The love that can never be

Tom, Bill, Sophie og Cassandra har altid været en firekløver, indtil klassen bliver delt op i to "grupper", der konstant skændes og ødelægger livet for hinanden. Bill og Tom kommer i samme gruppe, og Sophie og Cassandra ender i den anden - men har de egentlig lyst til at gå imod hinanden?

2Likes
1Kommentarer
991Visninger
AA

2. Kapitel 1.

"Kom nuuu, Cas," mumlede jeg utålmodigt for mig selv, og trippede lidt på stedet. Der var 5 minutter til vi skulle møde, og min bedste veninde, Cassandra, skulle have været her for 10 minutter siden. Vi mødtes altid hver morgen, på det samme hjørne, og fulgtes derefter til skole. Hvis man ikke kunne nå det, havde vi en regel om at man sendte en sms, så den anden ikke stod og ventede forgæves.

Jeg tjekkede min telefon. Ingen nye beskeder, ingen nye opkald. Jeg kom helt sikkert for sent. Pis også. Jeg åbnede en ny besked, skyndte mig at skrive til Cas, at jeg bare tog i skole selv, og spurtede så af sted. Jeg nåede ind ad døren, lige i det, klokken ringede, og kom dermed ikke for sent. Jeg ignorerede de hadefulde blikke fra Dina og Marie, der sad i den anden ende af klassen, og satte mig ned på min plads. Læreren trådte ind få sekunder efter, og så træt ud på os, over sine halvmåne formede briller. Vores dansk lærer, Hanne, var som altid dybt deprimeret over at skulle have os, og ignorerede fuldstændig faktummet, at tre af klassens drenge sad i vindueskarmen og stadig snakkede, som om det var frikvarter. Hun begyndte bare at råbe op, og tog sig til takke med de meget mekaniske svar hun fik igen. Jeg sagde selv bare et stille ja, da hun råbte mig op, og tjekkede min telefon for svar fra Cas. Intet. Jeg rynkede panden, og lagde utålmodigt min telefon i lommen. Jeg kunne ikke lide hun ikke svarede. Når hun var syg eller kom for sent, plejede hun altid at skrive en besked om at jeg ikke skulle vente på hende, selvom hun egentlig burde sove ud. Sov over sig, gjorde hun aldrig. Når hun kom for sent, var det på grund af hendes mor, der var fuldtidsalkoholiker og stofmisbruger. Hun brugte meget tid på at sikre sig at moren var okay, inden hun tog af sted. Med det misbrug, var der store chancer for at finde sin mor død om morgenen. Jeg gøs, og satte mig lidt bedre til rette på stolen. Mine egne forældre ejede et stort firma, og var altid på firmarejser. Penge var der nok af, og de forkælede mig altid, når de var hjemme. Men en teenagepige mangler alligevel sine forældre i sit liv, og jeg følte ofte at jeg ikke havde nogle forældre, og var halvt i båd med Cas.

"Sophie!" Jeg vendte tilbage til nutiden med et sæt. Hanne stod med hænderne i siden, og så utilfredst på mig udover sine briller. Jeg så mig desperat om i lokalet efter noget der kunne fortælle mig hvad vi var igang med at lave, men der var intet skrevet på tavlen, og alle gloede bare nysgerrigt på mig.

"25?" sagde jeg usikkert, og huskede så at vi havde dansk. Dine og Marie fnisede af mig, og drengene fra den anden side af klassen gav mig et hånligt blik. Hanne himlede bare med øjnene, og vendte hovedet væk fra mig. Vores klasse er en typisk teenageklasse, bare i en ret vildere version. Normalt er klasser delt op på en eller anden måde - vores var ingen undtagelse. Det sidste halve år havde klassen været delt op i to grupper, der konstant skændtes med hinanden. Vi pirrede og irriterede hinanden uden pauser, og benyttede en hver chance til at gøre de andre til grin. Vi kunne vel allesammen godt se hvor åndssvagt det var, men af en eller anden grund stoppede vi det ikke. Vi lod det bare fortsætte.

"Måske har Tom fulgt lidt mere med, og kan forklare os svaret?" sagde Hanne, og så på Tom, med sit kolde blik. Tom, der havde siddet med benene op på bordet og fnist af mig, fik travlt med at sætte sig ordentligt, og lavede samme finte som mig - men der var ingenting at komme efter. Han ville ikke få nogen hjælp. Langsomt gled hans læber op i et uskyldigt smil, og rystede langsomt på hovedet. Hanne mumlede noget om hvor umulige vi var, og begyndte at søge udover klassen, for at finde en der kunne svare på hendes spørgsmål, men fandt hurtigt ud af at ingen havde hørt efter. Hun rystede på hovedet, og gik tilbage til sit kateder, hvor vi var vant til at se hende.

