Remember the time - 1D

Før Harry Styles meldte sig til X-factor, boede han i Holmes Chapel. Hans bedste veninde, Anna Roberts, og ham selv sang meget sammen, men dagen hvor Harry foreslog at de kunne melde sig til X-factor UK sammen, mistede Anna troen til at de var lige så ens som hun regnede med. Hun mente at dem fra X-factor var overfladiske og at man aldrig kom langt. Harry mente dog noget andet. Efter det lille skænderi var de uvenner og snakkede ikke med hinanden. Harry gjorde som han ville, meldte sig til X-factor og det så Anna. Dog stemte hun ikke på ham og det eneste hun hørte, var at han røg i en eller anden gruppe. Anna hørte ikke noget til Harry personligt, dog hørte hun lidt fra hans gruppe og Anna selv blev musiker. Dog en hel del anderledes en Harrys egen musik. Hvad sker der den dag de to venner bliver genforenet? Og er de overhovedet venner længere? Kan de huske hinanden?

36Likes
56Kommentarer
4238Visninger
AA

7. 5

Harry havde sendt et par undskyldninger i løbet af dagene. Det var lørdag og det var cirka en uge siden at Harry var kommet og besøgt mig. Han havde endda gået så vidt at skrive "Jeg er ked af det" til mig via. Twitter, hvilket ville komme til at give en masse snak i medierne og imellem vores fans, men jeg var egentlig ligeglad. Der havde alligevel været historier om at Harry havde fundet mig tiltrækkende, da vi mødtes "første gang" i fredags, hvorefter billedet hvor Harry og jeg stod og snakkede, var blevet sat ind.

Lige nu var jeg til en signing og bag mig stod Joan og Martin, sammen med et par vagter. De mange fans var ikke blevet lukket hen til mig endnu, men der gik ikke længere end et par sekunder, så kunne jeg høre skrig og jeg vendte mig mod de mange piger, der kom løbende og stillede sig frem.

Jeg smilede og bed mig forsigtigt i læben, da den første kom frem og hev proppen af min tusch af. Den første pige hvinede og jeg gav hende hurtigt et kram og skrev så min autograf på hendes papir. Jeg kiggede ud mod mængden, hvor der var et par kameraer i luften og smilede så forsigtigt.

Det fortsatte sådan i et stykke tid. En ny pige, et nyt kram, et nyt papir. Nogle skulle lige filme lidt før de gik videre, men de fik hurtigt af vide at de skulle gå videre, men jeg sørgede for at snakke med så mange af dem som muligt.

En pige med flot rødt hår, bleg hud og fregner kom frem og smilede stort. Jeg rejste mig halvt op fra min stol og gav hende et kram, mens vi snakkede lidt.

"Jeg elsker dig, Anna!" hvinede hun og jeg smilede til hende. "Det er jeg glad for." sagde jeg og smilede, hvorefter jeg skrev min autograf på et papir til hende, men jeg tilføjede lige et "I love you" ved siden af og rakte hende så hendes papir, hvorefter hun smilede lykkeligt, da hun havde læst det og gik så videre.

Jeg kiggede efter hende, men da jeg kunne føle at den næste stod og ventede, vendte jeg min krop mod personen og lagde mine hænder på bordet, men mit hoved var stadig i den retning. Jeg vendte så mit hoved og kiggede ned i bordet, hvor jeg så nogle hænder, der bestemt ikke lignede pige hænder. Jeg rynkede brynene og kiggede op i nogle grønne øjne.

Jeg kunne mærke mine øjne blev store og jeg faldt nærmest ud af stolen. "Harry!" hvæsede jeg lavt. "Hvad fanden laver du her?"

Harry tog en finger op for munden og hev sin hættetrøje lidt længere op, hvorefter han pegede på det billede af mig, der lå nede på bordet. "Ville have din autograf, så jeg kan tage det som en tilgivelse," sagde han lavt og smilede kækt.

Jeg rullede med øjnene og skubbede billedet hen mod ham. "Så får du ingen." sagde jeg og trak på skuldrene. Harry kiggede opgivende på mig og lænede sig så lidt ind mod mig. "Jeg har sagt undskyld mindst hundrede gange, jeg skrev endda undskyld på Twitter!" sagde han og var tydeligvis træt af det. "Hvad skal jeg mere gøre?"

Jeg rystede på hovedet. Jeg troede alligevel Harry vidste hvad, jeg ville have ham til at sige. Jeg lænede mig også lidt ind mod ham. "Din undskyldninger er fine, fantastiske, men du ved jo godt at det ikke er det jeg vil have dig til at sige. Tænk dig om." sagde jeg kort og skrev så autografen og puffede ham videre, før nogle fik mistanke.

Den næste fan kom og jeg krammede hende forsigtigt, men jeg kunne mærke Harrys blik i min nakke og det gjorde mig lidt nervøs.

 

*

Jeg lå henslængt over spisebordet i mine forældres køkken. Klokken var omkring seks og jeg var sulten, men jeg var også glad. Håbet var der. Håbet for at Harry måske stadig kunne huske mig så godt, kendte mig så godt, at han vidste hvad jeg ville have ham til at sige.

