Kirsebærtræet

Den unge pige Sallie blev kidnappet som tre-årig. I ti år er hun blevet mishandlet og misbugt af nogle gamle mænd. En dag flygter hun, og på sin rejse finder hun ud af hvad kærligheden virkelig er...

4Likes
13Kommentarer
869Visninger

2. Flugt

Jeg stod og kiggede ned i kælderens mørke. Fuldkommen sort. Jeg knugede paraplyen. Stille stak jeg den ud i  mørket, halvdelen af den blev med det samme opslugt. Med et lille gisp trak jeg den tilbage.Stille kiggede jeg ned i mørket, jeg kunne stadig høre mine skrig for mit indre  ører. Jeg havde kun dårlige minder derfra. De Gamle kaldte den "Hyggekælderen", "Straffestedet", og "Sengen". I min verden hed den mere "Torturkælderen" det var her De Gamle "hyggede" sig med mig. Det var her jeg var blevet misbrugt siden jeg var tre.

Jeg kunne hører dem oppefra. De sad og drak igen, alle som én. Om en time ville de komme hen til mit værelse, slæbe mig ned i kælderen og "hygge" sig med mig. Men hvad hvis nu de ikke fandt mig på mit værelse? Jeg så ned i mørket. Selvom dette var det mest forfærdelige sted i dette Djævlens kæmpehus, var det også den eneste udgang. Jeg har altid undret hvorfor, men på den anden side er det ikke mit problem.

Uden rigtig at tænke mig om tog jeg min beslutning: Jeg skulle væk fra dette helvede, og det her var en enestående mulighed. Stille tog jeg et skridt ned af den stejle trappe. Mørket omsluttede mig, jeg kunne intet se, stille tog jeg et skridt mere og krysede fingre for at jeg ikke faldt og slog mig halvt ihjel.

Så lød et bump, var jeg faldet? Lyden af låsen, fortalte mig at jeg ikke var, men jeg håbede faktisk at jeg var. For nede i denne fandens kælder lå ikke kun den eneste mulighed for at slippe ud af huset, men også et lig af en stakkels drengs mor. Den stakkels dreng var stadig hernede, og det var ham der lige havde låst døren.

"Sallie min ven. Længe siden." En undelig knasende lys lød da Henry smilede med sine sprukne læber. Henry og hans mor boede nede i denne kælder, engang boede jeg sammen med dem, men så blev min krop interessant, og De Gamle tog mig med oven på. 

"Hva' så smukke? Har du mistet mælet?" Henrys stemme lød spindende og næsten venlig. Hvis jeg ikke vidste bedre var jeg sikkert gået i hans spind.

"Henry! Hvordan går det med din mor?" Jeg storsmilede, selvom han ikke kunne se min ansigt, og prøvede at lyde som om at jeg lige mødte en gammel ven på gaden. Jeg vidste at det pissede ham så meget af som det kunne.

"Hør er Sallie. Ved du godt at jeg ikke har fået noget at spise i to uger? Og at gul og blå steg er min livret?" Hans stemme var stadig honning sød, men nu med en truende undertone.

Ude i mørket fornemmede jeg at noget bevægede sig. Jeg tog instinktivt et skridt tilbage... og faldt. Et trin af gangen, indtil jeg var helt nede på det hårde beton gulv. Jeg måtte bide et skrig i mig (som jeg har gjort hele mit liv.) Jeg hørte trin, Henry var på vej ned.

"Jaa smukke. Det er en ond trappe." Jeg kunne fornemme smilet på hans underernærede ansigt.

"Men ved du hvad? Jeg kan være endnu mere ond!" I det totale mørke så jeg hans hvide tænder skinne op et øjeblik. Og jeg sværger på at temperaturen faldt mindst ti grader.

Jeg kiggede mig rundt for at se  en udvej, men jeg kunne jo for fanden intet se! En tårer sneg sig ned af den kind, mine tårer elsker så højt. At græde ville normalt have kostet et par lussinger, men det der ville ske nu var lang værrer end en lussing. Jeg knugede paraplyen, orgh for helvede! Jeg slog ud efter ham, og en knasende lyd lød da jeg ramte. 

Så rejste jeg mig og løb. Alt hvad jeg kunne løb jeg. Jeg vidste ikke hvorhen jeg løb, bare væk fra trappen og en rasende og sulten Henry. Og så løb jeg ind i en væg. Jeg tog mig til næsen, næseblod igen.

"Hvor er duu smååke?" Shit! Hans snøvlende stemme tydede på jeg havde brækket hans næse, han var sikkert rasende. Ja, jag havde da altid troet at denne kælder ville blive min undergang.

Smerte. Hvordan var han kommet her hen så hurtigt? I mørket fornemmede jeg endnu en bevægelse, hurtigt dukkede jeg mig inden slaget ramte mig. Næste slag forventede jeg ville komme, så jeg trak til siden og slog ham i maven.

ARGH! DIN LILLE MØGUNGE! Nu skal du få!" Det sidste han sagde var blødt og nærmest venligt. Men igennem hele mit 13-årige liv havde jeg lært at det var den farligste stemme. Jeg så ikke det næste slag komme. Han næve røg ind i min mave, og fik skubbet mig ind i væggen. De var meget lysere her, var jeg død? 

"Hvor er du tøs?!" Henry famlede ud i mørket, mens jeg bare kiggede på han. Kiggede på ham? Så fik jeg en idé. Stille rakte jeg hånden op og famlede ud efter det, uden at fjerne blikket fra Henry fik jeg fat i det. Et håndtag! Jeg trak ned i det, låst, det burde jeg have vidst. Jeg satte mig ned på gulvet, følte mig dum og naiv. Jeg kneb øjnene sammen, ikke græde, ikke græde. Jeg stirrede ned på mine mishandlede ben. En tåre ramte sikkerhedsnålen der holdt min korte nederdel sammen oppe ved livet. Igen følte jeg mig dum, men samtidig lykkelig.

Hurtigt åbnede jeg sikkerhedsnålen og begyndte at bøje og hive i den. Jeg havde altid været god til at dirke låse op, det var jeg nødt til at være. Og fem minutter efter "klik". Glæden bølgede op i mig, stille tog jeg i håndtaget og gik ud i friheden. Jeg vendte mig om og lukkede døren.

Da jeg rettede mig op igen mærkede jeg en varm hånd på min skulder, og det kolde løb fra en pistol mod min tinding...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...