Remember the time - 1D

Før Harry Styles meldte sig til X-factor, boede han i Holmes Chapel. Hans bedste veninde, Anna Roberts, og ham selv sang meget sammen, men dagen hvor Harry foreslog at de kunne melde sig til X-factor UK sammen, mistede Anna troen til at de var lige så ens som hun regnede med. Hun mente at dem fra X-factor var overfladiske og at man aldrig kom langt. Harry mente dog noget andet. Efter det lille skænderi var de uvenner og snakkede ikke med hinanden. Harry gjorde som han ville, meldte sig til X-factor og det så Anna. Dog stemte hun ikke på ham og det eneste hun hørte, var at han røg i en eller anden gruppe. Anna hørte ikke noget til Harry personligt, dog hørte hun lidt fra hans gruppe og Anna selv blev musiker. Dog en hel del anderledes en Harrys egen musik. Hvad sker der den dag de to venner bliver genforenet? Og er de overhovedet venner længere? Kan de huske hinanden?

36Likes
56Kommentarer
4215Visninger
AA

4. 2

Han var der. Han var der hel og ægte. Han lallede rundt på scenen og sang med hans dejlige stemme. Han havde ikke ændret sig, ikke det mindste. Inden de skulle på scenen, havde jeg overvåget deres snak og egentlig været lidt skuffet over at han ikke kunne genkende mig. Han havde seriøst bare kigget på mig. Kigget på mig, kigget væk. Hvorfor huskede jeg ham? Først da Joan kom hen og gav mig et klap på skulderen, så jeg røg en smule frem, opdagede jeg at jeg stod helt op af den lille skærm.

Joan hev mig frem og børstede forsigtigt på mine skuldre. "Er du klar?" spurgte hun og smilede forsigtigt til mig. Jeg kiggede ned af mig selv, men besluttede mig lige at tage et sidste kig i spejlet om lidt. Jeg rejste hovedet og nikkede til Joan.

Jeg kiggede på skærmen og kiggede så tilbage på Joan. "Hvornår skal jeg på?" spurgte jeg og rodede lidt i min høje hestehale. Joan kiggede på sit ur. "Fem minutter," svarede hun og jeg nikkede.

Jeg kiggede forsigtigt bag mig og vendte så opmærksomheden mod Joan, som havde det samme jakkesæt på som i onsdags. Jeg pegede om mod min garderobe og hun nikkede. Da hun nikkede, vendte jeg mig hurtigt om og småløb ind i min garderobe. Jeg lukkede hurtigt døren efter mig og kiggede mig så i spejlet.

Jeg fjernede dog hurtigt øjnene fra mit ansigt og gennemgik så min krop. Den sorte kjole sad stramt, men flot, om min slanke krop og sluttede stramt over knæene. Den ene skulder var bare og den ene havde kun en tyk strop om sig, mens der var nogle små blomsterlignende syninger langs skulderen, over brystet og ned langs den ene side. Mine ben var bare og jeg havde nogle høje, enkle og sorte stiletter på.

Jeg pustede hurtigt ud, mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Ind på scenen, syng to sange, væk fra scenen. Det var da enkelt ikke?

Mit blik faldt på en lille hårbørste på sminkebordet og jeg hev hurtigt fat i den. Jeg redte forsigtigt på høje hestehale, selvom den var helt bleg og det sikkert ville ødelægge alt det hårlak, som stylisten havde brugt.

Jeg kiggede mig i spejlet og undrede mig fortsat over hvorfor Harry ikke kunne genkende mig. Så meget sminke havde jeg ikke på! Og desuden - burde han ikke kunne genkende mit navn? Han havde vel fået af vide at det var mig? Jeg nåede ikke at tænke meget længere, for der blev banket på og en af de mange mennesker sagde, at der var tre minutter tilbage og jeg skulle ud og have ordnet min mikrofon. Jeg nikkede hurtigt til damen og hun holdt døren for mig, mens jeg gik ud og stillede mig ved nogle mennesker, som straks begyndte at pille med nogle ledninger og efter to minutter havde jeg fået stukket en mikrofon i hånden og gjorde mig klar til at gå ind på scenen.

"Du klarer det fantastisk i dag, jeg ved det," opmuntrede Joan mig og jeg vendte mig om og smilede, da jeg fik et puf fra en af de andre. Jeg nåede at skimte de fem drenge, der lige havde forladt scenen, inden jeg gik med selvsikre skridt ind på scenen, mens de mange skrig og klapsalver bare blev større og et smil blev kastet på læberne.

Da musikken startede, begyndte jeg automatisk og give den hele armen. Alt om Harry var glemt og det eneste jeg tænkte på var de mange dejlige fans, der stod ude i folkemængden og råbte mit navn. Jeg smilede stort og kiggede på de få bannere, der var oppe i luften. Før var er mange One Direction bannere, men de var erstattet med fire-fem Anna Roberts bannere. Bannere til ære for mig og inden længe var første sang sluttet, musikken tonede ud og blev ændret til den næste sang.

Jeg begyndte hurtigt på den næste og drejede kort rundt, mens skrigende blev tydeligere. Det var ikke fordi de skreg højere, det var fordi musikken blev mere stille og vi næsten var nået til slutningen af sangen.

Jeg glemte alt om de bekymringer, jeg havde før. Det her var det fedeste nogensinde og jeg forstod ikke at jeg havde ønsket, at det her skulle slutte hurtigt. Det her skulle blive ved!

Desværre sluttede sangen hurtigt og jeg nejede fint, bukkede mit hoved og begyndte så at sige det jeg havde fået besked på. "Tak, fordi I gad komme i aften!" startede jeg og publikum hujede. Jeg smilede automatisk og grinede kort. "Det har været fantastisk!"