Cas havde heller ikke skrevet, da klokken ringede til spisefrikvarter, hvilket bekymrede mig. Jeg gik ud på toilettet, smed min taske og jakke på gulvet, og ringede op til hende. Der var ikke nogen der tog telefonen. Nu begyndte jeg at blive bekymret. Dog vidste jeg at hun ikke ville bryde sig om jeg kom farende hen til hende, for at tjekke op på hende - måske havde hun bare smadret sin telefon, og var syg. Derfor tog jeg min taske over skulderen, min jakke over armen, og gik ud i kantinen, hvor jeg satte mig sammen med resten af 'min gruppe'. De to grupper af vores klasse sad altid i hver sin ende af kantinen, og sendte hinanden hadefulde blikke og kommentare. Idag så det værre ud end normalt. Deres gruppe havde for at provokere, sat sig på det bord, vi normalt sad ved. Derfor havde vores gruppe valgt at sætte sig lige ved siden af, og der var allerede startet en bitchfight imellem Andreas fra min gruppe, og Dina fra deres, der snart udviklede sig til noget større.

"Fuck man, og jeg som troede du ikke kunne blive mere bøsset!" sagde Dina hånligt, og lænede sig tilbage, imens hun kiggede på Andreas, som om han var et meget klamt insekt. "I det mindste har jeg ikke 25 kg make-up på," snerrede han tilbage, og gav hende dræbeøjnene. "Hun er en pige. Hun har lov til at gå med make-up. I modsætning til dig. Eller er du overhovedet en dreng?" gav Mathias fra deres gruppe igen. "Han er mere dreng end du er," sagde Kathrine, og smilede ondskabsfuldt. "Luk røven," hvæsede han, og rejste sig truende med et æble i hånden. "Nuhr. Et æble. For det kan du jo komme langt med." Mathias bed tænderne sammen, og kastede æblet med fuld kraft, lige i hovedet på Kathrine, der faldt ned fra bordet hun sad på, og det var der vi startede en madkamp. Ja, I know. Madkamp. 4. klasse om igen. Men vi havde alle sammen brug for at afreagere, og det var den mindst farlige måde at komme af med vores agressioner på.

Der gik ikke længe før der kom en lærer ned og skilte os ad. Drengene var begyndt at bruge næverne, og Tom, Andreas og Mathias blødte forskellige steder i ansigtet. Emily fra min gruppe, der forgæves havde forsøgt at holde Andreas tilbage, havde fået et blåt øje, og sad nu med en klump is på det. Daniel (min gruppe) hjalp Andreas ud på toilettet, hvor de vaskede blodet af hans ansigt, og Daniel prøvede at få Andreas beroliget. Jeg stod ude foran sammen med Taja og diskuterede hvad der var sket ude i kantinen, imens jeg ventede på at de kom ud igen, og forhåbentlig var lidt roligere. Selvom jeg vel egentlig burde koncentrere mig om vores samtale, kunne jeg ikke lade vær' med at tænke på Cas, der stadig ikke havde skrevet. Klokken var snart 12. Hun burde vel være vågnet på nuværende tidspunkt? 

Jeg fik ikke mere tid til at tænke over det, fordi Andreas kom ud, og lignede sig selv igen, dog med et lidt bittert ansigtsudtryk. ”Er du okay?” spurgte jeg, og så bekymret på ham. Han nikkede, men så dog lidt sammenbidt ud alligevel. ”Tag dig ikke af dem. Du fik ramt tre gange hårdere på dem,” sagde Taja, og smilede opmuntrende til ham, selvom man godt kunne se igennem hendes facade. Hun kunne ikke lide de havde været oppe at skændes. Andreas valgte også bare at ignorere det, og fortsatte ned ad gangen, imod vores klasselokale. Taja og jeg udvekslede et blik, før vi fulgte efter ham, for at sikre der ikke skete mere.

