Remember the time - 1D

Før Harry Styles meldte sig til X-factor, boede han i Holmes Chapel. Hans bedste veninde, Anna Roberts, og ham selv sang meget sammen, men dagen hvor Harry foreslog at de kunne melde sig til X-factor UK sammen, mistede Anna troen til at de var lige så ens som hun regnede med. Hun mente at dem fra X-factor var overfladiske og at man aldrig kom langt. Harry mente dog noget andet. Efter det lille skænderi var de uvenner og snakkede ikke med hinanden. Harry gjorde som han ville, meldte sig til X-factor og det så Anna. Dog stemte hun ikke på ham og det eneste hun hørte, var at han røg i en eller anden gruppe. Anna hørte ikke noget til Harry personligt, dog hørte hun lidt fra hans gruppe og Anna selv blev musiker. Dog en hel del anderledes en Harrys egen musik. Hvad sker der den dag de to venner bliver genforenet? Og er de overhovedet venner længere? Kan de huske hinanden?

36Likes
56Kommentarer
4279Visninger
AA

6. 4

En banken på døren vækkede mig fra min dybe søvn. Måske var den søvn ikke så dyb alligevel? Jeg skubbede hurtigt tanken fra mig og strakte mine arme ud, imens jeg mumlede noget uforståeligt.

Den lette banken på døren, blev tungere og jeg mumlede noget højlydt. Det stoppede med at banke på døren og jeg løftede kort min krop op på albuerne, imens jeg kiggede rundt. Jeg sukkede højlydt og faldt så ned i den bløde sofa, men da det bankede igen, rejste jeg mig besværligt op og gik ud til døren, hvor jeg derefter bare stod foran den.

Jeg trippede lidt og rodede så rundt i mit uglede hår, så en blond tot røg ned foran mit øje. Jeg pustede den væk og åbnede så døren på klem, men det syn der mødte mig, fik mig til at smække døren i igen og alt det fra dagen før kom tilbage.

Koncert, One Direction og Harry. Harry..

Jeg klemte øjnene hårdt i og bukkede min nakke. Da jeg åbnede øjnene igen kiggede jeg ned af mig selv og så at jeg stadig havde kjolen fra før på.

Jeg skulle til at åbne døren og råbe at han skulle gå, men så huskede jeg at jeg havde lovet ham at vi skulle snakke. Ja, det var så hans egen skyld, jeg ville sikkert råbe af ham.

Jeg åbnede døren på klem igen og Harry vendte sig om og så på mig. Jeg åbnede den helt og et smil formede sig på Harrys læber, men jeg sendte ham et surt blik og trådte så til siden for at lade ham komme forbi.

Hans duft ramte mig og jeg lukkede øjnene og indåndede den kort, men kiggede så hen på Harry, der kiggede rundt i min lejlighed, som var ret rodet.

Jeg kiggede til siden og opdagede at døren til mit værelse var åben. Harry kiggede ret meget, men jeg skyndte mig at dreje ham til den anden side og skubbe ham hen til køkkenet. Så stillede jeg mig foran af ham og kiggede på ham.

"Vent et øjeblik, okay? Jeg skal fjerne nogle ting, få noget andet tøj på også kan vi.." sagde jeg og tøvede så, da jeg indså hvem jeg snakkede med. ".. snakke."

Det sidste var ikke mere end en mumlen, men Harry nikkede og grinede, hvilket jeg ikke forstod hvorfor han gjorde. Hvorfor i al verden grinede han? Hvad var der sjovt ved det her?

Jeg sukkede, rullede øjne, vendte mig om og gik ind på mit værelse, hvor jeg skyndte mig at fjerne alt tøjet, der lå på gulvet. Jeg sparkede det hen i et hjørne og lukkede døren, hvor jeg hurtigt hev min kjole af og fandt en lang blød trøje, hvis ærmer gik lige ned over albuerne. Den var grå, men ærmerne var sorte og grå stribede.

Jeg åbnede døren og gik så ud i køkkenet, hvor Harry kiggede rundt. Han opdagede ikke jeg var kommet og først da han vendte sig om, så han mig og fik et lille chok, men smilede så.

"Okay," sagde jeg og var glad for at der var et helt køkkenbord i mellem os. "Vil du have noget kaffe? The?"

Harry rystede på hovedet og begyndte så at småsnakke. "Jeg skal gå igen om en halv times tid, så.." sagde han og jeg nikkede.

Harry var stille, men det var jeg egentlig også og jeg kunne mærke hans blik i ryggen. Det var ubehageligt, så jeg vendte mig om og kiggede på ham. Jeg tillod mig selv at give ham elevator blikket og smilede så lidt. Han havde en langærmet grå trøje, der sad stramt til hans krop og nogle sorte bukser, som også var en smule stramme, men ikke utrolig meget og til sidst havde han et par hvide kondisko.

