Kunsten at sige farvel - One direction ♥

Destiny Horan er den smukke søster til Niall Horan fra det berømte boyband One Direction. Destiny har altid haft et godt øje til specielt én af drengene, men det sætter skæbnen en stopper for. Destiny og Niall skjuler en forfærdelig hemmelighed for drengene da de bor sammen alle 6. De fatter ingen mistanke indtil 'det' sker og deres hverdag ændres for altid.

Denne movella er skrevet på dansk selvom drengene originalt taler engelsk :)

23Likes
27Kommentarer
2475Visninger
AA

2. Allerede?

"Det kan du da ikke mene. Ikke nu, ikke allerede!" Min mor tudbrølede, og tårerne løb om kap ned ad hendes kinder. De dryppede lige så stille ned på det kolde og mørke hospitalgulv. Jeg kiggede fortabt ud af vinduet. Jeg kunne ikke se hende græde. Ikke igen.. Siden jeg havde fået diagnosen, havde hun ikke lavet andet. Min far sad ved siden af hende med sit ansigt begravet dybt i sine hænder. Han var den stille type men alligevel ikke typen, der græd særlig ofte.

"Hvordan har du det egentlig Destiny?" Spurgte lægen mig sukkersødt. "Hvorfor? Det ville jo ikke gøre nogen forskel, hvad jeg synes. Og desuden har du lige siddet og brugt 20 minutter på at forklare det.." Jeg kunne ikke lade være. Siden jeg blev syg, var jeg blevet mere og mere sarkastisk. Ikke på den sjove måde mere den måde, hvor jeg elskede at stikke lidt til folk med mine spydige kommentarer. Mere og mere indebrændt var jeg blevet, og nu var jeg på randen til sindssyge. Ej, ikke helt, men jeg havde det ikke fedt med situationen, det er helt sikkert. At vide at man maksimalt havde 2 år tilbage, giver ikke ligefrem et kæmpe boost af lykkefølelse.

Efter den lange samtale på hospitalet måtte jeg endeligt tage hjem igen. Det var ikke særlig tit, at jeg var hjemme længere, da jeg konstant var på hospitalet for at få taget prøver på mit dårlige hjerte. Det var som om at hospitalet var blevet mit hjem og sygeplejerskerne min familie..

Køreturen hjemad føltes meget længere end den egentlig var. Vi sad alle tre stille og kiggede i hver vores retning ud af de nu drivvåde ruder på den lille hvide folkevogn. Min mor tog en dyb indånding og kiggede på mig med et par seriøse øjne og var parat til, at sige noget til mig, men gav op og trak ønsket tilbage. De sendte hinanden nogle mystiske blikke, men jeg lagde ikke mere i det.

Jeg savnede at gå ud på min altandør hver morgen og indånde den friske morgenduft, der altid hang i området, jeg boede i. Selvom jeg ikke længere kunne gå i skole pga. mit svækkede hjerte, stod jeg tidligt op hver morgen for, at nyde hvert øjeblik jeg havde tilbage. Tanken om, at hver morgen kunne være min sidste, var skræmmende. Jeg glædede mig sådan til endeligt at gå ud på mine lille altan og sige godmorgen til hele London oppe fra vores lille lejlighed. Det var blevet en tradition, at jeg altid gik ud og bød livet velkommen og prøvede at fylde min krop med lykke fra morgenstunden.

Vi gik op i opgangen, men alt føltes anderledes. Luften føltes fremmed og mine forældre var anderledes triste. Men triste med et skud af spænding. Hvad glædede de sig til? Jeg gik hurtigt ind på mit værelse og blev straks mødt af et par velkendte øjne. De smukkeste øjne jeg nogensinde havde kigget ind i. De var blå og funklende.  Men man kunne se de havde grædt ret så meget. "Niall? Hvad laver du her?" Spurgte jeg ham med en rystende stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...