet med sin dolk. Han sad på en træ skammel ved bålet i bar overkrop, og også den bugnede af muskler, og så ud til at være hårdere end en træstamme. Han var iført lyse skindbukser, der ligesom Samuels gik ham til knæene. Hans øjne var sorte som sin søns, men med et blåt skær. Han var barfodet, men hans tynde skinstøvler stod ved siden af ham, lidt væk fra bålet. Hans store dolk lå i hans skød, og afslørede en tom skede ved hans højre hofte. En svedperle løb ned af hans behårede bryst da Samuel nærmede sig. Det var nok på grund af varmen fra bålet, tænkte Samuel. ”Hej Samuel!,” sagde Besjin med sin dybe rumlende stemme. ”Hej far. Det dufter dejligt.” ”Jeg er også ved at være godt sulten,” sagde Besjin. ”Du laver aftensmad” ”Ja ja det skal jeg nok far,” brummede Samuel. ”Det er jo en del af prøverne.” ”Jeg ved det godt far.” Samuel trådte ind i hytten. Den var omkring otte gange otte meter på siderne. Cirka halvanden mand høj, og konstruktionen var af træ. Der var lige plads til to soveværelser, et lille køkken hvor de havde deres madlavningsgrej og forsyninger, et vaskerum til at tage bad i, og en stue med et åbent ildsted, hvor de kunne stege og koge mad og vand. Udenfor hytten, var et åbent bål – til om sommeren – og et das. Et lille træskur var bygget udenpå hytten. ”Jeg kan vel ligeså godt forberede mig mens jeg venter,” tænkte han. Han lagde fasanerne og hovedet fra sig på græsset, og gik over til det lille træskur, åbnede lågen og trådte ind. Skuret var meget lille, der kunne dårligt nok stå to personer derinde. En lille solstråle havde sneget sig vej ind gennem en lille sprække i træ konstruktionen. Samuel synes dog ikke, det var nok med den begrænsede lys mængde, trods hans gode øjne, så han lod lågen stå åben. Rummet var fyldt op med en masse ting. Et smalt træbord fyldte hele den ene væg. På bordet lå for eksempel en økse, til at kløve brænde, og fælde træer med. Der var skovle af forskellig slags, seletøj og en saddel til Sesam. Der var også et par sadeltasker. Så var der ting til at lave pile af, og nogle tykke bambusstave til at lave et nyt pusterør, hvis det oprindelige kom ud for en ulykke. Samuel gik hen til det lange smalle egetræsbord og fandt en lille skovl til én hånd som han vristede løs af alt rodet, sammen med en læderspand. Han vendte om og travede glad og fornøjet ud af det lille skur. Han lukkede forsvarligt døren bag sig og gik hen til sin far hvor Idjamina sad og ventede på ham. Idjamina var hans fars trofaste tjener, kriger, kæledyr og ven. Den lille vilde hunkat spandt glad ved synes af ham. Idjamina var en puma. Eller rettere en miniature udgave af en puma. Besjin havde fanget hende da hun endnu var blind. Dengang havde hendes krop ikke været længere end Besjins langfinger. Nu var hun med sin lange hale ikke længere en Samuels underarm – hvis man talte hånden med – og hun blev ikke større. Skønt hendes størrelse kunne hun med lethed slå Samuel ihjel hvis det var hendes hensigt. Hun levede ligeså længe som han. Hun kom fra, og var blevet fanget i det store område øst i Emboras. Det var et sted hvor alle kattedyr – og også andre dyr – var i miniature udgave af de oprindelige. Alverdens arter af katte levede i det område hvor de alle var miniature udgaver. De blev også ligeså gamle som mennesker. Det var et fantastisk sted hvor der både var sletter, bjergområder, store regnskove og nåleskove. Det var tradition, og en del af prøverne blandt krigerspejderne at drage ud to måneder før prøverne, og bedøve og fange et eksemplar af de store katte – som ridedyr, kriger og ven – i et lignende område som miniature kattenes, men her var kattene bare kæmpestore. Ofte dobbelt størrelse af de almindelige. Her fandtes også alverdens katte – som kæmper. Dette område lå syd i Emboras. Derefter drog man videre på katteryg, hvis det var lykkedes at tæmme det store vilddyr, til øst i Emboras og fangede en minikat. Kun to var døde i disse forsøg, og de havde begge været sytten. Samuel glædede sig til at tage af sted om tre måneder på dette spændende eventyr! Emboras var navnet på dette land. På kongens rige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...