Kunsten at sige farvel - One direction ♥

Destiny Horan er den smukke søster til Niall Horan fra det berømte boyband One Direction. Destiny har altid haft et godt øje til specielt én af drengene, men det sætter skæbnen en stopper for. Destiny og Niall skjuler en forfærdelig hemmelighed for drengene da de bor sammen alle 6. De fatter ingen mistanke indtil 'det' sker og deres hverdag ændres for altid.

Denne movella er skrevet på dansk selvom drengene originalt taler engelsk :)

23Likes
27Kommentarer
2540Visninger
AA

9. "Harry, jeg.."

 

(Tilbage til Destinys synvinkel igen)

 

Han strakte sine store arme omkring min spinkle krop. Jeg lagde forsigtigt mine arme om hans hofter. Det var den bedste følelse. Det virkede som en evighed, siden jeg sidst var blevet holdt i hans arme. Jeg mærkede, hvordan vi begge drømte os langt væk. Langt tilbage i tiden, hvor vi begge var lykkelige - sammen. Niall hev os ud af vores skønne øjeblik ved, at spørge om vi ville hjælpe ham med at bære mine ting med ind. Vi gik alle ud og Louis lavede det sjoveste ansigt da han så mine 6 store tasker. Han jokede stort med, at jeg virkelig burde lade være med at shoppe så meget, og at jeg havde aaaalt for meget tøj. Louis var skøn. Han var altid så opmuntrende, og når jeg var sammen med ham glemte jeg alt om mit helbred. Han fandt lykken i mig og vækkede den til live. Drengene tog hver en taske og gik ind og jeg stod stadig og kæmpede med den sidste taske. "Gider du tage den sidste taske og låse døren?" Råbte Louis imens han kastede bilnøglen gennem luften fra hoveddøren og ned mod mig. "Selvfølgelig skatter!" Råbte jeg lige så højt tilbage. Jeg prøvede at få den ud fra bagsædet men forgæves. Hvordan havde vi egentlig fået den ind?! Jeg grinede lidt af mig selv, til jeg pludseligt mærkede en varm ånde mod min nakke og to store og bløde hænder om mine hofter. Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen. Jeg kunne øjeblikkeligt genkende berøringerne. Han lagde sit hoved på min skulder og krammede mig varmt bagfra. Han lagde en frakke om mine skuldre, da han igen gav slip, og jeg vendte mig om. "Så fryser du ikke.." mumlede den hæse stemme, jeg længe havde ønsket at have for mig selv. Hans funklende grønne øjne kiggede intenst på mig, og jeg kunne mærke, mine kinder begynde at blusse op. Hvordan gjorde han det? Hvorfor skulle der kun et enkelt blik til, at følelserne igen blev bragt til live? Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved med 200 km/t. Jeg lukkede bare kort mine øjne i håb om, at tankerne ville gå væk. Igen lagde han trygt sine hænder om mit liv, men denne gang trak han mig tættere mod ham. Da jeg åbnede øjnene var jeg max. 5 centimeter fra hans kønne ansigt, og de læber jeg så forfærdeligt længtes efter. Jeg lagde blidt en hånd på hans ene bryst for at stoppe ham. For at stoppe os i det vi havde gang i. Det gik ikke. Jeg kunne i princippet dø allerede i morgen. Han måtte ikke elske mig. Han misforstod det. Eller også ville han bare ikke forstå det. Han afbrød mine tusinde af tanker ved, at sende et stød igennem hver evig eneste celle i min krop. Hans læber ramte mine i et langt og kærligt kys. Da vi længe havde stået og kysset og nusset i pænt lang tid, trak jeg mig stille en smule væk og mumlede: "Harry, jeg.." Længere nåede jeg ikke før min stemme blev kvalt af de blødeste læber på hele jordkloden. Efter endnu et kys kiggede han forstående på mig. Jeg kunne se at han kiggede hver en detalje ved mit blik igennem. "Jeg ved det godt smukke.. Men du skal vide at jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre". Og med de ord gik vi hånd i hånd ind mod huset. Kort inden han slap min hånd mærkede jeg en kold dråbe ramme den. Først kiggede jeg op mod himlen. Skyfrit? Det var mystisk. Dernæst på Harry. Hans øjne var røde og hans kinder var våde. Han græd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...