Kunsten at sige farvel - One direction ♥

Destiny Horan er den smukke søster til Niall Horan fra det berømte boyband One Direction. Destiny har altid haft et godt øje til specielt én af drengene, men det sætter skæbnen en stopper for. Destiny og Niall skjuler en forfærdelig hemmelighed for drengene da de bor sammen alle 6. De fatter ingen mistanke indtil 'det' sker og deres hverdag ændres for altid.

Denne movella er skrevet på dansk selvom drengene originalt taler engelsk :)

23Likes
27Kommentarer
2494Visninger
AA

13. Faldet

Jeg var inde på mit værelse, hvor jeg skulle pakke mine ting. Det var eftermiddag, og drengene var lang tid om at pakke. Jeg havde ikke fået pakket alt mit tøj ud af taskerne, så det gik nemt. Jeg stod i mine egne tanker. Jeg kiggede mig i spejlet, og så på en ung pige kiggede trist tilbage på mig. Nogle gange kunne mit humør bare ændre sig på et split sekund. Jeg nær studerede mine øjne. De var store og havde en flot blå farver med en smule grønt. Det var nok fra min far. Min sorte mascara sad perfekt og havde farvet hver en vippe. Min brune øjenskygge glimtrede i solen. Mit lange mørkebrune hår sad i en høj og rodet knold på mit hoved. Jeg havde et par slidte denim shorts på og en beige skjorte nede i. Som sædvanlig havde jeg nogle enkelte og lidt flippede smykker på. Jeg tænkte over livet. Hvorfor mente skæbnen, at jeg ikke kunne leve hele mit liv fuldt ud? Jeg gik længere ind i mig selv og forsvandt fra omverden. Jeg opdagede slet ikke, at nogen åbnede min dør og stilede sig bag mig. Jeg vågnede først fra min trance, da nogle varme arme lagde sig blidt om min mave. Det gav mig et kæmpe chok. Til min store lettelse var det bare Harry. Hans flotte øjne mødte mine i spejlet. Hans blik ændrede sig fra et kærligt til et mere bekymrende blik. "Hvad tænkte du på?" spurgte han med hans charmerende stemme. "Livet, og hvorfor alt skal være så kompliceret." Han så forstående på mig. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se ham i øjnene, når jeg sagde det, jeg havde tænkt mig at sige. Det jeg så brændende ønskede, at han skulle vide. Ordene samlede sig som en knude i min hals og ville ikke ud. Min mund blev tør, og jeg følte et stort ubehag. Han bemærkede det. "Er du okay Des?" Spurgte han forsigtigt om. Om jeg var okay ? Nej ikke rigtigt.. Jeg tog mod til mig og sagde: "Jeg elsker dig." Tre ord var det eneste, der skulle til. Tre ord og en betydning. Hans bekymrede ansigt forandrede sig til et kæmpe smilende et. Hans øjne strålede af lykke. "I lige måde Destiny. I lige måde" Og med de ord trak han mig ind til sig i et langt og kærligt kys. 

Sådan stod vi i lang tid med armene om hinanden. Min højre hånd lå trygt om hans nakke og hans venstre om min hofte Den anden flettede vi fingrene ind i hinanden. Vi kyssede, som vi efterhånden havde gjort et par gange i løbet af de sidste par dage. Men for mig gjorde det ingenting. Mine følelser var vækket til live, og jeg kunne kysse hans læber resten af mine dage. Ingen af os bemærkede de fire blikke, der i dørkarmen stod og stirrede ekstremt meget på os. Havde han ikke lukket døren efter sig, da han gik herind? Åbenbart ikke eller også havde vi ikke bemærket, den var blevet åbnet igen. Først da en af dem rømmede sig, stoppede vi. Harry holdte stadig min hånd. Han var vel lige så bange for deres reaktion som jeg. 

Der var Niall, der havde rømmet sig. De andre var forvirrede, imens Niall så ud, som en der allerede havde set det komme. Louis, Zayn og Liam havde støttet vores forhold fuldt ud sidste sommer. Og de lignede nogle der var glade for, at vi havde igen havde noget kørende. "Vi ville bare spørge om du var klar Destiny, for vi kører om 10 minutter." sagde Louis. Hans stemme var forvirret, men hans lykke i stemmen var svær for ham at skjule. Han sendte nogle frække blikke til Harry, men han havde ikke tid til at gengælde dem. Han havde for travlt med at kigge på Niall, som skiftevis stirrede stift på os begge. "Det er i orden Destiny. Tag det roligt. Harry kan nyde at have dig i dine sidste dage. I kan få lov at hygge jer alt det I vil." Hans blik var ondskabsfuldt. Helt igennem ondskabsfuldt. Han smilede falskt til mig, lige inden han vendte om på hælen og forlod rummet. 

Mine ben svigtede mig. Jeg mærkede hvordan mine knæ knækkede sammen, da jeg faldt mod gulvet. Liam, Louis, Zayn og ikke mindst Harry havde for travlt med at udveksle forvirrede blikke til hinanden til at opdage, at jeg faldt sammen. Først da jeg landede på det lyse og kolde gulv, hvilket gav et ordentligt bump, opdagede de det. "Destiny!!" hørte jeg Harry nærmest skrige. Han kastede sig straks ned over mig, som jeg nu sad på gulvet med benene samlet og knæene helt oppe ved ansigtet. Jeg gemte mit ansigt væk. De skulle ikke se mig græde, især Harry. Han satte sig helt op ad mig og lagde beskyttende armene om mig. Han klemte mig hårdt for, at få mig til at falde til ro. Jeg prøvede at holde hulkene, inde med det var svært. Alligevel blev der længere og længere mellem hulkene, og Harry fik mig op at stå. Da han bemærkede, at jeg var virkelig tæt på igen at falde sammen, tog han armene under mig, og jorden var pludselig ikke at mærke længere.

Jeg mærkede Harrys regelmæssige hjerterytme mod mit ansigt. Hans brystkasse var varm, og jeg lå godt i hans favn. Jeg åbnede mine øjne på klem og så, at hans hvide bluse var helt våd og sort efter mascara. Jeg lignede sikkert en vaskebjørn. Det næste jeg mærkede var et koldt lagen mod min bare hud. Jeg lagde mig til rette på min venstre side. Jeg havde kun trusser og en lang t-shirt på. Han havde givet mig noget andet tøj på, uden jeg havde bemærket det. Jeg var for trist. Niall havde fortalt dem min dybeste hemmelighed uden min tilladelse. Han havde lovet at lade være. Og jeg var så fortvivlet. Harry lagde en kold dyne på mig. Han puttede den rundt om mig, så jeg til sidst lå rigtig godt. Derefter gav han slip. Hans skridt blev svagere og svagere, som han forlod værelset. Jeg fik samlet mine tanker og sagde så svagt: "Gå ikke. Bliv hos mig." Han gjorde, som jeg sagde. Han smed hurtigt sin hvide t-shirt og mørke jeans og lagde sig i sengen ved min side. Han tog noget af dynen over sig og lagde sig helt ind til mig. Han var varm, og han tog hans ene hånd på min hofte. "Godnat søde. Det hele skal nok blive bedre i morgen. Det lover jeg dig." Sagde han hviskende. Inden jeg igen lod søvnen tage over, ramte en bestemt tanke mig hårdt - Harry havde stadig ikke fået en forklaring

 

Der skal komme 15 likes og på 20 favoritlister, før jeg skriver videre :) Xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...