Kunsten at sige farvel - One direction ♥

Destiny Horan er den smukke søster til Niall Horan fra det berømte boyband One Direction. Destiny har altid haft et godt øje til specielt én af drengene, men det sætter skæbnen en stopper for. Destiny og Niall skjuler en forfærdelig hemmelighed for drengene da de bor sammen alle 6. De fatter ingen mistanke indtil 'det' sker og deres hverdag ændres for altid.

Denne movella er skrevet på dansk selvom drengene originalt taler engelsk :)

23Likes
27Kommentarer
2564Visninger
AA

5. Akavet stilhed..

Dagen gik hurtigere end forventet. Alle vågnede og gjorde sig klar. Vi pakkede alle de vigtigste ting og smed resten ud, men flyttebilen tog alle møblerne med sig. Niall og jeg kørte i hans smarte nye bil, imens mine forældre kørte af sted i folkevognen. Niall og jeg var ikke vandt til den akavede stilhed, der var imellem os under køreturen. Vi skulle køre i 2 timer og det virkede som en evighed, fordi Niall ikke var sit normal sprudlende jeg. Da vi så pludseligt holdte for rødt lys, udbrød han: "Harry er vild med dig, og det ved du også godt. Kan du huske sidste sommer?" Jeg nikkede. Mine tanker landede straks hos Harry. Ham havde jeg lykkeligt glemt..

Stakkels Harry. Han ved ingenting. Det gør ingen af drenge, undtagen Niall selvfølgelig. Harry kender ikke til min sygdom. Han ved, at jeg ikke må overanstrenge mig, men det er fordi han tror, at jeg har astma. Jeg sidder ovenpå ham med mine ben rundt om hans hofter. Han sidder lænet op ad egetræet tæt ved stranden. Han kigger på mig og smiler sit charmerende smil, som han havde gjort så mange gange før og sagde så: "Destiny - jeg elsker dig". Han kigger søgende på mig. Han søgte efter svar. Hvad skal jeg svare? Om jeg elsker ham? Selvfølgelig gør jeg det. Men hvordan skulle han virkelig kunne elske mig, hvis han kendte sandheden, som jeg har holdt skjult for ham så længe? "Jeg elsker også dig. Men vi kan ikke. Niall vil ikke have det.." Og med disse ord kyssede jeg ham for aller sidste gang og løb væk.

"Ja" Fik jeg fremstammet. Det var svært for mig at tale om den periode. Jeg elsker jo drengen! Men jeg ønskede bare at skåne ham. Ingen vidste hvor lang tid, jeg havde tilbage. Hvis vi blev kærester, skulle jeg jo efterlade endnu en sønderknust person tilbage på jorden, imens jeg kunne drage mod himlen vinkende og smilende. Jeg ville sidde deroppe og bede om alt godt for ham, fordi jeg elskede ham. Men det ønsker jeg ikke. Jeg kan ikke efterlade endnu en. 

"Godt. Så er vi enige. I kan ikke være sammen, vel søs ?" Hans stemme var blid og rolig med en bestemt undetone. "Nej, det kan vi vel ikke". Sagde jeg. Og jeg mente det jeg sagde. Alt andet ville være egoistisk. Lige hvor meget jeg så end ønskede det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...