Remember the time - 1D

Før Harry Styles meldte sig til X-factor, boede han i Holmes Chapel. Hans bedste veninde, Anna Roberts, og ham selv sang meget sammen, men dagen hvor Harry foreslog at de kunne melde sig til X-factor UK sammen, mistede Anna troen til at de var lige så ens som hun regnede med. Hun mente at dem fra X-factor var overfladiske og at man aldrig kom langt. Harry mente dog noget andet. Efter det lille skænderi var de uvenner og snakkede ikke med hinanden. Harry gjorde som han ville, meldte sig til X-factor og det så Anna. Dog stemte hun ikke på ham og det eneste hun hørte, var at han røg i en eller anden gruppe. Anna hørte ikke noget til Harry personligt, dog hørte hun lidt fra hans gruppe og Anna selv blev musiker. Dog en hel del anderledes en Harrys egen musik. Hvad sker der den dag de to venner bliver genforenet? Og er de overhovedet venner længere? Kan de huske hinanden?

36Likes
56Kommentarer
4213Visninger
AA

2. Flashback

Solen skinnede ikke, men det var varmt. Skyerne var over det hele på himlen, men de var tynde og man kunne lige skimte solens stråler igennem dem.

Jeg smed min mobil på madrassen ved siden af mig. Mine øjne var klemt sammen, selvom solen ikke var der og jeg ventede på at Harry kom. Han havde fået 'en helt fantastisk idé!' og den skulle jeg høre. Efter hvad jeg kunne høre på hans stemme ville han komme hurtigt, men det vidste jeg selvfølgelig så i stedet tænkte jeg lidt på hvad hans idé kunne gå ud på.

Jeg nåede ikke at tænke længe, før jeg kunne høre hans stemme. Han var selv gået ind og han kom nu gående ind i baghaven og jeg smilede forsigtigt til ham. 

"Hej, Anna!" sagde han og jeg nåede lige at hive min telefon væk fra den anden madras, da Harry hoppede ned på den.

"Hej, Harry," smågrinede jeg og vendte mig om på siden for at se på Harry. Han gjorde det samme og kiggede spændt på mig. Jeg lavede forsigtigt en bevægelse med min hånd, som skulle betyde at han skulle fortsætte med at tale. "Fortæl om din fantastiske idé!" sagde jeg og smilede.

"Okay, nu skal du høre," startede Harry og satte sig op og, som var jeg hans spejlbillede, gjorde jeg det samme. "Vi synger jo sammen. Og du synger godt og det gør jeg vel også."

Jeg nikkede bare imens jeg bed mig selv i siden. Hvor ville han hen? "Vi kunne melde os til X-factor!" foreslog Harry og så mega begejstret ud i hovedet. Jeg havde ikke fattet, at det var det han havde foreslået, så jeg sad stadig med det der ventende ansigtsudtryk.

"Vi kunne melde os til X-factor!" gentog Harry og slog ud med armene. Min begejstrede ansigtsudtryk faldt og tankerne begyndte i mit hoved.

Var han skør? tænkte jeg og gloede på Harry. Han vidste sgu da godt at man ikke kom nogle vegne med det!

"Er du seriøs?" spurgte jeg og kiggede alvorligt på ham. Harry rynkede brynene og nikkede så hurtigt. "Selvfølgelig! Er det ikke en fantastisk idé?" Harry havde et smil om læberne og jeg synes ikke jeg kunne genkende ham.

"Seriøst?" gentog jeg og havde sikkert øjenbrynene helt oppe i panden. Pludselig virkede det hele koldt og Harry virkede som en fremmed.

Harry kiggede lidt overvejende på mig også forsvandt hans glade ansigt. "Du kan ikke lide min idé." sagde han og kiggede væk.

Jeg rystede på hovedet, men jeg vidste at Harry så det, for straks vendte han hovedet og kiggede mig direkte i øjnene. "Hvorfor ikke?" spurgte han nærmest såret.

Jeg sukkede højlydt og rejste mig op, og vendte mig så derefter om. Harry fulgte efter og spurgte mig så igen.

"Fordi," startede jeg og sukkede endnu en gang. "Fordi man ikke kommer nogle vegne med X-factor!"

Harry kiggede overrasket på mig og han så helt fornærmet ud. "Det ved du da ikke." sagde han, men hans stemme havde ikke ændret sig. Hans stemme var stadig den dybe, bløde og rare stemme og hans toneleje lå stadig i det blide.

Jeg kiggede på ham og rystede på hovedet. "Jeg vil ikke," sagde jeg, "og hvis du gør det er du ikke rigtig klog."

Harry kiggede såret på mig og hans ansigtsudtryk var rent og skær skuffelse. "Hvorfor ikke?" spurgte han og rørte forsigtigt ved min skulder.

Jeg kiggede op på ham, som om han var fatsvag. Forstod den dreng intet? "Jeg synes X-factor er noget lort og man bliver ikke til noget. Alle der er med i det er idioter og jeg vil aldrig ændre mening." sagde jeg stædigt og jeg vidste, at jeg lagde op til et skænderi.

Harry rynkede brynene og kiggede overrasket på mig. "Jamen så gør jeg det selv." mumlede han stille og jeg sukkede højlydt.

"Du er en idiot," sagde jeg og blev helt sur over at han ville gøre det. Af de måder han kunne få sin stemme ud i offentligheden, valgte han dette.

Harrys ansigtsudtryk viste intet, da jeg havde kaldt ham en idiot, men jeg vidste han var såret. Ikke blot fordi, jeg havde kaldt ham det, men fordi jeg ikke var med på hans idé.

"Muligvis," sagde Harry efter lidt og jeg blev helt overrasket over, at han sagde noget. "Men jeg vil gerne lade folk høre min stemme."

Jeg løftede det ene øjenbryn og gloede skeptisk på ham, imens jeg fnyste kort. "Yea, right," sagde jeg sarkastisk og vendte ryggen til Harry. "Held og lykke med det."

Harry sukkede højlydt og gik så direkte forbi mig og hen mod udgangen af haven. "Men Harry!" råbte jeg og han vendte sig automatisk om med et håb i ansigtet. "Hvis du så går videre første gang og ryger ud den næste gang eller næste gang igen.. eller måske i et af liveshowene, så kom ikke til mig."

Harry gloede trist på mig og i det øjeblik han vendte sig om, var jeg ikke sikker på om jeg kendte Harrys rigtige jeg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...