Remember the time - 1D

Før Harry Styles meldte sig til X-factor, boede han i Holmes Chapel. Hans bedste veninde, Anna Roberts, og ham selv sang meget sammen, men dagen hvor Harry foreslog at de kunne melde sig til X-factor UK sammen, mistede Anna troen til at de var lige så ens som hun regnede med. Hun mente at dem fra X-factor var overfladiske og at man aldrig kom langt. Harry mente dog noget andet. Efter det lille skænderi var de uvenner og snakkede ikke med hinanden. Harry gjorde som han ville, meldte sig til X-factor og det så Anna. Dog stemte hun ikke på ham og det eneste hun hørte, var at han røg i en eller anden gruppe. Anna hørte ikke noget til Harry personligt, dog hørte hun lidt fra hans gruppe og Anna selv blev musiker. Dog en hel del anderledes en Harrys egen musik. Hvad sker der den dag de to venner bliver genforenet? Og er de overhovedet venner længere? Kan de huske hinanden?

36Likes
56Kommentarer
4220Visninger
AA

5. 3

Jeg kiggede på ham med urolige øjne. Kunne han huske mig eller ville han bare sørge for at få mit nummer, hvis nu jeg var interessant? Ikke interessant som den jeg var, men interessant som hende den sexede, frække og talentfulde sanger, Anna Roberts. Dog fjernede Harrys næste ord min tvivl og jeg lyttede.

"Kan du slet ikke huske mig?" spurgte Harry med en fortvivlet stemme og jeg fik tårer i øjnene. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg kiggede ned i jorden, men mit blik faldt på Harrys flotte og slanke hånd, som holdt fast om mit tynde håndled. Hans fingre nåede hele vejen rundt om.

Jeg svarede ikke, så Harry gav forsigtigt slip på mit håndled og jeg løftede hovedet op. "Jo," sagde jeg lavt, men højt nok til at Harry kunne høre det. Jeg vendte mig forsigtigt om. Joan stod og ventede, da hun havde forstået at vi skulle snakke, så jeg vendte bare hovedet hurtigt om igen.

"Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg følte mig som en idiot," sagde Harry i en såret tone og jeg kiggede uforstående på ham. Hvad ævlede han om? Det var da ham, der ikke havde sagt noget til mig.

"Det samme kunne jeg spørge dig om," sagde jeg spydigt og skulle til at klemme mine øjne vredt i, men han havde jo ikke gjort mig noget. Han havde bare glemt mig, tror jeg.

Harry sagde intet, men gloede bare på mig. Så var der stille i et par sekunder, som føltes som minutter, så jeg vendte mig langsomt om og skulle til at gå, men Harrys stemme stoppede mig.

"Du har ændret dig," sagde han og da jeg så hans ansigtsudtryk, var det forvirret. Såret og forvirret.

Jeg kiggede på ham, løftede øjenbrynene og bed mig så akavet i læben. "Ja, det kan man så ikke sige om dig." sagde jeg og smilede kort, dog uden at vise tænderne.

Harry så uforstående på mig og jeg kunne godt forstå ham. På to år havde jeg ændret mig fra den sukkersøde, rare, kønne og dejlige pige, som alle kunne lide, til den sexede, frække, slemme og rapkæftede pige, som mange fandt interessant, men ligeså mange synes trådte langt over grænsen.

Jeg kunne ikke lade være med at fryde mig over det. Jeg var kommet ligeså langt i musikbranchen som ham, måske endda længere, og jeg havde ikke meldt mig til X-factor. Tanken kom hurtigt til mig og jeg tillod mig selv at tænke den færdig. Det eneste gode Harry fik ud af at melde sig til X-factor, var at han fik sådan en lækker ven, tænkte jeg og hentød til Zayn.

"Hvorfor?" spurgte Harry bare direkte og jeg vidste hvad han mente, selvom han ikke gjorde det klart.

Jeg tænkte meget over det, men ikke i så lang tid. "Fordi.." startede jeg højt og Harry så forventede på mig. "Fordi hvis jeg fortsatte i det samme hul, ville jeg fortsætte med at holde af dig," mumlede jeg så lavt, så Harry ikke kunne høre det. Det vidste jeg. "Hvad?" spurgte han og kiggede på mig. Jeg rystede på hovedet og fik automatisk tårer i øjnene. Jeg kunne mærke blitz i baggrunden, men jeg ignorerede det og jeg kiggede bare med tårer i øjnene på Harry.

"Kan vi ikke tale sammen?" spurgte han bedende og da jeg kiggede ind i de bedende øjne, fik jeg pludselig dårlig samvittighed.

Jeg rystede på hovedet og kiggede ned. "Ikke nu." sagde jeg og rystede på hovedet endnu en gang, men kiggede så op.

