Kunsten at sige farvel - One direction ♥

Destiny Horan er den smukke søster til Niall Horan fra det berømte boyband One Direction. Destiny har altid haft et godt øje til specielt én af drengene, men det sætter skæbnen en stopper for. Destiny og Niall skjuler en forfærdelig hemmelighed for drengene da de bor sammen alle 6. De fatter ingen mistanke indtil 'det' sker og deres hverdag ændres for altid.

Denne movella er skrevet på dansk selvom drengene originalt taler engelsk :)

23Likes
27Kommentarer
2546Visninger
AA

4. En sovende skønhed

(Nialls synsvinkel)

 

Da jeg opdagede at hun var faldet hen, strammede jeg stille mit greb om hende og løftede hende forsigtigt. Jeg ville ikke vække hende. Hun var så fredelig og smuk når hun lå og sov. Hun drømmede, kunne jeg se. Hendes øjenvipper var smukke og mørke når de lå flot over hendes lukkede øjenlåg. Hun smilede i søvnen, hvilket også fik mig til at smile. Hun var glad igen. Intet kunne gå galtfor os nu. Hun begyndte at bevæge på sig da jeg gav slip på hende og lod hende lægge sig til rette i sengen. Jeg lagde en blød dyne omkring hendes krop og puttede den ind til hende. Hun skulle have det godt. Hun mumlede mit navn og åbnede øjnene. Det søde pigebarn altså. Nu sov hun lige så godt. "Undskyld at jeg vækkede dig søde. Sov bare videre." Sagde jeg stille mens jeg fortsatte ud af værelset. Inden jeg nåede helt ud sagde hun mit navn igen, denne gang lidt højere. "Bliv" Det var det eneste hun sagde inden hun gjorde plads til at jeg kunne ligge mig ved siden af hende. Jeg lagde armene trygt om hende og hun smilede tilfreds "Tak. Godnat Nialler." Jeg elskede når hun kaldte mig det. Hun fik det til at lyde så sødt.  "Godnat søs" Kort efter det faldt vi begge hen i en dyb og dejlig lang søvn.

 

(Destinys synsvinkel igen)

 

Jeg havde aldrig sovet så godt. Aldrig. Hans arme lå tungt om mig, så jeg flyttede dem stille, så jeg kunne stå op. Han vågnede heldigvis ikke. Det var dagen derpå. Jeg skulle herfra. Selvom jeg prøvede at se lyst på min skolegang og området vi boede i, virkede det ikke optimalt..

 

"Destiny, hvorfor er hun sådan en mærkelig unge der ikke kan spille fodbold med os andre??"  spurgte den ene."Det er sikkert fordi hun ikke KAN. Destiny kan ingenting. Hun vil aldrig blive til noget. Og derfor vil ingen være venner med hende."  Deres onde latter skar igennem hele rummet, og den kunne høres i hele afdelingen. De 5 onde piger gloede på mig, som om jeg var faldet ned fra månen. De tænkte sikkert på, om jeg lige havde hørt dem snakke grimt om mig for 10. gang bare denne ene dag.. De omringede mig som løver, der var ude efter en gazelle. Her begyndte den fysiske mobning så. Endelig trådte min mor til og sendte mig ud af skolen. Jeg fik hjemmeundervisning hver eftermiddag i vores stue i stedet for. I stedet for at tale grimt om mig bag min ryg, sagde de det bare direkte til mig. Det var lettere for begge parter, mente de. De tænkte ikke over at jeg også var et menneske med følelser. De troede at facaden ville tage det værste slag. Men nej, sådan var det altså ikke. Facaden var ikke så hård, at den kunne holde hele dagen. Når jeg kom hjem efter en lang skoledag, græd jeg resten af de timer, jeg var vågen. Som regel faldt jeg i søvn og sov følelserne væk. Det var meget lettere end tårerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...