Jeg nejede, bukkede mit hoved endnu en gang, vinkede halvt med hånden og gik så elegant ned i den modsatte side af hvor jeg var kommet fra. Joan kom mig i møde, da jeg gik imod hende og løftede hånden til et high-five og jeg gav hurtigt hendes hånd et klask med min. "Du var jo fantastisk!" sagde hun og smilede. Jeg smilede forsigtigt og rystede mine skuldre. "Og forresten.." startede Joan, da jeg kiggede rundt bare for at kigge - og slet ikke for at kigge efter Harry og hans venner, men jeg vendte opmærksomheden mod Joan og hørte hvad hun sagde. "Du kan møde drengene derhenne," sagde Joan og pegede om bag mig, hvor fem drenge sad med ryggen til min ryg i en sofa og snakkede højlydt.

Jeg nikkede taknemligt og da Joan rakte mig en vandflaske, løftede jeg øjenbrynene og øjnene i et overrasket - men glad - ansigt. Jeg åbnede den hurtigt og tog en tår af vandet, hvor jeg derefter fik nogle hænder på mine skuldre og blev skubbet af sted hen mod drengene.

Joan puffede mig hen foran dem og ved siden af en sofa, der stod overfor den sofa de fem sad proppet sammen i. Jeg pustede lydløst ud og lukkede så øjnene hurtigt og tog mig sammen. Glem Harry, glem Harry.

"Må jeg sætte mig her?" spurgte jeg så sødt jeg kunne og jeg fik hurtigt nogle blikke op af mig, som tydeligvis alle sammen endte på mit hoved.

De nikkede alle sammen.. eller det vil sige, de fire andre gjorde, jeg kiggede ikke på Harry. Jeg satte mig forsigtigt og rykkede en plads længere ind, så der var plads til Joan og jeg kiggede op på hende, men hun rystede på hovedet og pegede over nogle mennesker, så jeg nikkede.

Da jeg vendte hovedet mod drengene, opdagede jeg at jeg sad lige foran Harry og en anden dreng med krøllet hår. Jeg trak vejret dybt og smilede så. Skulle jeg lade som om jeg ikke kunne huske Harry?

Ja, selvfølgelig! Han kunne ikke huske mig, så hvorfor skulle jeg kunne huske ham?

"Du var god," lød det fra ham ved siden af Harry og jeg smilede taknemligt. Af ren vane bukkede jeg mit hoved lidt ned og smilede så. "Tak og i lige måde." sagde jeg og smilede.

Jeg tænkte at det nok ville være lettere, hvis jeg kunne deres navne, så jeg spurgte forsigtigt. "Hvad hedder I? Det er nok lidt lettere, hvis jeg ved hvad I hedder." sagde jeg og smilede charmerende.

De nikkede alle sammen og de startede fra højre af, hvor en lyshåret dreng sad. Han var ret nuttet. "Jeg hedder Niall!" sagde han og drengen ved siden af ham, havde en stribet trøje og seler på. Ikke helt så nuttet, men han hed Louis.

Den næste dreng fangede min opmærksomhed. Gud, hvor var han dog lækker. Jeg spærrede nærmest øjne, da jeg så ham ordenligt og hans søde accent, fik mig nærmest til at dåne. "Zayn," sagde han kort og jeg skulle lige til at vende hovedet mod ham ved siden af Harry, da jeg jo godt vidste hvad han hed, men skyndte mig at rette min fejl.

Harry kiggede overvejende på mig og det var som om hans øjne var skuffede, da han sagde hans navn. "Jeg hedder Harry." sagde han og det lød som om, der var et spørgende udtryk i hans stemme, men jeg ignorerede det og gik videre til den næste dreng, som hed Niall.

Okay, tænkte jeg. Niall, Louis, Zayn, Harry og Liam. Enkelt. Jeg havde lagt mest mærke til Zayn - udover Harry selvfølgelig - og ham skulle jeg virkelig lære bedre at kende.

Vi snakkede i noget tid, måske en halv time. Til sidst kom Joan og kiggede til os, men da hun mente at vi skulle til at rykke videre af hensyn til hvad vi skulle øve i morgen, rejste jeg mig forsigtigt og vinkede til drengene.

"Jeg håber vi snakkes ved," sagde jeg og mente det. Nok mest til Zayn. Harry skulle væk og de andre drenge var enten virkelig trætte eller også en smule kedelige. Jeg fik nogle små afskedsord og smilede så venligt og fulgte med Joan. Vi valgte at gå igennem den lille gård, så vi ikke skulle bombes med fotografer og jeg gik lidt i min egne tanker.

Da døren til den lille gård blev åbnet, ramte kulden mine bare arme og ben og jeg gøs kort. Det mindede mig om før Harry meldte sig til X-factor. Vi havde altid være lidt tættere end bare bedstevenner, men ikke mere end venner. Aldrig mere. Vi havde kysset én gang og det var et uheld. Vi lovede også os selv at det aldrig skulle ske igen, da det ville ødelægge vores venskab, men efter det kys sad vi ude i haven og jeg frøs. Jeg tror, at det var første gang Harry og jeg sad rigtig tæt og fik varmen sammen.

Vi nåede hurtigt over de små fliser og jeg skulle til at gå igennem porten, hvor jeg kunne se den sorte bil holde, men en varm hånd, der holdt fast i mit håndled og rev mig tilbage fik mig til at stoppe.

"Anna," lød en velkendt stemme og da jeg vendte mit hoved stod jeg ansigt til ansigt med Harry.

__________________________________________________________________________________

Det ville seriøst gøre mig så glad, hvis I ville kommentere, like eller sætte den på favorit, når I har læst den, da jeg tjekker mine movellaer oftere, hvis der er kommet nye likes/favoritter/kommentarer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...