One Direction - You take me, to another world. ♥

Rebecca - eller Becca, som hun helst vil kaldes - På 18 år, bor i Australien, tæt på stranden. En dag i foråret, får hun et job ved stranden, som livredder. Og det bliver nødvendigt, da hun møder fem specielle drenge.

32Likes
35Kommentarer
2652Visninger
AA

2. Niall, eller Nal?

Jeg rystede på hovedet. "Nej nej!" Begyndte jeg. "Jeg skal... Jeg skal arbejde.." løj jeg. Jeg vidste ikke hvorfor.. Men siden jeg blev kærester med Gordon, turer jeg ikke, at tale med andre drenge. Drengen foran mig, fik et trist ansigt. Han havde sorte solbriller på øjnene, og stod i baroverkrop. "Nå ok," sagde han trist, og sendte mig et lille smil. Så stod vi i tavsheden, og kiggede på vandet, der gik os til hofterne. "Nå? Ja.. Endnu engang tak! Den tilhører Harry. Han bliver sikkert rigtig glad, når han får den tilbage," sagde drengen. Jeg nikkede, og lagde armene genert bag ryggen.

"Hvad hedder du egentlig?" spurgte han nysgerrigt. Jeg smilede stort. "Rebecca.. Men alle kalder mig Becca," sagde jeg sødt. "Hvad hedder du?" Han tog solbrillerne af, og kiggede mærkeligt på mig. Jeg stirrede bare på ham. Han kiggede endnu mere mærkeligt på mig. "Ved du ikke engang det?" spurgte han. - Selvglad? Ja! Jeg rystede på hovedet, og lavede et skævt smil. Han smilede lidt, og tog solbrillerne på igen. Han tog sin hånd frem, og forventede vist, at jeg gjorde det samme. Jeg tog hans hånd, og rystede den blidt. "Ja.. Jeg hedder Niall," sagde han, og bøjede sig. Jeg nikkede, og tog min hånd til mig igen. "Okay," sagde jeg, og kiggede ned i vandet.

Tavshed igen.

"Ja så ses vi vel.. Eller.. Ikke.." sagde jeg genert. Niall - Som han åbenbart hed, nikkede sødt, og kiggede ned af mig. "Vi ses Becca," sagde han sødt. Jeg vendte mig om, og begyndte at løbe ind til stranden. Jeg kiggede mig tilbage. Niall kiggede stadig på mig. Men da jeg fangede hans blik, kiggede han væk.

Jades brune hænder ramte mig i hovedet, da jeg slog hende i røven. "BECCA!" Råbte hun. Jeg grinede. "JADE!" Så løb hun efter mig, og vi endte, efter en slåskamp, at sidde i sandkanten, og studere det bløde sand.

"Jade? Jeg mødte én," sagde jeg pludseligt. Jade kiggede hurtigt op, og fik store øjne. "VAR DU GORDON UTRO?" spurgte hun højt. Hendes råb kunne høres langt væk, og vi en del blikke, fra folk omkring. Jeg grinede både af hende, og hendes kommentar. "Nej!" Sagde jeg bestemt. "Jeg snakkede bare med ham.." Jade hævede øjenbrynene, og kiggede på sandet igen. "Du skal altså overveje, at sige undskyld til Gordon," sagde hun pludselig i tavsheden. "Hvorfor dog det?" spurgte jeg bestemt. - Jeg havde ikke gjort noget! "I er aldrig sammen mere. Og når han spørger dig, og I skal være sammen, siger du for det meste nej," sagde Jade. Jeg nikkede. "Siger Gordon bare ALT til dig?" spurgte jeg surt. "Desuden har jeg travlt." Jade hævede øjenbrynene. "Men hvad?" Jeg ignorerede hendes kommentar. Jeg ville hjem. NU! 

Jeg rejste mig op, og forventede ikke, at Jade ville følge efter mig. Men da jeg nåede helt op, til stedet hvor Ivy var, stod hun bag mig. "Ses Ivy," sagde jeg, og klappede hende på skuldren. Ivy nikkede bare, og kiggede væk.

Jade fulgte efter mig, og gik efter mig på vejen hjem.

"Hvad hedder han?" spurgte hun. "Hvem?" spurgte jeg, selvom jeg godt vidste, hvem hun mente.

"Drengen du mødte, klaptorsk," svarede hun. "nååå. Nal, eller sådan noget?" sagde jeg kort, og koncentrerede mig om vejen foran mig. Jade nikkede. "Okay. Vi ses," sagde hun, og forlod mig alene på vejen. 

Da jeg gik lidt, besluttede jeg mig, for at shoppe lidt. Jeg gik i den nærmeste tøjbutik, og kiggede på et par toppe. Et par slidte shorts faldt mig nu alligevel ind. Jeg købte dem. Jeg købte også en mobil pung. Jeg følte mig så glad, da jeg gik hjem, med to poser i hånden.

Min mor var hjemme. Far var på arbejde. "HEJ MOR!" sagde jeg, og sprang hende om halsen. Hun lagde en arm om mig, og grinede overraket. Hvorfor var jeg egentlig så glad?

"Hej skat. Vil du have rester af lasagnen fra i går?" spurgte hun. Jeg nikkede. Da maden var færdig i mikrobølgeovnen, tog jeg tallerknen, med op på værelset. Så gik jeg på Facebook, og Twitter. Det var det jeg gjorde for det meste, når jeg var hjemme. Jeg så tv, indtil jeg skulle spise. - Og det gjorde jeg også denne aften.

Da jeg lå i min seng, og skulle sove, tænkte jeg over Niall. Han var så selvglad, men alligevel sød. Hvorfor troede han, at jeg kunne hans navn? Jeg ville vide det. I morgen ville jeg finde ham, og spørge ham. Selvom det sikkert var svært.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...