"Hvorfor smiler du så stort?" spurgte min far med et forsigtigt grin. Han sad også ved bordet, men han sad bare pænt. Min mor rendte rundt omkring i køkkenet og mit smil sank en smule.

"Ikke for noget!" sagde jeg og smilede stort igen, hvorefter jeg lagde mit hoved helt ned på bordet.

Med ét overmandede sulten mig og min mave rumlede stort, men lydløst. "Jeg er sulten!" klynkede jeg højlydt og sukkede.

Min mor vendte sig om og smilede glad til mig. Hendes smil mindede mig altid om Harry og pludselig blev jeg små ked af det. Hvad hvis han ikke vidste hvad han skulle sige? Ja, så ville jeg droppe ham. Fuldstændigt.

"Så dæk noget bord, maden er klar om ti minutter," sagde hun sukkersødt og smilede. Jeg maste øjnene sammen og alt mit raseri røg ud. "Gør det selv!" hvæsede jeg og nærmest skar tænder af hende.

Min mor spærrede ikke øjnene op, som jeg troede hun ville. Hun gloede bare på mig og løftede det ene øjebryn. Så tog hun en klud og tørrede bordet af, indtil hun nåede til der hvor jeg lå.

"Jesus Christ, pigebarn, er det den tid på måneden?" mumlede hun, men højt nok til at jeg kunne høre det. Nej, tænkte jeg for mig selv. Nej, men det var noget der påvirkede mit humør ligeså meget som det. Noget, der altid havde påvirket mit humør så kraftigt. Harry.

 

*

 

Vi havde spist spaghetti og kødsovs. Enkelt, men det var hvad jeg havde lyst til. Her på det sidste havde jeg enten spist pizza, burger eller en eller anden dårlig salat, som Joan havde købt i et forsøg på at være venlig.

Lige nu sad jeg i min fars bil, mens han sad ved førersædet. Det var lang tid siden, jeg sidst havde kørt, men jeg savnede det ikke og da det var så lang tid siden, skræmte Londons trafik mig, selvom jeg før i tiden havde kørt i det uden besvær.

Jeg dunkede hovedet ind i vinduet og sukkede. Vejret var trist i dag. Himlen var grå og det regnede som pisket. Klokken var næsten otte og jeg blev nærmest lettet, da min far drejede ind på parkeringspladsen.

Jeg vendte hovedet mod ham og smilede så. Jeg klikkede mig ud af sædet og kyssede ham på kinden, tog min taske og gik så ud af bilen. Døren røg selv ordenligt i på grund af vinden og jeg hev min hættetrøje over hovedet, da jeg ikke orkede vand i håret, men det var allerede for sent og jeg lod vinden hive hætten ned igen, men jeg fortsatte med at løbe af sted og løb så ind af lejligheden.

Jeg gik forsigtigt hen til elevatoren og lagde slet ikke mærke til den hvide seddel, der sad på den. Jeg trykkede på knappen, men blev forvirret, da den ikke lyste op. Jeg rynkede brynene og trykkede igen. Så kiggede jeg op og fik øje på den lille seddel. "Elevatoren er i stykker - brug trapperne", stod der og jeg sukkede højlydt, men begyndte så at trave op af trapperne og til mit held havde jeg converse på.

Jeg trådte de sidste skridt og åbnede døren til min gang, hvorefter jeg gik ned af gangen, men det syn jeg mødte overraskede mig.

Foran min dør sad Harry. Jeg spærrede øjne op og da han fik øje på mig rejste han sig hurtigt op, imens hans mund bevægede sig.

"Shh," sagde jeg og klemte øjnene i. "Lad mig lige komme ind først." Harry forstod og jeg låste hurtigt op, hvorefter han fulgte med.

Jeg tændte for lyset og stillede mig så i køkkenet, hvorefter jeg lagde min taske på bordet og kiggede på ham. "Jeg har siddet her i to timer og tænkt over hvad jeg skulle sige!" udbrød Harry og først da han afsluttede sætningen, sivede hans ord ind. To timer?

Jeg åbnede munden, men der kom ikke ord ud og i stedet fortsatte Harry. "Jeg tænkte og tænkte. Prøvede at huske på hvad du plejede og ville have, men jeg kom ikke i tanke om noget, så jeg håbede at.." startede Harry og jeg kiggede bare på hans mund, der bevægede sig. ".. at, det at du altid vil være min bedsteveninde var nok. At jeg har tænkt meget på dig, savnet dig det dobbelte og fortrudt at jeg ikke kontaktet dig, var lige præcis nok til at du kunne tilgive mig, for at jeg lod dig tro at jeg glemte dig."

Jeg kunne mærke tårerne presse på. Det var som om han havde læst mine tanker og jeg bed mig forsigtigt i læben, men i stedet for at bruge ord tog jeg mine arme frem og pegede dem hen mod ham, men da Harry ikke reagerede trak jeg ham ind i et kram.

Kort efter kunne jeg mærke hans arme om min ryg og jeg smilede kort, hvorefter jeg mærkede den tåre, der havde presset sig på, faldt ned over min kind og ned på Harrys skulder.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...