Inde i klassen sad Bill og Tom sammen, og snakkede om et eller andet, og Marie og Dina sad som sædvanligt nede bagerst i klassen, og fnisede over en eller anden popstjerne. Typisk den slags tøser. Andreas gav lige Tom et dræberblik, før han satte sig ned på sin plads, og fandt sin notesblok frem, hvor han begyndte at tegne. Han havde tegnet siden han var 4, og var utroligt talentfuld. Ofte kunne jeg ikke kende forskel på animerede ting, og de ting Andreas havde tegnet. De var for livagtige. De to sider af klassen havde ligesom hver sin feminime dreng. Vi havde Andreas, der havde langt blondt hår, oftest gik med en smule eyeliner, og en masse accesories, og den anden side havde Bill, der havde langt sort hår, altid smokey eyes, og mindst ligeså mange accesories. Bill var Toms bror (Tom var 10 minutter ældre, og lod ham aldrig glemme det), derfor blev der holdt tilbage på gay jokesene. Begge sider vidste godt det bare ville ende galt. Tom var voldelig, og han elskede sin bror overalt på jorden. Og i tænker sikkert, hvor ved hun alt det fra, når hun hader dem? Jo, det skal jeg fortælle jer. Før klassen blev splittet i to, var Bill, Tom, Cas og jeg en firekløver. Vi hængte altid ud sammen, og fortalte hinanden alting. Da klassen blev splittet op, mistede vi den firekløver. Bill og Tom endte på en anden side end Cas og jeg, og vi accepterede at vi blev nødt til at hade hinanden. Cas og jeg blev efterhånden bedre venner med Andreas, men glemte aldrig venskabet vi havde haft med Bill og Tom. Jeg kunne stadig se tilbage på tiden, og savne dem.

”Hvorfor glor du, Jenkins?” Toms hånlige stemme rev mig ud af mit flashback, og jeg opdagede at jeg havde siddet og stirret på tvillingerne. ”Jeg prøver at finde ud af hvem der er grimmest. Dig eller din såkaldte bror,” sagde jeg tænksomt og smilede spydigt til dem. Toms ansigtsudtryk blev hurtigt iskoldt, og hans stemme en del snerrende. ”Vi er da kønnere end du er.” Jeg rullede øjne af dem. Ikke noget nyt i det. Jeg var flere gange blevet mobbet med mit udseende, og kunne tage lidt af hvert, når det kom til det punkt. ”In your dreams,” svarede jeg, og vendte mig imod Andreas igen, ”hvad tegner du?” spurgte jeg nysgerrigt, og så på den skitse han var igang med. Han trak på skuldrene. ”Jeg lader min hånd tage føringen, og stoler på den. Det gør jeg oftest når jeg mangler inspiration,” sagde han tænksomt, lagde hovedet på skrå, og så på sin skitse. ”Cool! Så du har ingen ide om hvad det bliver til?” Han rystede på hovedet, gav mig et smil, og fortsatte så, som tegn til han gerne ville være lidt alene. Han var oftest en alene type, og nød at have sine egne øjeblikke, som de fleste respekterede, og lod ham få. Bortset fra dem fra den anden gruppe selvfølgelig.

Jeg besluttede mig for at sætte mig ned på min egen plads, og begyndte at skrive på min novelle, imens jeg ventede på læreren kom. Af en eller anden grund respekterede Bill og Tom at vi ville være alene, og lod os arbejde med vores ting. Dog kunne jeg ikke rigtig fokusere. Alt der kørte rundt i mit hoved, var Cas, og hvorfor hun mon ikke havde skrevet. Det var underligt, og det gik mig på. Jeg besluttede mig for at vente til skoledagen var ovre, og så sende hende en sms, og spørge om hun var okay. Hun var trods alt min bedste veninde. Der gik ikke længe før vores lærer trådte ind i klassen, og bad os sætte os, og være stille. Hele klassen var på mystisk vis dukket op til tiden, og satte sig meget modvilligt ned, og droppede snakken. De fleste havde stor respekt for vores matematik lærer, Eric. Ikke fordi han var specielt streng – han havde bare en alternativ måde at undervise på, og kunne på magisk vis få hele klassen til at lytte. Nåhr ja, så var han også ung, og lækker, ifølge de fleste piger i klassen. Jeg var en af de eneste der ikke tog del i deres beundring, og syntes han var aldeles rædselsfuld. Men der var en gang sket et split i klassen, og jeg ville nødig blive smidt ud af den gruppe jeg var i nu. Så måtte selv Cas droppe kontakten til mig, ved mindre hun selv ville udstødes af klassen. Derfor lod jeg som om jeg også forgudede ham overalt på jorden, og lyttede ligeså intenst med i timerne, som de andre, selvom det kvalte mig indeni. Imens jeg gloede op på ham med et tomt blik, kunne jeg ikke lade vær’ med at tænke på Cas. Hvor mon hun var? Det lignede hende ikke at drikke på en skoledag, og i det tilfælde advarede hun mig som regel dagen inden. Derfor holdte jeg bare mit blik tomt imod Eric, og prøvede at finde ud af hvad der var sket med Cas.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...