Kunsten at sige farvel - One direction ♥

Destiny Horan er den smukke søster til Niall Horan fra det berømte boyband One Direction. Destiny har altid haft et godt øje til specielt én af drengene, men det sætter skæbnen en stopper for. Destiny og Niall skjuler en forfærdelig hemmelighed for drengene da de bor sammen alle 6. De fatter ingen mistanke indtil 'det' sker og deres hverdag ændres for altid.

Denne movella er skrevet på dansk selvom drengene originalt taler engelsk :)

23Likes
27Kommentarer
2483Visninger
AA

3. Det er ikke til at fatte

 

Han måbede da han så mig. Fra hver gang han havde set mig, var jeg blevet smukkere, mente han. Jeg syntes dog, at jeg lignede mig selv. Det samme lange og let krøllede mørkebrune hår, og de samme blå øjne som han. Ja - vi havde kun samme mor men forskellige fædre. Han løb imod mig og strakte sine muskuløse arme rundt om min normaltformede teenagepige krop. Hans venstre skulder blev helt gennemblødt, fra alle de tårer jeg lod glide ned af mine kinder. Jeg kunne mærke, hvor overasket han blev over, at jeg græd. Jeg normalt var den hårde type, der brugte al sin energi på at holde facaden oppe. Han trak sig lige så stille ud af det førhen varme og trygge kram. Han kiggede på mig med et par meget triste øjne. Jeg regnede med, at det var, fordi han ikke brød sig om at se sin lillesøster på kun 16 år (og 10 måneder) være nedtrykt. Det var øjne, der bestemt ikke viste lykke ligesom mine. Vi lignede faktisk meget hinanden, selvom vi kun havde den samme mor. Vi havde det samme store smil og det samme fyldige hår - bare i to forskellige farver. "Hvornår tager du af sted igen?" Spurgte jeg forsigtigt. Jeg mente det ikke på den måde, som man nemt kunne tolke det. Jeg elskede, at han var der, og jeg ville ikke havde kommet så langt i mit liv, hvis ikke jeg havde haft ham. Jeg ønskede bare at vide hvor lang tid, jeg havde til at nyde ham i. Og det vidste han også godt. "I morgen..." Mit blik blev tomt, og mine mund formede sig til et kæmpe 'O'. Alt i alt lignede jeg bare et stort spørgsmålstegn samtidig med, at jeg kunne mærke mit hjerte gøre ondt. "Og du tager med!" Hans smil bredte sig med lynets hastighed samtidigt med mit. Jeg tårerne strømmede igen ud, men denne gang var det ikke fordi jeg var ked af det. Jeg var for en gangs skyld lykkelig. Niall boede i en lille by i den anden ende af England med resten af drengene. Grunden til, at de var flyttet så langt væk fra hovedstaden var, så de kunne få lidt privatliv fra alle de skrigende fans. Jeg måtte ikke rejse så langt væk hjemmefra særlig ofte på grund af min sygdom, og Niall havde aldrig tid til at besøge mig. Han havde sit band at holde styr på nu, og det var nok for ham.

 

Jeg hoppede rundt, og jeg smilede faktisk? Jeg havde savnet min storebror så forfærdeligt meget, og det var svært, at beskrive hvor vildt glad jeg var for, at skulle med ham. Jeg fik detaljerne at vide, med hvorhen og hvordan og så videre. Nu havde vores mor og min far også gået ind til os. Vi snakkede længe sammen og først der efter 2 timer, opdagede jeg at næsten alt hvad jeg ejede var pakket ned. Mit tøj lå foldet pænt sammen i kasser, og nogle af mine gamle fotos og andre betydningfulde ting var også pakket ned. Niall grinte lidt af mig, da hans øjne mødte mit meget forvirrede blik. Han forklarede, at vores mor længe havde pakket ned, mens jeg lå på hospitalet. Først nu indså jeg at jeg skulle forlade mine forældre til fordel for Niall. Men næsten som om at han kunne læse mine tanker, drejede han samtalen ind på, hvor de skulle bo, og at jeg selvfølgelig ikke skulle undvære dem. Det var næsten ikke til at fatte. Endeligt fik jeg hele min familie samlet, som jeg så længe havde ønsket mig.  Da vi havde sat os hen i stuens sofaer, for at snakke videre alle fire, faldt lige så stille i en dyb søvn. Jeg faldt i søvn i Niall's skønne favn. Jeg var tryg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...