Harry kiggede skuffet på mig og jeg rynkede kort brynene. "Kan jeg ikke komme forbi dig i morgen?" spurgte han bedende igen, som om han vidste hvor jeg boede og jeg kiggede ham direkte i øjnene, mens jeg ikke selv fattede hvad der kom ud af min mund. "Jo," sukkede jeg og nikkede, mens mit blik faldt på en kuglepen i hans blazers lomme. Jeg tog den uden tøven og skrev min adresse på hans arm.

Hvorfor gjorde jeg nu det? Jeg blev ved med at spørge mig selv om det og stoppede først, da jeg puttede kuglepennen ned i hans lomme igen.

Han kiggede med håbefulde øjne op på mig og skulle til at trække mig ind i et kram. Jeg lod ham tro at jeg ville give ham et kram, men trak mig så tilbage. Hvad regnede han med? Han glemte mig fuldstændig efter X-factor. Han havde ikke engang sendt mig en hilsen.

Han kiggede skuffet på mig og jeg trak kort på skuldrene, imens jeg trak mig bagud og gik hen til Joan, som udmærket kendte til Harry, men hun fandt først ud af at det var ham, jeg havde snakket med bagefter.

Joan gispede, men tog mig så bare ved ryggen og førte mig ud i den sorte bil og da hun havde lukket døren efter mig og gik selv ind i den anden side. Jeg sad altid bag Martin i venstre side, det var bare noget jeg gjorde.

Bilen startede og jeg dunkede hovedet ind i vinduet, mens jeg kunne mærke Joans skarpe blik på mig. Jeg prøvede at ignorere det, men det hjalp ikke så meget, så jeg rejste mit hoved igen og håbede at Martin ville køre hurtigt og at medierne ville styre sig. Et håb. Et håb er lig med langt fra virkeligheden i min verden.

Da bilen stoppede, rakte Joan mig sin taske, men i stedet for at lade mig gå, lagde hun sin hånd på min. "Er du okay, søde?" spurgte hun og jeg nikkede hurtigt. Lidt for hurtigt.

Hun kiggede skeptisk på mig, men lod mig derefter gå. Jeg åbnede bildøren og lukkede den så efter mig, imens jeg spænede op til min lejlighed og låste mig ind.

Da jeg nåede til min dør, låste jeg mig ind og kastede min taske ind i stuen, mens jeg lukkede døren med min ryg og gled langsomt ned af den. Mit hoved gjorde ondt og jeg gemte det i mine hænder, som lå ovenpå mine knæ og efter det begyndte jeg at græde. Jeg græd og græd, græd og græd. Blev ved med at græde, indtil det sluttede af som nogle små hulk. Jeg snøftede kraftigt. Hvorfor græd jeg? Hvorfor jeg græd? Harry var min bedsteven igennem mange år og der havde altid været mere i vores forhold end bare venskab. Når vi sagde, at vi holdt af hinanden var det ikke som et "Hey, vi er bedstevenner, jeg elsker at hænge ud med dig", men mere som et "Du gør min verden lykkelig". Det var aldrig mere end venner, det var ikke kærester, men det var heller ikke bare venner.

Min mobil bippede hysterisk, men jeg ignorerede den og rejste mig så forsigtigt op og gik forbi spejlet, der hang i min stue og jeg fik nærmest et chok.

Der hang mascara i klumper ned af mit ansigt, samtidig med at sorte tårer kæmpede sig ned af mine kinder. Min hestehale var rodet og jeg følte mig utrolig ucharmerende og grim lige nu.

Pludselig kom jeg i tanke om fotograferne og løb hen til gardinerne, hvor jeg derefter hev ned i dem. Det her skulle de ikke nyde noget af at skrive om mig.

Da jeg havde hevet ned i gardinerne, var der helt mørkt og jeg tændte hurtigt for noget lys, men fortrød det egentlig efter lidt. Jeg slukkede det ikke, men tændte for fjernsynet og så noget Teen Mom på MTV, som jeg egentlig hadede. Det kunne have været mig.

Jeg lagde mig på maven i min sofa og prøvede at koncentrere mig om TV'et, men billederne blev blandet sammen med mine tanker og til sidst gav det ikke rigtig mening, så jeg lukkede øjnene og pludselig gjorde mit hoved mindre ondt.

Tankerne fløj dog rundt i hovedet på mig og det mindede mig om min reaktion efter Harry var gået, da han havde besluttet sig for at melde sig til X-factor og jeg var sur. Jeg havde gået vred op mit værelse, tyret en dekoreret papæske ned i gulvet, bidt mig selv i læben, hevet i mit hår, gået nedenunder, råbt af min mor, gået udenfor også indenfor igen og til sidst lagt mig ned på gulvet i stuen, i mens jeg græd.

En lille tåre faldt ned af min kind, men derefter faldt jeg i søvn og den søvn var velfortjent.

______________________________________________________________________________________________

Hej alle der læser min movella! Som sagt ville det betyde utrolig meget, hvis I ville like, kommentere og sætte den på jeres favoritlister! Kærligst, Nisela.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...