Jeg rejste hovedet op, da Harry begyndte at snakke og han stillede sig foran mig. "Det var rart at se dig," sagde han og smilede forsigtigt.

Jeg kiggede ned i jorden. Forstod den dreng intet? Jeg lukkede øjnene og kiggede op på ham.

"Harry, fatter du ikke noget?" spurgte jeg og skulle beherske mig for ikke at snerre af ham. Han kiggede uforstående på mig og jeg fortsatte. "Du skred fra mig. Efter du meldte dig til X-factor og kom videre.. du snakkede ikke til mig, du kontaktede mig ikke engang."

Jeg blinkede nogle tårer væk og kiggede i hans grønne øjne. Hans ansigtsudtryk viste ikke rigtig noget, men hans øjne sagde lidt. Han havde indset, at jeg var såret.

Jeg kunne ikke holde ud at kigge i hans smukke øjne, så jeg kiggede ned. Jeg kunne ikke fatte at det var ham, som skulle forestille at være min bedsteven.

"Anna.." sagde Harry forsøgende, men jeg rystede på hovedet og kiggede ned. "Jo, Anna, lyt på mig." forsøgte han og jeg kiggede bare ned.

Så gjorde han noget jeg ikke havde set komme. Han tog sin finger og løftede mit hoved op. "Anna, kig på mig," sagde han alvorligt, men jeg kiggede væk og ønskede han fjernede sin finger, men det gjorde han ikke. Jeg kæmpede imod mig selv, men til sidst gav jeg op og sukkede kraftigt. Det næste syn jeg mødte, var Harrys grønne øjne.

"Hvis jeg vidste, at du ventede på at jeg kontaktede dig, havde jeg gjort det," sagde han og jeg kiggede bare på ham med urolige øjne. "Men jeg troede sgu da at du hadede mig. Du var da tydeligt færdig med mig, da jeg foreslog X-Factor."

Jeg sagde intet, men fjernede heller ikke mine øjne. Hans ord havde ikke ændret noget hos mig. Han havde såret mig. Jeg havde sagt at man ikke kom nogle vegne med X-Factor, men Harry var da blevet noget, men det var jeg også! Hurtigere end Harry, for hvis vi startet samtidig, var jeg blevet færdig før ham.

Harry indså at jeg ikke havde tilgivet ham og tog så sin finger væk fra mit hoved. Jeg kiggede ned og sukkede. Han havde virkelig ikke ændret sig. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. At det med at være kendt, havde fået ham til at lave dramatiske skænderier? Nah, det ville ikke være Harry.

"Harry, jeg tror ikke.." sagde jeg og kiggede op på ham. "Harry, jeg forstår bare ikke hvordan du kan tro, at jeg ikke ville høre fra dig."

Han nikkede forstående, men det synes jeg var utrolig irriterende. Jeg havde ikke brug for hans hovedbevægelser, jeg havde brug for hans ord! "Styr dit hoved, du kunne få dårlig nakke, når du bliver gammel." sagde jeg spydigt og kiggede på ham med rynkede bryn.

Han spærrede øjne op og gloede på mig. Han skulle til at sige noget, men lukkede så munden, for at åbne den igen og lukke den igen. Han viftede med hånden foran sig som et "Pyt" og sukkede så. "Jeg vil bare gerne lige vide det her - kommer du nogensinde til at tilgive mig?" spurgte han ligeud og skulle til at tage mine hænder i hans, men jeg trak dem hurtigt væk og kiggede ned.

Så kiggede jeg op på ham og smilede kort, men også halvfalsk. "Muligvis, men.." sagde jeg og tog mig tid til at kigge ned og tænke. ".. jeg skal bruge lidt tid. Og det skal du også. Den undskyldning er altså ikke den bedste til at charmere sig ind på mennesker." Jeg sluttede af med et forsigtigt smil.

Selvom jeg var sur, trist og såret, kunne jeg stadig småjoke og det blev jeg lettet over. Jeg var ikke typen, som gik fuldstændig ned over sådan nogle ting.

Harry nikkede forstående og smilede så kort. "Jeg vil tænke over noget," sagde han og pegede så mod døren. "Skal jeg gå?"

Jeg kiggede automatisk hen mod døren og kiggede så på Harry, hvorefter jeg lod ham holde min ene hånd. "Det er nok bedst," sagde jeg og nikkede, i mens jeg smilede stille og gav hans hånd et klem og trak så min hånd til mig.

Harry nikkede og gik hen til døren og åbnede den. Jeg gik derhen, da Harry stod og ventede. Han kiggede bare på mig og jeg kiggede nysgerrigt på ham. "Så," sagde Harry og smilede forsigtigt. "Vær forberedt på at få uventet besøg." Så vendte han sig om og tog trappen i stedet for elevatoren og jeg kiggede ned efter ham. Måske havde han ændret sig lidt alligevel?  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...